You're Beautiful

Stemmerne siger, at han er modbydelig, beskidt og ulækker. Når man bliver ved med at få det at vide, tror man jo på det til sidst. Hvad sker der så, når en smuk skabning, der kommer fra havet, som har skjult sine gæller og sin hale. Et væsen, der hader og foragter mennesker. Hvad sker der, når væsnet siger det modsatte? Når væsnet siger, at han er smuk? - Det er meget enkelt... Man bliver forelsket.

151Likes
432Kommentarer
15223Visninger
AA

11. Frygten

Minho ville stadig ikke røre ved mig, også selvom vi var blevet rimelig gode venner. Jeg vidste ikke hvorfor. Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde forkert. Jeg ville gerne vide det. Jeg ville gerne være i stand til, at røre hans bløde hud. Mærke hans varme.

Der var en stilhed mellem os, da vi sad hjemme ved Minho. Hans lejlighed var enorm! Key havde besluttet sig for, at han også skulle tage med. Han stolede endnu ikke på Minho. Det forstod jeg bare ikke. Minho kunne ikke gøre en flue fortræd.

”Så er jeg hjemme!” sagde en stemme. Jeg vendte mig straks rundt mod døren, og så en fyr komme ind af døren. Han var lidt lavere end Minho. Hans hårs farver mindede lidt om ild. Han var en flot fyr og havde pæne markeringer i ansigtet.

”Hey, Jonghyun,” sagde Minho. Jeg så på Minho, derefter på Key, der straks havde flammer i øjnene. Jonghyun fik også hurtigt et koldt blik.

Kendte de hinanden?

”Porre-drengen!” udbrød de i kor og pegede på hinanden. Minho slog sig selv i panden og sukkede dybt.

Det viste sig, at Key og Jonghyun var dem, der havde sloges om en porre i supermarkedet. De glemte det, desværre, bare ikke lige med det samme, så det ud til.

 

”Taemin, du ved jo godt, at om få uger, er der det årlige Seoul modeshow, ikke?” sagde Key og så på mig med et stort smil. Jeg nikkede forsigtigt, jeg vidste godt, hvad han ville. Han ville have mig med.

”Vil du ikke nok tage med, Minnie?” spurgte han med et bedende blik.

”Hvor bliver det holdt henne i år?” spurgte jeg forsigtigt. Jeg var også med sidste år. Jeg havde næsten ikke fået Key med ud derfra igen.

”Det bliver holdt på et krydstogtskib i år!” sagde Key med stjerner i øjnene. Et krydstogtskib. Det betød, at vi skulle ud og sejle. På vandet. Vandet, der var nådesløst og tog, hvad det ville have.

Vandet, der tog folk med i den våde grav, uden at bekymre sig om ofrenes familie, bekendte… Børn. Barn. Mig.

”Det lyder interessant, må jeg tage med?” spurgte Jonghyun og smilede til Key. Han fik dog straks et koldt blik tilbage i ansigtet, fra min umma. Jonghyun trak sig lidt væk fra os. Key så da på mig igen.

”Kom nu, Minnie!” bad han.

”Fint,” mumlede jeg stille.

Jeg kunne slet ikke lide, at jeg skulle ud i havet. Som lille elskede jeg at bade og svømme, men nu… Nu hadede jeg det. Jeg frygtede havet. Jeg hadede havet. Lige siden, det tog mine forældre fra mig.

Jeg hadede havet så inderligt, og alligevel, elskede jeg dets skønhed. Jeg ville beskytte havet, fordi jeg vidste, at mine forældre lå derude et sted. Under vandet.

Døde.

 

”Taemin, jeg tænkte på, om du ville blive her lidt længere, så vi kunne lave nogle lektier sammen?” spurgte Minho. Det var fredag, så det kunne jeg vel godt, da vi ikke skulle i skole næste dag.

Jeg nikkede med et smil til min hyung.

”Jo, Minho! Det lyder godt,” sagde jeg. Key skulle lige til at komme med nogle indvendinger, men han holdt mund, da Jonghyun sendte ham et koldt blik. Key surmulede over sit nederlag.

”Bare rolig, umma! Minho er god nok!” sagde jeg som en trøst. Key sendte Minho et koldt blik.

”Fint, men jeg holder øje med dig, frøfjæs,” hvæsede Key, før han forlod lejligheden. Langt om længe. Der kom heldigvis ingen slåskampe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...