Den uendelige gang

Jeg vidste ikke hvilken kategori denne novelle skulle høre under, men nu blev det bare Overnaturligt, selvom der ikke meget overnaturligt er. Jeg har ingen rigtig beskrivelse, så nu må du altså bare læse den og give kritik. Det vil jeg meget gerne have. (-:

2Likes
2Kommentarer
1009Visninger

1. Bag døren

 

Jeg åbnede den store, mørke dør. Den dør min mor havde forbudt mig at åbne. Jeg var alene hjemme, mine forældre var til fest. De havde gemt nøglen til den forbudte dør, men det var det mest åndsvage sted de havde gemt den. I en ulåst køkkenskuffe.

Jeg var trådt ind i gangen bag døren. Væggene var beklædt med mørkerødt tapet med snørklet guldmønster i. Hele gulvet var ét stort, tykt og rødt tæppe. Mine fødder forsvandt i ned i tæppet, så tykt var det. Der hang en masse forkellige spejle og gamle malerier med guldrammer på væggen, samt nogle få stearinlysholdere, med tændte lys i. Jeg havde ikke tændt lysene. Jeg var gået en smule ned ad gangen, og så tændte alle lysene sig selv. Én efter én.

Gangen forsatte videre i uendeligheder, helt sort forenden. Jeg tog et enkelt skridt videre ind i den uendelige gang.

En kappe af kold luft lagde sig på mine skuldrer. Jeg gøs svagt.

"Skat?" Min mors stemme nåede mine ører. Jeg skyndte mig ud af gangen, lukkede døren i, låste den og proppede den lille nøgle ned i min lomme.

"Ja?!" svarede jeg. Jeg gik ud i entréen, hvor jeg så min mors sminkemalede ansigt. Hun havde en knaldrød læbestift på, som matchede hendes røde frakke.

"Hej skat! Hvordan har det gået?" spurgte min mor.

"Okay, godt..." svarede jeg.

"Er du sulten?" spurgte min mor og begyndte at hælde indholdet af hendes taske ud på det lille bord i gangen.

"Nej ikke specielt. Jeg tog mig en rugbrødsmad lige før," løj jeg. Jeg havde ikke haft tid til mad. Jeg havde været for optaget i at finde ud af, hvad der gemte sig bag den forbudte dør.

"Godt," sagde min mor og aede mig på håret. Da hun kom tættere på mig kunne jeg se, at hendes øjne var røde.

"Mor? Hvorfor har du grædt?" spurgte jeg og kiggede med rynkede øjenbryn på hende.

"Jeg har da ikke grædt!" sagde hun og prøvede på at grine, men det mislykkedes og hun brød med det samme ud i gråd. Min far kom ind ad hoveddøren. "Henriette!" sagde han bekymret. Han lagde en arm om min mor. Han fik hurtigt trådt ud af de sorte sko og gik ud i køkkenet med hende.

Jeg overvejede hvornår jeg havde chance for at lægge nøglen tilbage. De tjekkede altid skuffen mindst ti gange om dagen. Som om de ikke troede på, at jeg ikke ville snage. Men det havde jeg jo allerede gjort.

Jeg gik ud i køkkenet til dem. Min far og mor sad over for hinanden. Jeg tog kedlen frem, hældte vand i og satte den over. Jeg fandt tekanden frem, tog tre teskefulde te og hældte det ned i den lille si, som skulle tage tebladene fra selve tevæsken.

"Jeg laver lidt te. Måske skulle i sætte jer ind i stuen?" sagde jeg og smilede sødt til mine forældre. Jeg skulle have dem væk fra skuffen med det samme. De måtte ikke have tid til at kigge i den.

"Åh tak skat... Men jeg har ikke lyst til te lige nu..." snøftede min mor.

"Det ville være rigtig godt for dig! Sæt dig nu ind i stuen, så finder jeg nogle småkager," sagde jeg fik hævet hende op fra stolen.

"Okay Rebekka, du har måske ret," sagde min mor og smilede taknemligt til mig. Hun tørrede sig under øjnene og tøffede ind i stuen. Min far rendte i hælene på hende.

Jeg gik lagt nøglen tilbage i køkkenskuffen uden den mindste lyd. Mit hjerte dunkede hurtigt. Jeg sukkede lettet og fandt småkagerne frem oppe i et af de øverste skabe, hældte teen over og bar tekanden ind i stuen, med et fad med småkager.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...