Vampyr prinsessen?

Prinsessen. Hvem er hun? Vampyr eller Engel?

11Likes
16Kommentarer
2953Visninger
AA

1. Hvem er jeg nu?

 

 

Jeg løb så hurtigt jeg kunne efter ham, men han var for hurtig for mig. Sveden dryppede og jeg åndede forpustet ud, så jeg stoppede op og tænkte mig om. Hvorfor løbe efter en dreng, som du elsker, som ikke elsker dig? Jeg vendte mig om modvilligt, og gik tilbage til den mennesketomme park igen. Længe gik jeg med hovedet ned fortvivlet og vidste ikke hvor jeg var, da jeg stødte omtumlet ind i en. Med det sammen kiggede jeg forskrækket op - Og det var ham. Hans øjne var blevet blodrøde og så sulten på mig. Hans hud var så hvidt, som sne, at det var uvirkeligt. Jeg skreg forvildet op. Jeg var for lamslået til at kunne løbe fra ham.

     Hans arme rakte ud efter mig og hev mig hårdt til sig. Hans kolde fingre aede mig blidt på halsen og begyndte at kysse mig langsom fra kinden til halsen. Jeg gispede forskrækket, da han skubbede mig hårdt væk fra sig. ”Gå din vej! Forsvind herfra!” Råbte Kristian højt. Med store øjne blev jeg skrækindjagende for ham, men hans stemme var så fortryllende at det band mig til jorden, så jeg ikke kunne løbe skrigende væk. Jeg stirrede på ham, men lige pludselig stod han foran mig igen og kiggede med sine himmelblå øjne i mine. ”Forsvind nu” hviskede han stille. ”Du vil blive skadet, hvis du bliver her længere” sagde han lige ud og skubbede mig blidt i retningen af byen.

     Jeg gik et par skridt frem og vendte mig så hurtigt at jeg væltede ind i ham. Han nåede lige at gribe mig, inden jeg faldt ned på den hårde og våde jord. Hurtigt lagde jeg armene omkring hans nakke og trak hans hoved tæt til mig og lagde et kys på hans hårde læber. Først gik han chok, men langsomt blev han tøet op og lagde armene omkring min talje og trak mig ind til sig og kyssede mig tilbage med vildelse. Lige pludselig skubbede han mig rigtigt hårdt tilbage, så jeg snublede over en stor og tyk gren og faldt ned. Vejen ned fik jeg en stor rift, som blødte rimelig meget. Jeg skreg en lille smerte skrig og da jeg kiggede op og stirrede på hans øjne, som blev ildrøde. Han slikkede om sine læber og udstødte et utålmodigt suk og smilte et væmmeligt smil med sylespidse tænder.  

     Langsomt begyndte han at gå imod mig, mens jeg trak mig bagud med stikkende smerter i min arm. Noget i hans øjne, så blodtørstige ud. Jeg skreg og skreg, jeg kunne ikke stoppe mig selv. Med det samme lå han overskæv på mig og pressede mig ned på den kolde og hårde jord. Han lagde sin hånd på min mund, så jeg ikke kunne skrige mere. Langsomt bevægede hans hoved tæt ned på den rift jeg havde på armen; først slikkede han, derefter sugede han blidt på det. Jeg stønnede uvilligt. Pludselig mærkede jeg noget der stak i armen, da jeg kiggede ned, så jeg at han bed mig. Der var noget med hans bid, som var fortryllende, at jeg lod ham gøre det. Praktisk talt pressede jeg armen op imod hans mund. Jeg skælvede og frøs, da han drak for meget af mit blod. Langsomt kunne jeg mærke mit krop blev tungere og tungere. Foran mine øjne dansede nogle små stjerner. Efter det blev alt mørkt.  

