You're Beautiful

Stemmerne siger, at han er modbydelig, beskidt og ulækker. Når man bliver ved med at få det at vide, tror man jo på det til sidst. Hvad sker der så, når en smuk skabning, der kommer fra havet, som har skjult sine gæller og sin hale. Et væsen, der hader og foragter mennesker. Hvad sker der, når væsnet siger det modsatte? Når væsnet siger, at han er smuk? - Det er meget enkelt... Man bliver forelsket.

151Likes
432Kommentarer
15150Visninger
AA

17. Monstret

Han holdt mig fast med sin ene hånd. Hans greb omkring begge mine håndled var stramt. Han ville ikke lade mig komme væk! Jeg brød mig slet ikke om det ækle blik, han havde i øjnene. Hans blik var kun rettet ét sted hen. Det sted, ingen måtte røre mig!

”Stå nu stille, møgunge!” råbte manden vredt, da jeg endnu engang prøvede på, at komme væk fra ham. Hvorfor skulle jeg stå stille?! Skulle jeg bare lade ham gøre hvad han ville, med mig?

Han lod langsomt sin anden hånd glide ned. Ned. Længere ned. Jeg lukkede mine øjne stramt i, og prøvede endnu engang på, at komme fri, før han kom for langt.

Minho. Hjælp mig.

 

Minho P.O.V.

 

Det var meget mørkt ude på lageret. Det var stort, for her var jo ikke kun film. Her var også alle de andre ting, som butikken solgte; madvarer, drikkevarer, slik.

Jeg følte slet ikke, at jeg kunne finde rundt ude på lageret, så jeg besluttede mig for, at vende om, og gå tilbage til butikken, og finde en af de film, som Jonghyun gerne ville se.

”H-HJÆLP!”

Der lød et ekko over hele lageret. Jeg stoppede brat op. Den stemme kendte jeg! Taemin? Taemin! Det var ham! Jeg begyndte pludseligt at løbe, men det var svært at vide, hvor hans stemme kom fra.

Ekkoet lød over alt.

”Taemin!” råbte jeg, da jeg endelig så to skikkelser stå nogle meter fra mig. Den ene var en mand, stor, tyk og grim. Jeg kendte ham ikke, men bulen i hans bukser afslørede straks, hvad han havde i tankerne med Taemin, som han holdt fast.

Taemin.

Tårerne strømmede ned ad hans kinder. Han var bange. Han rystede, græd. Det brød jeg mig slet ikke om. Jeg brød mig endnu mindre om, at den ækle, urene mand, rørte ved Taemins rene, uskyldige hud. Ikke nok med det; hans hånd var et sted, jeg slet ikke kunne tolerere.

Mandens blik landede på mig. Han smilede skævt til mig.

”Hvad vil du?” spurgte han. Taemin så straks over på mig med sit skræmte blik. Blikket, der bønfaldt mig om hjælp.

”Slip ham,” sagde jeg koldt. Det var en advarsel.

”Hvad så, hvis jeg ikke vil?” spurgte manden og lod sin hånd glide længere ned. Taemin prøvede straks på, at komme fri. Han lukkede sine øjne stramt sammen af ubehag.

”Giv slip på Taemin!” sagde jeg rasende. Manden begyndte at grine af mig.

”Så du kender den lille dreng?” spurgte han. Selvfølgelig gjorde jeg det! Han var det eneste rene menneske, der fandtes. Det reneste menneske, der gik på jordens overflade.

Det menneske, der havde stjålet mit hjerte.

Jeg knyttede vredt mine hænder. Jeg kunne mærke, at det begyndte, at stramme meget i mit tandkød. Jeg kunne ikke holde mine hugtænder tilbage. Det var umuligt for mig! Mit syn begyndte at blive rødt, det betød, at mine øjnes farve også var ved at skifte.

”Hey, skal vi dele?” spurgte manden så.

Så slog det klik for mig. Mine pupiller blev aflange, som en kats.

Mine kløer kom til syne.

Blodet splattede hen over gulvet, væggen, som manden før stod op ad. Blodet stank. Taemins blik. Han var bange. Mere end før. Undskyld, Jjong.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...