Der er altid en fremtid

Uanset hvor nede du er, så er der altid bedre tider på vej!!

1Likes
0Kommentarer
1145Visninger
AA

1. Der er altid en fremtid!

Jeg kom hjem, gik op på mit værelse, også kom det hele. Alle de mange tilbageholdte følelser for den seneste tid kom ud på én gang. Vrede, urolighed, ensomhed, sorg, skuffelse og alt det andet. Alt sammen på samme tid. Det pressede hårdt på med tårer, men de fossede først ud da jeg satte mig ned foran spejlet og så mig selv. Lille bitte miserable mig. Hvordan kunne jeg dog nogensinde have troet at jeg betød noget for nogen? Folk brugte mig jo bare? De brugte mig til at tale om deres problemer med, hvilket jeg egentlig godt kan forstå, for hvis der er noget jeg er, så er det loyal! Men man skulle da tro at jeg betød bare en lille smule for bare nogle af dem? Men nej.   

Det der skete i ferien gjorde det ikke bedre. Bare tanken om at skulle tilbage i skole, efter at alle havde fundet ud af det der var sket, var skrækkelig. Jeg havde været igennem noget lignende før, men det var nok til at jeg vidste, at jeg ikke ville kunne holde til en omgang mere. De ville alle sammen komme til at tale om det bag min ryg, og de modigste ville konfrontere mig med det, og når jeg så ikke kunne holde til at blive snik-snakket om mere, ville jeg ikke have nogen at snakke med det om og støtte mig til, for alle var jo ligeglade med mig.   

Tårerne strømmede ned af kinderne en efter en, og de tog alle sammen en lille smule mascara med. De sorte striber blev tydeligere og tydeligere, men vandet blev bare ved med at løbe. Hvorfor skulle jeg også være så dum og naiv. Altid tænke at alting nok skulle gå? Det gjorde det jo ikke. Ikke for mig. Ikke den gang.   

For mig var der sjældent noget der ordnede sig helt fint uden komplikationer, og alligevel rendte jeg rundt i min egen lille verden og gjorde hvad jeg ville. Jeg levede i tro om at der ikke kom konsekvenser på, men det var jo lige præcis det der kom. Og hver gang jeg blev "straffet" kunne jeg godt sige farvel til alt hvad der hedder sociale arrangementer og at have det sjovt.    Jeg følte mig så forladt, forvirret og "messed up" at jeg ønskede at jeg bare kunne flygte, men det kunne jeg jo ikke. Jeg blev enten nød til at komme igennem det, og tro på at der bag regnen altid er en regnbue og en skinnende sol, eller efterlade alt og alle, og bare komme væk fra det her sted. Helt væk.   

Desværre er jeg så fornuftig at jeg begyndte at tænke over det. Hvad nu hvis jeg bare tog "væk"? Jeg kunne ikke holde tanken om min mors og søskendes ansigt til min begravelse ud. Min fars reaktion når han fik det at vide. Han ville være knust, og det ville sikkert ødelægge hans liv totalt. Og hvad med Ham? Jeg vidste jeg betød noget for Ham, og desuden kunne jeg heller ikke lide tanken om aldrig at se Ham igen. Der måtte vel være en lysere fremtid? Jeg er en erfaren pige, med både et smil på læben, og masser af gå på mod! Og desuden så siger man jo; "Hvis du har en rigtig dårlig dag, så bare se frem til i morgen? Den kan vel umuligt være værre?"   

Så nu sidder jeg her. Jeg er ikke væk, der har ikke været nogen begravelse, Ham og mig er et par, og jeg har efterhånden fundet ud af hvem det er man kan stole på, og hvem man burde, og ikke burde omgås. Ja vi har alle sammen hårde tider, og ja det er svært at komme igennem dem! Men når man endelig gør, så virker tilværelsen så meget lysere end den var, og livet er meget lettere end før.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...