Ulvens øjne

Mikkel, Simon og Caro bliver til ulve hver nat. Der forsvinder folk fra byen, og de mener ulvene står bag.
Kan de bevise deres uskyld og samtidig holde det skjult for en nysgerrig person?

17Likes
52Kommentarer
7314Visninger
AA

6. Pigen i skoven.

Jeg fulgte lyden af den søde fløjte lyd. Der stod en person midt i en lysning, og samlede bær. Jeg burde gå min vej tilbage til hulen. Jeg skulle endelig til at vende mig, da personen så mig. Det var en pige. Hun havde lange gyldne lokker, som krøllede svagt. Hendes hud var bleg og ren. Øjnene var himmelblå og hypnotiserende. Den stille vind rev blidt i hendes kjole, som gik til knæerne på hende-

Hun stod, og så på mig, med vidt opspilede øjne. Hendes nynnen forsvandt, og der blev stille. Det var nu jeg skulle vælge min fremtoning. Skulle jeg være sky, nysgerrig eller aggressiv?

 

Med det ry vi havde, fravalgte jeg den sidste. Det bedste var bare at gå, men jeg valgte at være den nysgerrige udgave af mig selv. Jeg sænkede stille hovedet uden at fjerne blikke fra den smukke pige. Rettede mine øre mod hende, og vendte på en reaktion fra hende.

 

Et lille smil bredte sig på hendes læber. Hun var tydeligvis ikke bange for mig.

”Hej lille ven” sagde hun med en blid stemme. Hun satte sig i det fugtige græs, og så på mig med blide øjne.

Jeg burde gå min vej. Men hendes milde og blide fremtoning rev i mig, på en rar måde.

”Jeg ved godt du ikke er så farlig, som folk tror”

Jeg tog et lille skridt mod hende, og studerede hende nøje med øjnene. Nu spillede jeg ikke længere nysgerrig. Jeg var nysgerrig.

 

”Kom du bare nærmere lille ulv. Eller store ulv burde jeg nok sige. Du er jo ikke lille mere” Jeg var ikke sikker på, hvad hun mente med det, men jeg havde jo oprigtigt været mindre, da jeg var yngre.

 

Jeg gik mod hende, og rundt om hende. Hun var vidst på min alder.

Da jeg var en armslængde fra hende, rakte hun ud efter mig. Jeg trak mig svagt tilbage.

Hvordan kunne hun være så rolig overfor en dræber? Et simpelt bid i hedens strube, og hun var død.

 

Men der var noget ved hende der trak i mig. Jeg vidste ikke vad det var. Men det fik mig til at komme tæt på hende. ”Ja. Kom så. Jeg gør ikke noget” sagde hun med en blid og i mødekommende stemme, da hun lagde en varm hånd på min pels. En strøm flød gennem mig. Varm og rolig.

 

Hun havde nusset mig længe, og fortalt en masse ting om sig selv. Jeg tror klokken var omkring 17, da hun sagde: ”Det var så mit liv. Jeg glæde mig til at du fortæller om dit. Men jeg må hjem nu… Ses vi i morgen?”

Jeg skulle til at svare med stemmen, men stoppede mig selv og nikkede. Et sødt smil kom frem på hendes læber, også gik hun.

 

Hvad har du gang i Mikkel?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...