Ulvens øjne

Mikkel, Simon og Caro bliver til ulve hver nat. Der forsvinder folk fra byen, og de mener ulvene står bag.
Kan de bevise deres uskyld og samtidig holde det skjult for en nysgerrig person?

17Likes
52Kommentarer
7321Visninger
AA

20. GIV EFTER!

Jeg nåede knap nok til stedet, før forvandlingen var i gang. Den ubehagelige føles af knogler der ændre sin struktur. Tvinger en ned på alle fire. Trækker sig sammen og gør ondt.

Det gør så pokkers ondt, når det bevæger sig, skiller sig ad og sætter sig sammen på ny. Og kløen!

Den forfærdelige kløe der kommer, før pelsen vokser ud.

Mit ansigt ændrede sig med et hurtigt og smertefuldt ryk, der gav et stød af smerte gennem hele kroppen.

Forvandlingen var aldrig de samme. Nogle gange var det blidt og rart. Andre hårde og smerte bringende.

 

Hvis jeg bare havde været hjemme først, så kunne jeg have taget noget mod smerter…

 

Forvandlingen var til ende bragt, og nattens mørke blev brudt med et. Mit hyl!

Så højt som aldrig før. Langt og fyldt med had. Der kom ikke noget svar fra min flok.

Min flok… Jeg ville bestemme over flokken!

Da der stadig ikke var andre hyl, hylte jeg igen.

Mit andet hyl var længere. Dybt og rungende. Mit hyl gav genlyd gennem hele skoven. Det var stadig fyldt med had og død.

 

Hvorfor er jeg sådan? Hvorfor kan jeg ikke kontrollere mine hyl?

Endelig kom der svar fra Simon og Caro. Jeg gik mod det sted, deres hyl kom fra.

 

”Mikkel? Er der noget galt?” spurgte Caro da hun så mig. ”Nej - jeg har det fint lad os nu komme i gang” sagde jeg bare uden at skænke hende et blik. Caro blev lidt skræmt af mit tone fald, og Simon blev mistænksomt.

Caro fortalte hvor målet var, og vi gik i gang med vores jagt.

Jeg var foran Simon. Han vidste hvad jeg prøvede på og bed mig hårdt i halen, så jeg peb og krøb om bag ham. Jeg måtte ikke bestemme for ham.

Mikkel fald nu ned, det ligner ikke dig. Men jeg ville ikke lytte til mig selv.

 

Vores mål var ikke lagt væk, og vi fandt det hurtigt. Det var ikke særligt stort, men Simon havde svært ved at holde det nede. Han bed den flere gange, rev og flådede i den. Til sidst sank det stakkels dyr sammen i smerte.

 

Mine øjne flammede og lyste gennem natten, da jeg gik mod dyret. Jeg lagde mine skarpe tænder om dyret strube, og klemte lidt.

Et kort sekund efter klemte jeg til. Det varme blod flød ned i min mund. Jeg kunne smage blodet på min tunge.

 

”GIV EFTER!” råbte en stemme inden i mig. Jeg slap dyret, men beholdte blodet i min mund.

Simon så på mig. ”Spyt det ud! Nu!”

Jeg gav ham et dræber blik, og gjorde klar til at synke. ”Mikkel jeg ved godt du har lyst. Det er en uge siden der var fuld måne, og vi ved hvordan du er nu. Men du må ikke” sagde Caro hurtigt

”Men du har stået i mod alle de gange… du kan gøre det igen”

 

Hun havde ret… Det var en uge siden… Det var derfor jeg ikke kunne kende mig selv. Men det var så fristende at gøre det. Der var en der elskede mig… Og jeg klokkede i det. Eller gjorde jeg? Var hun sur? Havde jeg gjort noget, der kunne have klokket i det? Nej… Det var noget jeg bildte mig ind.

 

Jeg fik mig selv til at spytte blodet ud, så der nu lå en rød og klam plet blod for foden af mine poter.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...