Min hemmelige veninde

Egentlig en skoleopgave, som jeg fik lyst til at dele med jer.

10Likes
24Kommentarer
4782Visninger

2. 1.

”Skal jeg tage din tallerken, mor?” spurgte jeg med et smil. Det smil der altid sad klistret fast på fjæs, for det var mig. Det var mit smil. Jeg var mit smil, og mit smil var mig. Jeg var Liv, med appetit på livet. Det var en af de sædvanlige - eller det plejede det at være - fredage, hvor vi, som den kernefamilie vi var, dyrkede familielivet ved at hygge med maden, hvorefter jeg, som det dydsmønster jeg var, behagede min far ved, at spørge ind til den mad vi sammen havde brugt flere timer på i køkkenet. Engang kendte jeg dagsordenen; først skulle vi alle hjælpe med oprydningen, så ville vi sætte os i vores velholdte stue, i den pæne velour sofa og spille Ludo. Jeg ville fortælle mine forældre, hvilke karakterer jeg havde scoret i løbet af ugen. Udelukkende bestående af 12 og 10 taller. Men sådan var det ikke længere. Ikke siden lille Thomas var kommet til verdenen. Udtales Thoma. Som på fransk. Tomat min bare røv, altså.

Jeg var ikke længere deres lille yndling. Jeg sad ikke længere oppe med dem en hel fredag aften. Jeg begyndte at gå op på værelset og sidde for mig selv. Jeg ved ikke hvordan, jeg pludselig gik fra at ligge flere timer på sengen, til at stå flere timer foran spejlet og hive i alt det fedt, der hang ud over buksekanten. De 65 kg sad lige omkring hofterne og lårene. Det var nok der jeg hørte hende for første gang. Jeg hørte hendes hviskende stemme i øret .. Eller sådan føltes det i hvert fald.

”Søde lille Liv. Se lige på dig selv. Du er fed. Du er klam. Du er frastødende. Det er derfor dine forældre har glemt dig, de gider ikke have fede børn. De håber på at Thomas forbliver tynd, lille og fin. Alt det, du aldrig har været.” Flere gange rystede jeg på hovedet af den og lagde mig tilbage på sengen. Andre gange stod jeg virkelig og overvejede den tynde pibende stemme, og blev enig med mig selv om, at jeg godt kunne se, hvad stemmen mente. Jeg hev lidt ud i fedtet på maven og rynkede på næsen. Aftener foran computeren, hvor jeg gennemsøgte Google for kalorietabeller blev en vane. Hvorfor skulle stemmen dog lyve for mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...