You're Beautiful

Stemmerne siger, at han er modbydelig, beskidt og ulækker. Når man bliver ved med at få det at vide, tror man jo på det til sidst. Hvad sker der så, når en smuk skabning, der kommer fra havet, som har skjult sine gæller og sin hale. Et væsen, der hader og foragter mennesker. Hvad sker der, når væsnet siger det modsatte? Når væsnet siger, at han er smuk? - Det er meget enkelt... Man bliver forelsket.

151Likes
428Kommentarer
15234Visninger
AA

12. Så tæt på!

Minho og jeg sad og lavede på vores biologiprojekt. Vi sad oppe meget længe og det var allerede ved at blive mørkt udenfor, lige pludselig. Ikke nok med, at vi næsten fik lavet vores projekt færdigt den aften, vi lærte også hinanden bedre at kende.

”Så halvfjers procent af forureningen af havene, forårsages af olieudslip, blandt andet fra boreplatforme og skibe,” sagde jeg imens jeg skrev ned i min notesblok. Jeg så da på Minho med et smil. Han smilede tilbage, varmt.

Stemmerne i mit hoved sagde intet.

”Jeg går i seng, Minho. Klokken er mange. Måske skulle Taemin også se at komme hjemad, tror du ikke?” sagde Jonghyun der kom gående gennem stuen midt i et gab. Jeg hævede da et øjenbryn og så på klokken.

Klokken var halv to om natten.

Jeg rejste mig straks op og begyndte hurtigt at pakke tingene sammen, så jeg kunne komme hjem.

”U-Undskyld at jeg har været her så længe! Jeg skal nok tage hjem nu!” sagde jeg hurtigt imens mine arme nærmest rystede. Jeg tabte en hel del af mine ting på gulvet i min hast. Deriblandt mit penalhus.

Minho rejste sig straks og hjalp mig med at samle tingene fra mit penalhus op. Jonghyun var allerede gået ind på sit værelse, for at sove.

”Taemin, det er helt okay! Jeg havde også helt glemt klokken,” sagde Minho og samlede nogle af mine blyanter og viskelædere op.

”Du skulle bare sige til, så var jeg gået for længst,” sagde jeg forsigtigt med et lille bitte smil.

Ba-dump.

Det var mit hjerte, der slog en enkelt gang. Hårdt, mod indersiden af mit bryst, i det sekund, hans hånd næsten rørte min. Vi stirrede straks på hinanden med store øjne.

Han rørte mig ikke, men det var så tæt på. Jeg kunne mærke hans hånds varme, trods der stadig var luft mellem os.

 

Minho P.O.V.

 

Hvorfor var jeg så bange for, at røre ved ham? Han sad foran mig og så ned i gulvet. Hans blik virkede nærmest helt trist, fordi jeg hele tiden trak mig væk fra ham, når han prøvede på, at få den mindste nærkontakt.

Jeg ville gerne røre ved ham.

Jeg ville så inderligt gerne mærke hans hud!

Han er et menneske. Han er ækel, ulækker og kan ikke stoles på! I det sekund, du fortæller ham din hemmelighed, vil han foragte dig. Du er ikke som ham, indse det nu, prins!

Du er en havmand, han er et menneske. I kan ikke passe sammen. I burde slet ikke være venner eller bekendte! Han vil afsløre hvad du er!

Hvert sekund du er sammen med ham, har du lyst til, at dræbe ham, det ved du godt. Du har lyst til, at se hans blod: Knuse ham som en drue. Du kan gøre det hvis du vil, prins. Gør det!

Det var sandt. Hvert sekund jeg var sammen med Taemin, ville jeg gerne slå ham ihjel, blot så den følelse, der var i mit hjerte, ville forsvinde! Alligevel ville jeg beskytte ham med mit liv.

”Taemin, det er sent, jeg synes ikke at du skal gå hjem i mørket,” sagde jeg så. Det røg bare ud af munden på mig. Taemin så straks på mig med store øjne.

”Hvad mener du, hyung?” spurgte han.

”Vil du ikke nok overnatte her? Jeg vil ikke kunne holde ud, hvis du var i fare på vej hjem, der er alligevel langt,” sagde jeg forsigtigt.

Taemins kinder blev røde. Hvorfor blev de røde?!

”O-Okay, hyung. Jeg kan godt blive her,” sagde han forsigtigt uden at se på mig. Jeg smilede, jeg blev så glad for, at jeg havde chancen for, at beskytte ham.

Hvorfor ville jeg beskytte ham?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...