Udsat for mobning...

Emma er en pige, der gennem hele sit liv er blevet mobbet... Da drengen Nicholas dukker op ved søen, hun tit er ved, sker der noget med hendes liv...

1Likes
3Kommentarer
895Visninger

1. Hvem?

"Emma!" Kaldte min mor nede fra stuen af. "Du skal i skole, Emma!". Jeg sukkede, og satte mig op i min seng. Jeg kiggede rundt i mit værelse, der egentlig ikke var særlig stort. Det indeholdte kun en uredt seng, skrivebord og en sølle bogreol, der snart skulle skrottes. Men, tænkte jeg, det har ellers stået godt... Typisk teenage værelse - Men fair nok, jeg var jo også 15!
"Emma Sørensen!" Råbte min mor irriterret. "Ja, ja, ja!" Mumlede jeg, tog min sorte skoletaske over ryggen, og løb ned i stuen.
Jeg gad virkelig ikke det sædvanlige skænderi med min mor, så jeg spændede bare direkte ud af døren. Jeg løb over vores græsplæne, og hoppede op på min cykel. Mit kastanje brune hår flagrede ind i øjnene på mig, da jeg med lynets hastighed cyklede ned mod søen. De sidste tre dage havde jeg pjækket for skole... På grund af Mike og hans slæng. "Tigerne" kaldte de sig for. Syv drenge, der mobbede.. Mig. Siden nulte, havde Mike gjort oprør mod mig. Han... "Gennem tævede, og smadrede mig," hviskede jeg. Jeg kiggede ned, istedet for at koncentrerer mig om vejen. Jeg fattede det ikke... Jeg havde aldrig været helt igennem grim. Jeg havde arvet mine mors dybblå øjne, og jeg var tynd. Godt nok var jeg måske god når det gjaldt skolen, men hvad så? Alle var jo gode til et eller andet, og mit "talent", var vel bare skolen! Helt ærligt, tænkte jeg. Jeg er jo bare en pige, Intet andet! Hvad havde jeg gjort Mike? Intet...
Men han syntes åbenbart at jeg havde.
I mens jeg ukoncentreret om vejen brokkede mig i tankerne, begyndte der at dukke græs op under mine cykeldæk. Vent lidt. Græs?
Jeg kiggede forbavset op, og så at jeg var på vej ned ad en græs belagt bakke. Jeg spilede øjnene op, og prøvede at bremse. Det var jo den forkerte vej! For fanden da også, hvorfor er jeg så U-koncentreret?
Jeg skulle have været på vej ned af en grus sti, ikke en... bakke! 
Mine bremse forsøg virkede ikke; Bakken var for stejl, og hvis jeg bremsede for hårdt, ville jeg HELT sikkert lande på hovedet i græsset. Det havde jeg ikke riiiigtig lyst til.
Jeg kneb øjnene sammen, og fjernede fødderne fra pedalerne , satte dem i jorden, og prøvede at bremse på dén måde. Store jord bunker, lagde sig på mine sko snuder. Jeg stod på tæer nu, og inden jeg vidste af det, var jeg faldet af cyklen og rullede ned af Bakken. Bumpende, der af og til var, fik mig til at hoppe, så jeg lanede med snuden i jorden. Mmm, jord smager altid godt... Jeg stønnede, og satte hænderne i jorden, så rulleriet stoppede. Det hele kørte rundt for mig, og jeg tog mig hurtigt til hovedet, inden jeg knaldede snotten ned i jorden igen.
Med hurtige bevægelser fik jeg sat mig op, og lagde hurtigt hovedet ned mellem knæende. Jeg havde på fornemmelsen, at morgenmaden kunne komme op når som helst det skulle være! Flot Emma, tænkte jeg stadig med hovedet mellem knæende, det er flot, at du lige har sikret dig at du ikke ved, hvor du er. Virkelig flot! Jeg kunne rive hårene ud af hovedet på mig, så irriteret var jeg. Hvorfor skete det her, ALTID for mig? Hvorfor lige mig? Jeg satte mig på knæ, med bøjet hovede. Jeg lukkede øjnene, og det svimlede endnu mere for mig. Jeg bed tænderne hårdt sammen, og rejste mig op. 
Men noget skubbede mig ned igen...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...