Just In Love 2 - Justin Bieber

Toeren til Criminal Love. - Rose er kommet til Italien og alle virker overraskende søde mod hende. Hun føler sig godt tilpas, og at det er den rigtige beslutning hun har taget. Hendes fortid er lagt totalt på hylden, og det samme er Justin. Hun tænker ikke rigtigt over det, og prøver at leve i nuet, hvilket lige nu handler om skolen, og at være sammen med Luca.

51Likes
324Kommentarer
10274Visninger
AA

18. {

Hans fantastiske læber placerede sig på mine, og en utrolig følelse skød igennem hele min krop.

”Justin, jeg føler ikke det her rigtigt” sagde jeg og veg tilbage. Hans blik så såret ud, og det var jeg sådan set også. Men jeg var ikke klar, ikke som alting så ud lige nu. ”Justin, du er på tour lige nu, og jeg lever i Italien det næste halve år, det kommer jo ikke til at gå” sagde jeg bedrøvet og kiggede på hans ansigt. Han nikkede stille, men fastholdte blikke.

”Du har ret, men hvad nu hvis” … han holdte en lang pause. ”Du kunne tage med mig?” sagde han og kiggede med et lysende ansigt på mig. Han var glad, utrolig glad, men kunne jeg det? Tage med ham, og leve med ham i en tourbus? Jeg ville kunne lide det, men at skulle droppe alt det jeg havde opbygget her i Italien. Egentlig var det kun viden, da ingen mennesker havde været der for mig. Ingen venner, ingen veninder. Egentlig slet ikke som jeg havde drømt om. Men Sharon, hun var så sød mod mig, og hendes mand og søn med. Jeg kunne da ikke forlade dem, selv om det var for Justin?

”Jeg ved ikke, altså …” jeg nåede ikke at tale videre, da Justin placerede hans læber på mine og begyndte at kysse mig oprigtigt og kærligt. Denne gang kunne jeg ikke lade vær, og jeg kyssede med. Et ægte kys. Til sidst gik jeg dog tilbage, men denne gang var det glæde Justins øjne var fyldt med.

Han tog fat i mine hænder, ”Rose, det lyder mærkeligt, men jeg føler virkelig at vi har noget – sammen,” han hviskede det ind i mit ører og det gav kuldegysninger i hele min krop. Så gerne jeg ville, men der var noget der ikke fik mig til bare ihærdigt at sige ja. Da jeg havde forladt Amerika, været i lufthavnen, havde en dreng været der og råbe, at jeg skulle stoppe. Og den dreng var Justin.

Hans stemme, der råber mit navn, skærer igennem luften, som jeg tager det sidste skridt. Det skridt, hvor man ikke kan fortryde – det er for sent. En stor længsel for at vende mig om, og se ham i øjnene, bliver større, men nej. Det er ikke det samme mere, han er fortid.

Med de tanker fra dengang, hvor jeg med stærke skridt havde forladt Justin, var det mærkeligt at stå her overfor ham. Han måtte have været såret dengang. Ekstremt såret, men dengang havde jeg været fuldkommen ligeglad. Men nu var jeg her, I Justins tourbus, uden at vide, hvad jeg skulle gøre. På den ene side kunne jeg sige ja til hans tilbud og tage med ham rundt i verden. Men Sharon, Poul og alle de andre, kunne jeg efterlade dem? ”Kan du i det mindste tænke over det?” spurgte Justin mig, og slap så mine hænder og skubbede mig blidt væk.

”Hvordan?” spurgte jeg ham undrende, og han lavede et svagt smil.

”Jeg skal videre i morgen. Midnat præcis, så du har seks timer, og kommer du ikke, må jeg forstå dine følelser og rejse uden dig,” hans stemme var mørk og hans læber dirrede svagt. Seks timer, når uret slog midnat. Jeg måtte hjem og tale med Sharon, der var intet andet for. Hun var min bedste veninde hernede, så hun ville være bedst.

”Om seks timer, men Justin, hvis jeg så ikke dukker op, så er du den allerbedste og sødeste dreng, jeg nogensinde har mødt” smilede jeg til ham, men uden han nåede og svare mig, løb jeg ud af døren. Seks timer.

Jeg nåede til hjørnet, da jeg hørte hans stemme: ”Følg dit hjerte, Rose. Jeg vil ikke lægge noget pres på dig!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...