When I Die...

Omkring det at elske. og det at dø.

1Likes
6Kommentarer
944Visninger

1. When i Die

Gammel historie jeg gerne vil dele med jer.

 

Deres lille farm havde klaret vinteren ud og sneen smeltede, i takt med solens varme. Allen var 17, men det var hans familie der ejede farmen. ”Allen hjælper du lige med at vaske?” Spurgte Maren, hans mor. ”Javel, det skal jeg nok!” Sagde Allen og gik med moderen ud til vandløbet. Der vaskede de tøjet, og hængte det til tørre på snorene bag marken. Allen passede farmen, sammen med hans familie. Hans mor bagte og vaskede, mens faren gjorde det fysisk hårde arbejde. Farmen mindede mest om en lille gård, men de havde altid kaldt det for farmen. Allens bedstefar levede også på gården, men han var blevet svag og gammel. Allen satte sig på trappestenene til huset og hentede sin dagbog. Dagbogen var blod rød og omslaget var af fløjl. Allen havde aldrig haft nogen genstande af særlig værdi, men hans dagbog og blyanter, var hans mest værdifulde genstande. Dem havde han fået af hans bedstefar. Allen havde skrevet lige siden han var 11, og bogen var efterhånden fyldt op, med fortællinger og beretninger om hans liv. Allen elskede at digte, og han var ingen ringe kunstner. Han kunne sidde i timevis og tegne, skrive, eller digte, i sin egen lille verden. Allen skrev lidt, og lagde så bogen ind i det hemmelige hulrum, han selv havde lavet. Han kunne høre lyden af fodtrin og kiggede op. Hans mor gik ved siden af en pæn pige med lyst hår. Da de kom tættere på, præsenterede moderen pigen. ”Dette er Maja, hun skal bo her fra nu af. Og hun skal tjene på gården.” Allen kiggede på Maja, og blev helt opslugt af hende. Hun så ud til at være på hans alder. Hendes øjne var lysebrune, nærmest glødende. Hvad der var endnu mere fantastisk, var hendes hår. Det mindede ham om noget. Noget som lå dybt i hans bevidsthed. ”Allen” sagde han og hilste. ”Maja” hviskede hun og smilede til ham. Allens mor smilede og gik indenfor, for at lave aftensmad. Maja var stille, men fortalte Allen det han spurgte om. Allen følte sig gladere når han var sammen med Maja, og tiden gik hurtigere. ”Kom med!” Sagde Allen og trak af sted med Maja. Han ville vise hende hvordan man plukkede de rigtige bær, og hvordan man passede dyrene. De gik således rundt og samlede bær. ”Se hvad jeg har fundet!” Råbte Maja og viste ham en hel håndfuld enebær. Han smilede til hende, mens de gik videre. Om aftenen sov Maja og Allen i samme seng. Ikke fordi der ingen andre senge var, men fordi man bedre holdt varmen, når man var to. Hver aften læste han et digt højt, inden de gik til ro. Han havde spurgt hende mange gange, hvorfor hun ville høre dem. Men hun sagde bare ”fordi dine digte er gode.” Allen fortalte ikke Maja så meget om sig selv, men elskede at lytte til hende når hun fortalte. ”Sønnike kom og hjælp med at pløje!” Råbte Allens far, og tørrede sveden af sit ansigt. Allen gik udenfor. Udenfor hjalp han med at styre den store plov, som blev trukket af deres to store arbejds- heste. Den ene hest havde de købt, den anden var en tæmmet vildhest. Allen skyndte sig at blive færdig og løb ind til bedstefar, som stadig lå syg i sengen. Han hostede da Allen kom ind, men smilede da han fik øje på ham. ”Hej min ven, hvad bringer dig her?” Spurgte han med hæs stemme. Allen tog sin hat af og rømmede sig. ”Er du meget syg?” Spurgte han bekymret. Bedstefaren smilede, så man kunne se alle de manglende tænder. ”Kunne ikke have det bedre” sagde han. Allen smilede, og satte sig på sengekanten. Han tog sin bog frem, og begyndte at læse. Da bedstefaren langsom var ved at falde i søvn, hoppede han ned fra sengekanten. Bedstefar greb ham i ærmet, inden han gik. ”Kommer du igen i morgen?” Allen nikkede, og bedstefaren lagde sig igen. Hans vejrtrækning blev langsommere. Siden de havde pløjet, skulle de så næste dag. Sommeren var nær, og fuglene var begyndt at komme tilbage. Næste dag såede de, og Maja kom pludselig farende ud til Allen. ”Din… Din bedstefar!” Sagde hun forpustet. Allen smed hvad han havde i hænderne, og styrtede ind til bedstefar. Allens mor og far, stod ved sengen. De fik tegn til at gå, da Allen kom ind. Allen kunne se at bedstefar ikke havde lang tid igen. ”Allen.. Vil.. Vil du love mig noget?” Spurgte bedstefar træt. ”Hvad som helst” Sagde Allen og tog bedstefars hånd. ”Jeg har ikke fået gjort det jeg ville i mit liv. Lov mig at du vil nå det, og lov at du vil gå bort lykkelig.” Sagde bedstefar. ”Det lover jeg” sagde Allen, mens en tåre løb ned ad hans kind. Bedstefar smilede og åndede ud for sidste gang. Allen skreg og græd højlydt. Morderen og faderen løb ind ved lyden af hans skrig, og trøstede ham mens de selv fældede en tåre eller to. Det var blevet sommer, da de begravede bedstefar. Han blev begravet midt inde i marken, så hans grav kunne stå blandt de høje majs planter og solsikker. Allen var efterhånden blevet en ung mand og Maja en ungmø. Allen løb igennem marken, med Majas hånd flettet i sin. Hun vendte sig om og gav ham et forsigtigt kys på munden, før hun løb leende fra ham. Hendes gyldne hår bølgede i vinden, og mindede ham om solsikkerne. Han løb efter hende, og krammede hende ind til sig. Hun gav et skrig fra sig da hun blev fanget, men grinede bagefter. Allen følte sig lykkelig, men alligevel trist. Mest på grund af det brev han havde fået. Det var kommet mandag morgen, og var med hærens stempel. Allen havde læst det, og var klar over at han skulle i militæret. Maja vidste ingenting, fordi han ikke havde fortalt hende det. Dagene gik hurtigt, alt for hurtigt. Allen skulle af sted, men Maja troede bare han skulle ind til byen. ”Læs denne her efter jeg er taget af sted” sagde Allen, og rakte hende den blodrøde bog. Hun tog imod den, og smilede mens hun vinkede. Hestevognen kørte væk, og han knyttede hænder hårdt. Han gav hende bogen for at være sikker på at hun kunne læse ordene igen og igen. Jeg elsker dig. Allen tvivlede på at han ville komme tilbage, men han fortrød intet, for det føltes rigtigt. Bare hun vidste hvor meget hun betød for ham.

