Ulvens øjne

Mikkel, Simon og Caro bliver til ulve hver nat. Der forsvinder folk fra byen, og de mener ulvene står bag.
Kan de bevise deres uskyld og samtidig holde det skjult for en nysgerrig person?

17Likes
52Kommentarer
7382Visninger
AA

26. Sille?

”Sille? Hvad vil du gøre? Du behøver ikke at gøre det her” sagde jeg, mens jeg bakkede væk fra hende. Jeg kunne ikke være sur på hende.

”Længe har jeg ventet på den rette tid. For otte år siden, da jeg du begav dig ud i skoven så jeg dig. Jeg var lige kommet til byen. Ingen lagde mærke til pigen, der sad på gyngen hver dag, fordi hun ikke havde noget sted at bo. Du gik og tog billeder af alt du så. Du var kær og jeg fulgte efter dig”

Jeg brød mig ikke om tonen i hedes stemme. Hun var ikke den Sille jeg kendte. Hun var ændret.

Det var som om, hun nærede et stort had til mig. ”Du blev i skoven i lang tid. Hvad sker der om natten? – månen står op. Da den runde måne forlod jorden, blev jeg til mig selv! Se på mig! Jeg er mægtig! Jeg har magten, og alle skal adlyde mig!” hun var vred og fyldt med had. Jeg bakkede stadig væk fra hende, men hun fulgte efter med tunge skridt.

”Du Maik… Du var mit første offer i denne by. Jeg har dræbt mange før dig. Men du! Du overlevede. Hvorfor? Hvordan?”

 

Jeg vidste ikke noget. Jeg kunne ikke huske noget fra den nat. Kun tiden før og tiden efter.

Jeg huskede kun de isblå – jeg mener himmelblå øjne fra hende.

 

”Farvel Maik, eller skulle jeg kalde dig Mikkel?” sagde hun lige før hun lavede et spring mod mig.

Hun angreb mig. Jeg nåede at komme væk for hun ramte mig.

 

Hun tøvede ikke med sine slag.

Jeg undveg dem alle uden at gøre modstand. Jeg kunne ikke få mig selv til det. Et sted der inde var hun jo stadig den Sille, jeg elskede.

 

Et kort og uopmærksomt øjeblik, og Sille ramte mig i ansigtet, så jeg væltede.

Jeg havde ikke noget valg, jeg måtte kæmpe i mod.

Jeg rejste mig hurtigt og kom lidt på afstand. Jeg ventede på det helt rigtige øjeblik.

 

Som jeg regnede med lyste søen op. Søens blå lys distraherede Sille, nok til at jeg kunne lave et angreb.

Jeg bed mig fast i hende. Det smertede mig, at kunne smage hendes blod i min mund.

Hun rystede mig af med lethed.

Jeg var svag i forhold til hende. Alt det menneskeblod hun havde drukket i løbet af hedes liv, havde gjort hende hurtigt, smidig og stærk.

 

Mit bid sad om hedes strube. Jeg skulle bare klemme til for at dræbe hende.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...