Ulvens øjne

Mikkel, Simon og Caro bliver til ulve hver nat. Der forsvinder folk fra byen, og de mener ulvene står bag.
Kan de bevise deres uskyld og samtidig holde det skjult for en nysgerrig person?

17Likes
52Kommentarer
7390Visninger
AA

25. 1+1=?

Jeg kom til søen og stoppede hvor vandet startede.

Månen spejlede sig i vandet. Månen var hvid og grå. Den lyste det meste af skoven op.

Så meget lys den lavede kunne kun laves af en fuldmåne, og det var præcis hvad den var. Månen var fuld.

Det var som om at himlen lå for mine fødder. Månen og stjernerne var dobbelt op i vandet.

 

Men hvor var Sille? Vandet ville snart lyse op, og hun var her ikke.

”Sille? Kom frit frem” sagde jeg ud over skoven.

Først var der stille. Men lige pludselig lød der et hjerteskærende skrig. Det var ikke til at tage fejl af, det var Sille der skreg.

 

Hvad skete der? Hvor var hun? Hvad skete der med hende? Jeg måtte finde hende.

Jeg snuste dybt ind. Luften omkring mig havde en stank af blod. Den sidste måneds tid havde der hele tiden været en stank af blod om mig. Lige meget hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke få lugtet af mig.

 

Jeg snuste ind igen. Jeg kunne slet ikke få færden af Sille. Det var som om hun var væk.

”Sille!” råbte jeg ud over det hele.

En dyb knurren lød lige bag mig. Jeg blev bange.

 

Vent lige lidt… Jeg havde hørt den knurre før… Den dag jeg var ude at jage med Simon og Caro for en måned siden. Jeg kunne næsten ikke vende mig om. Men til sidst fik jeg vendt mig og så hvor knurre lyden kom fra.

 

Mine øjne mødte et frygteligt syn. Der stod han!

Jeg kunne kende hans iskolde blå øjne. Dem ville jeg aldrig glemme.

Han stod der med rejste børster og blottede tænder. Han lignede mig.

Sort pels der gik i et med natten. Kraftige og hurtige ben.

 

Det var ham! Ham på billedet fra bogen! Ham der rev mig fra min familie! Ham der havde ændret mit liv for altid!

 

Men hvad var det? blod? Han havde blod rundt hans mund! Havde han dræbt Sille!

Nej. Det kunne ikke passe.

Jeg kunne mærke vreden stige i mig. Han skulle bøde for det han havde gjort.

Jeg ville dræbe ham.

 

Jeg rejste mine børster og blottede mine tænder. De eneste der slap ud af min mund var en aggressiv knurren.

Jeg så morderen i øjnene. Jeg ville se ham lide!

Det gik langsomt op for mig at hans øjne ikke var isblå. Det var himmelblå.

Et par velkendte himmelblå øjne.

 

Det slog mig som et lyn. Pludselig kunne jeg ligge 1 og 1 sammen.

Ulven der stod foran mig var ikke en ”ham”. Det var Sille.

Det hele gav mening!

 

Hun vidste så meget om os, fordi hun selv var en af os. Hun var ikke bange for mig, fordi hun vidste at vi ikke dræbte mennesker. Hun havde skyndet sig hjem den første dag, fordi det var fuldmåne selv samme nat. Stanken af blod kom ikke fra mig, men fra alle de døde folk Sille havde dræbt gennem tiden.

 

”Forbered dig på at dø Maik. I 8 år har jeg ventet på at få chancen for at gøre mit første værk fædig” sagde hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...