Militæret var ikke så hårdere end han havde troet. Men han tænkte bare på Maja, og så blev det hele lidt lettere. ”højre, om!” råbte officeren og drejede skarpt om. Allen oplevede også flere kampe, og så sine kammerater blive skudt for øjnene af ham. En dag var de på patrulje, ligesom de plejede. ”I DÆKNING!” blev der råbt, og Allen reagerede for langsomt. Han blev ramt i siden, og i benet. Det rungede for hans ører, og smerten var uudholdelig. Han besvimede. ”punkteret lunge og indre skader” sagde lægen, og sukkede ”han har ikke langt igen” Allen kunne se at de befandt sig i en hestevogn, og at de var på vej til farmen. ”Stop!” Sagde han, og de stoppede vognen. Han humpede ud af vognen. ”Hvad laver du? Du skal have lægehjælp!” Sagde de, og ville ud og hente ham. ”Nej, jeg… vend om og kør tilbage uden mig” sagde Allen, og skulede på dem. De rystede på hovedet, men gjorde dog som han sagde. Det sneede, og Alle kunne se farmen herfra. Der var tændt lys i vinduerne, og skodderne var slået fra. Allen kunne ikke mere, og lagde sig i sneen med ansigtet vendt mod himlen. De kolde snefnug ramte ham i ansigtet, og smeltede. Han følte sig tilfreds, og lettet, selvom han fik sværere og sværere ved at ånde. Skudsårene var dybe, og ville snart slå ham ihjel, men han var ligeglad. Han ville hellere ligge her, end i syge sengen. Allen tog en sidste mundfuld luft, og huskede hvad hans bedstefar havde bedt ham om. Nu var det opfyldt, han ville dø som en mand, han ville dø lykkelig. Allen mærkede duften af solsikker inden han lukkede øjnene, og sov ind. På Allens gravsten står der skrevet således: Allen Hansen 1920-1939 Elsket og æret, til det sidste. Han beviste, at selv den fattige kan blive lykkelig. Lige meget hvem han er.

Allens grav blev lagt ved siden af bedstefars. Og det siges at man kan høre ham digte, når solsikkerne blomstrer, og solen står højest.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...