Drømmen om Olak

En mand ved navn dr. Odlenzki havde opfundet en selvdirigerende supercomputer af ny teknologi, som hjælper menneskerne med at gøre tingene meget nemmere. Man behøver blot at give en kommando, og så får man sit behov opfyldt. Men man vidste ikke, at dens netværk navngivet Olak er så intelligent, at det kan hacke sig ind på andre netværker. Den finder ud af, hvilken dato alle cyborgs i hele verden bliver opladet, omprogrammeret, opdateret osv. og hacker sig ind, så den sletter deres forrige netværk og indsætter sit eget. Dermed får den en hær af cyborgs, som vil lytte til dens kommandoer, og den fik en af dem til at dræbe dr. Odlenzki. Men dr. Odlenzki havde en datter ved navn Natascha Odlenzki, og hun er den eneste, som ved, hvordan man dræber Olak. Sammen med hendes kæreste, Dimitri Gagarin, vil hun forsøge at dræbe Olak og stoppe denne krig mellem robotter og mennesker.

2Likes
12Kommentarer
3685Visninger
AA

1. kapitel

Hvis du levede i en verden, hvor alting blev fjernstyret som i et videospil, ville du så ikke få lyst til at slukke for kontakten?

 

Mine hænder skælvede voldsomt og gjorde det forbandet kompliceret at binde snørebånd. Jeg havde ikke megen tid.

Pludselig greb nogle hænder mine og holdt dem bestemt ud til siden, slap dem og begyndte meget hurtigere end mig at binde mine sko med jævne og sikre bevægelser. Jeg kunne føle hans skulderlange, sorte hår kilde på mine kinder og hans store, muskuløse og varme overkrop læne sig forsigtigt, men beroligende op ad min ryg.

”Tak,” sukkede jeg. Mit hjerte hamrede af sted på grund af den fare, vi snart skulle stå overfor. Han rejste sig, og det samme gjorde jeg.

”Det var så lidt,” mumlede han med sin lidt dybe stemme. Jeg så ind i hans dybe, brune øjne og følte mig lidt mere rolig. Men jeg kunne stadig ikke modstå fristelsen til bare at give ham et lille, hurtigt kram. Han kunne næsten læse mine tanker. ”Det skal nok gå,” sagde han og lagde sine arme rundt om mig.

Jeg trykkede mig ind til ham og åndede tungt ud. ”Stoler du virkelig på det, Dimitri?” spurgte jeg ned i hans brune læderfrakke.

”Selvfølgelig,” sagde han. Han lagde begge sine hænder på mine kinder og kiggede intenst i mine chokoladebrune øjne. ”Natascha Belik Odlenzki.” Han udtalte mit fulde navn. ”Vi kan klare det her. Okay? Det er snart overstået.”

Jeg måtte stole på det, han sagde. ”Ja,” hviskede jeg i et åndedrag. Og så trykkede han sine blide læber mod mine i nogle korte sekunder. Dimitri Gagarin var min kæreste, og vi var begge atten år.

Han aede mig blidt på mit sortbrune hår og puffede til min skulder. ”Kom," sagde han så. "Lad os redde verden.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...