Ulvens øjne

Mikkel, Simon og Caro bliver til ulve hver nat. Der forsvinder folk fra byen, og de mener ulvene står bag.
Kan de bevise deres uskyld og samtidig holde det skjult for en nysgerrig person?

17Likes
52Kommentarer
7319Visninger
AA

4. Hvad sker der med mig?

Jeg elskede de gange, hvor jeg ikke vågnede, når solen gik ned. Det var bedst, når man bare kunne sove forvandlingssmerterne væk. Skovens blide lyde fyldte hulen, og jeg så ud af åbningen. En fugl sad på en gren, og kvidrede til en anden.

 

Caro skreg bag mig et sted, og fuglen fløj sin vej. Jeg vendte hoved, for at se hvad hun skreg af. Men lige da jeg gjorde det, fik jeg en kost i hovedet. ”Ud med dig!” skreg hun, og løftede kosten til et hårdt slag.

Hvad skete der? Hvad havde jeg gjort? Jeg fik kosten lige i hovedet, og blev lidt ør. ”Høre du ikke efter? Jeg sagde ud!” skreg hun igen, og løftede kosten igen. Jeg ville ikke have kosten i hovedet igen, og haltede ud af hulen. ”Caro! Nej!” Råbte Simon pludselig, og greb kosten ud af hendes greb, inden hun ramte mig igen.

”Du må ikke slå ham. Du må ikke slå Mikkel”. Jeg blev forvirret. Hvad havde jeg gjort overfor Caro?

Jeg så bare ind på dem. Det var tydeligt, at Caro var ligeså forvirret som mig. ”Hvad Snakker du om?” spurgte hun så, da der ikke rigtig kom nogen videre forklaring fra Simon. ”Kan du ikke se det? Det er Mikkel”. Han så ud på mig med et underligt blik. Selvfølgelig var jeg Mikkel. Hvem ellers? Jeg så lidt trist ned af mig selv. Jeg fik et Chok, over hvad jeg så. Et par sorte ulve ben, som bar på en ulve krop. Jeg så op igen, og blev mødt af et mistroisk blik fra Caro. ”Mikkel?”. Jeg nikkede bare som svar. Hun bed sig i læben og kunne godt se sin fejl, og bød mig indenfor igen.

 

”Hvad sker der med mig? hvorfor er jeg ikke blevet mig selv?” Man kunne se Caros tænke rynke. Med et lyste hun op. ”Din skade!” udbrød hun. ”Den er ikke blevet meget bedre… Og jeg halter stadig” svarede jeg uforstående. ”Nej din idiot. Det er din skade, der gør du ikke er blevet dig selv. Somme tider når en v…” hun stoppede sig selv med en tøven. Men jeg vidste godt, hvad hun ville sige.

Varulv.

Det var det vi var. Men ingen af os ville bruge det udtryk, da vi på ingen måde mindende om en varulv. Kun på få punkter var vi beslægtet. ”Somme tider når en af os bliver skadet hårdt. Bliver vi ikke os selv før skaden er helet” sagde hun så i stedet. Men jeg ville jo være mig selv nu! ”hvad skal jeg så gøre? Jeg vil ikke vendte i så lang tid.” Det havde jeg heller ikke regnet med. For kloge Caro havde altid noget i hovedet, der kunne bruges. Ganske rigtigt så sagde hun: ”Jeg kender måske en metode, der kan bruges.  Vi skal ned og handle nogle ting, før jeg kan udføre det”. Jeg nikkede indforstået, og hun fortsatte: ”Simon og jeg går ned og handler. I mens kan du blive her og hvile dig”. Simon sukkede, og ville tydeligvis hellere være fri. Jeg lage mig til rette, og udnyttede situationen til at drille ham med, at jeg kunne blive.

Da det var ude af syne, lagde mig til at hvile. Kort efter sov jeg igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...