     Jeg kunne høre små knirkende og ubehagelig lyde. Lige pludselige kom der et brag; det vækkede mig op; jeg sad brat op og pressede mig bag ud og stødte mig ind i en kant. Nu lagde jeg mærke til den lyse omgivelse. Jeg var inde i et værelse med en vindue og et computer på et egetræsbord; og på bordet var der småting og en sølv mobiltelefon, men der var også noget som fik min opmærksomhed, det var en kniv, som glimtede mat i sollyset fra vinduet. Og der var et kors tegn på skaftet og der besad en rubin på det nederste skaft. Der var også en ahorns skab, som stod halvåben, med en trøje dinglende over kanten og et hvid reol med masser af bøger i. Væggen var malet med en himmelblå farve. Jeg sad selv på en seng – en dejlig blød seng. Følelsen fra tidligere, føltes som en drøm. Hvorfor var jeg her? – hvor er jeg? Præcis da jeg skulle til at rejse mig op, åbnede døren sig. Jeg kiggede nysgerrigt på personen. Han havde kort rødt hår og var rimelig køn, hans øjne var grønt som det nyeste græs. Han var også muskuløs, men ikke for voldsomt. ”Hvem er du og hvad hedder du?” spurgte jeg og stod op ansigt til ansigt til ham, med et lille smil på læben. ”Jeg er din brors ven, Rasmus” sagde han bare og så neutralt på mig. Brors ven? – jeg har aldrig set ham før. Jeg gik langsom hen imod computeren; men Rasmus gik foran og holdt fast i mig med begge hænder. ”Du skal slet ikke røre mine ting. Du skal bare være på sengen og sove, forstået?” sagde han stift og pegede på sengen. ”Hvis du bare rør et af mine ting, vil du fortryde det”. Jeg lå på sengen og tænkte. Hvad ellers skulle jeg gøre?  

     Jeg vågnede op og så mig omkring. Et bad var virkeligt nødvendigt, så jeg stod straks op og gik hen imod døren og åbnede det. Med det samme kom Rasmus hen. ”Hvad vil du?” Spurgte han og kiggede på mig med et tomt blik. ”Jeg skal på toilettet. Jeg har rigtigt meget brug for et bad – lige nu” sagde jeg og så på ham med tiggende øjne. ”Fint” sagde han og gav mig en lille smil. Hans tænder var hvide og pæne. Jeg gav ham en lille smil tilbage. Han fik fat i mig og trak mig hen foran en gammeldags brun dør. ”Når du er færdig skal du kalde på mig, lige meget hvad – okay?” sagde han og studerede mit ansigt. ”Det skal jeg nok” svarede jeg ham og gik ind af den flotte dør. Jeg kiggede mig selv i spejlet. Mit ansigt havde små røde afskrabninger, mine øjne var blodsprængte og jeg havde poser under øjnene. Hele mit ansigt var kridhvid og så træt ud. Jeg trak det beskidte tøj af og hoppede under den varme sitrende bruser. Det klarede mine tanker. Jeg stod derunder i meget lang tid, da jeg stoppede vandet og svøbt det fine blå håndklæde omkring min våde krop. Bagefter tørrede jeg mit hår.  

     Da jeg var færdig, hørte jeg masser af skrigeri, ikke voksent skrig, men et meget overmenneskeligt skrig, som smadrede et og ethvert spejl og glas i huset. Mine ben rystede og mit hjerte begyndte at hamre i min brystkasse og sveden pippede ned af panden, min mund blev tør som et ørkensand. Jeg gik rystende hen til hjørnet af gangen og så at det var Kristian, som løftede Rasmus tyve centimeter over jorden. Jeg skreg; jeg kunne ikke gøre andet end det. Selvfølgelig lagde Kristian mærke til mig. Han så på mig med de røde øjne, som jeg havde set før og var bange for. Da Kristian slap Rasmus ned, skreg han hæst, at jeg skulle løbe ind i værelset; og det gjorde jeg så. Jeg klaskede døren i og låste det. Reolen trak jeg over mod døren, men jeg vidste at det ikke vil hjælpe. Jeg så at døren blev hevet og skubbet. Mit hjerte var oppe i halset på mig og jeg rystede af skræk. Jeg ville skrige, men der kom ikke et lyd ud.  

     ”Åbn døren, Lisa, åbn døren” hviskede en meget bekendt stemme. Jeg kunne ikke svarer da jeg stadigvæk rystede af skræk, og sad i hjørnet af værelset, og ansigtet nede i mine hænder. Med et brag gik døren op og der stod han i helt egen person. Min storebror, Jonathan. Han havde brune øjne, og det havde jeg også. Hans hår var gyldenbrunt og var kort. Men mit hår var lysebrun og det gik ned til omkring brystet og var i etager. Han havde noget i hånden, noget der glimtede mat; Var det endnu en kniv? Han havde en hvid skjorte og en sort frakke på og han havde Levi’s jeans på.  Han så på mig og hans øjne var bekymrende. Jeg rystede stadigvæk, så han gik hen til mig; han hev mig op og krammede mig hårdt ind til sig. Jeg kunne ikke holde det længere; jeg græd. Han hev mig hen til sengen og tyssede på mig, og fik mig til at slappe af. Jeg faldt i søvn i hans tryggende favn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...