Jeg hader dig

Kate Johnson skal flytte skole. Allerede den første dag møder hun problemer i form af klassens snob, Christina, der ville have hende ned med nakken. Der opstår en indbyrdes strid imellem dem, men hvor lang vil de gå og hvem vil mon vinde kampen? Samtidig dukker en del af Kates gamle fortid op, og hun finder ud af, at en af hendes kæreste er i fare.

2Likes
7Kommentarer
3007Visninger
AA

6. HJÆLP!

Vi var endelig samlet, hele familien var der. Min mor og far, min lillesøster, min storebror og så jeg.

Jeg havde sørget for, at mine nye sår var gemt væk under min langærmede og løse trøje.

Jeg kunne høre, at min mor og far så snart var ved at komme op at skændtes.

,,Lad nu være med at være så sur hele tiden, Henrik. Nu er vi endelig samlet, skal vi så ikke for en gangs skyld hygge os?” Spurgte min mor og så bedende op på min far.

,,Du kunne jo starte med at snakke til mig i stedet for at skælde mig ud hele tiden,” brummede han fornærmet.

,,Man snakker vel også til en, hvis man skælder ud,” mumlede jeg, nok mere til mig selv end til andre. Alligevel hørte min far det. Han var ved at få et anfald af forargelse.

,,Ved du, hvad…?” Begyndte han, men blev afbrudt.

,,Ja, det ved jeg godt!” Jeg smilede flabet til ham, og fortsatte: ,,Jeg ved godt, at jeg er træt af jer! Træt af at høre på jeres uendelige plapren om så ligegyldige ting! Her er vi, alle sammen for én gangs skyld, og hvad vælger I så at gøre? I skændtes som sædvanlig! Men ved du hvad? Du ville ikke engang lægge mærke til, hvis jeg lige pludselig ikke var der mere! Du har fandme altid så travlt med at alt skal være perfekte at du ikke opdager, hvis din egen datter ikke var der!”

Jeg vidste godt, at jeg var gået for langt, også før jeg så min fars rasende ansigt, og hans gennemborende og iskolde blik. Alligevel var jeg tilfreds med at have sat mig op mod ham, og følte ingen skam over nogle af de ting jeg havde sagt. Han skulle ikke tro, at han var mere end os andre.

,,SÅ er det godt, unge dame! Gå ind på dit værelse og køl ned, og kom ikke ud igen før du kan lære at styre dig!” Hans ord kom som nåle direkte mod mig, men på en eller anden måde lykkedes det mig at undvige dem, og sende nye nåle mod ham.

,,Ved du, hvad far? Rend mig i RØVEN! Jeg kunne ikke være mere ligeglad med dig og dine åndssvage regler,” vrængede jeg ad ham og rejste mig op. Jeg gik med hastige og hidsige skridt hen mod døren ud til vejen, og smækkede den i efter mig.

Natten lå hen, klar og kold. Den friske luft mødte mig og svøbte mig ind, da jeg åbnede døren. Jeg tog en dyb indånding, og slap så vejret igen.

Frihed.

Månen skinnede ned på mig fra sin plads i himmelen, og bød mig velkommen.

Jeg smilede for mig selv mens jeg begyndte at gå. Hvorhen vidste jeg ikke, jeg skulle bare væk fra min familie.

Jeg begyndte så småt at fortryde, at jeg ikke havde taget en jakke med mig, da det var begyndt at blive lidt køligt, men jeg kunne ikke få mig selv til at gå tilbage for at hente den. Det ville være fejt at komme luntende tilbage og in i varmens tryghed.

Mens jeg gik, fik jeg tænkt tingene ordentligt igennem. Måske havde jeg alligevel været lidt for hård mod min far. Det var jo trods alt ikke hans skyld alene, at hans arbejde tog så meget af hans tid.

Men han kunne alligevel godt behandle os andre med lidt mere respekt! Tænkte jeg stædigt.

Et vindpust fik mig ud af mine tanker, og jeg opfattede svagt en lyd et stykke bag mig.

Jeg vendte mig forskrækket om, men så ingen.

Mit hjerte bankede så hårdt, at man sikkert kunne høre det i nattens stilhed.

Jeg begyndte så småt at gå igen, mens mit blik flakkede rundt for at se den mindste bevægelse.

Lad nu være med at være paranoid, Kate! Der er jo ingen. Du lader dig bare skræmme af mørket.

En lyd bag mig igen.

Endnu en gang vendte jeg mig om mens mine øre stod på pinde for at opfange lydene omkring mig.

,,Hvem er det?” Råbte jeg med en så fast stemme jeg kunne præstere, trods mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig.

,,Jah, hvem er vi?” Lo en stemme bag mig, og jeg vendte mig straks den retning stemmen kom fra.

Jeg ville have skreget, men mit stemmebånd var som lammet. Lige foran mig stod en mand, nok i 30’erne.

Nogle stærke arme tog fat om mig bagfra og holdt mig fast.

,,Jamen du er jo helt kold, lille ven. Skal jeg ikke varme dig lidt?” Spurgte vedkommende, der holdte mig og begyndte at køre hånden op og ned af min mave.

,,Du skal ikke være bange,” sagde manden, der stod foran mig og gav mig det, der skulle ligne et sjofelt smil. ,,Vi vil bare have det lidt sjovt."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...