Oh My Gosh!

Karorin har altid været en meget troende pige, efter hendes mor døde, hvilket er ti år siden. Hun har altid været for bange for, at elske nogen igen. Der sker dog en stor ændring i hendes liv, da Saki, en af Karorins gode veninder, tvinger hende med til en koncert med Sakis store idoler, drengegruppen "SHINee", hvor hun endda har backstage billetter til. Efter meget overtalelse beslutter Karorin sig for, at give det en chance. Det sker, at Karorin bliver fristet af en af medlemmerne, da han synger sin solo, "Oh My Gosh!". Karorin bliver uigenkaldeligt forelsket, i Choi Minho. [Tak til Saki, da hun hjalp mig med, at komme med idéer til handlingen! <3]

178Likes
729Kommentarer
17852Visninger
AA

21. Han skal være far?!

Minho P.O.V.

 

”Kom så op, sleepyhead!” sagde Key og slog en pude i hovedet på mig, for femte gang den morgen. Jeg havde ikke kunnet sove hele natten. Jeg havde brug for søvn, men Key lod mig helt sikkert ikke få den.

”Vi skal læse fanpost i dag, Minho hyung!” sagde Taemin og hoppede oveni mig, for at vække mig. Jeg sukkede irriteret og satte mig da endelig op i min seng, så Taemin faldt ned på gulvet med et blødt bump.

Jeg rejste mig fra min seng og fik bare noget enkelt tøj på, da vi ikke havde noget på skemaet i dag, nærmest bare en fridag. Hvis man dog så bort fra, at vi skulle læse fanpost.

”Awwh, de har allerede delt vores post op i bunker til os,” sagde Key, da der lå et hav af lyserøde breve til ham. Hans yndlingsfarve. Der var i alt seks bunker; en til hver af os, og en bunke til fælles.

Jeg satte mig ned på en af stolene. Jonghyun og Onew var allerede gået i gang med at læse deres fanpost. Der var ikke kun breve, men også pakker. Store pakker, meget store pakker. Der var alt muligt mellem himmel og jord i dem. Det mest skræmmende for os alle var dog, når Taemin fik pakker, med en piges BH i. Han blev altid sådan lidt bange for dem, og gav dem til enten mig eller Jonghyun. Selvom ingen af os ville have dem.

 

Efter lidt godt en times læsning og få svar, så fik jeg endelig fat i et brev, der virkede en lille smule bekendt. Jeg så på brevet, at det kom fra Danmark… Det var samme sted, Rin og Saki kom fra! Eller, de boede der da i hvert fald.

Jeg tog straks brevåbneren for at åbne brevet, og læse det. Jeg vidste, at det var fra Rin. Jeg håbede sådan på det. Jeg havde savnet hende helt forfærdeligt så længe. Jeg ville gerne se hende igen, og måske ønske hende god jul, nu hvor det snart var tid.

Jeg blev stille, da jeg begyndte at læse brevet.

 

”Minho oppa…

Jeg ved ikke, hvordan jeg helt skal fortælle dette, men først af alt, så savner jeg dig helt utroligt meget. Jeg er ikke engang sikker på, om dette brev når frem til dig, eftersom folk helt sikkert bare vil tro, at jeg er én eller anden sindssyg fan, der bare påstår alt dette.

Men sandheden er, at jeg ikke kan glemme dig, virkelig. Jeg har savnet dig hvert eneste sekund, selvom jeg har forsøgt at tænke på noget andet.

Jeg vil virkelig gerne se dig igen, oppa! Jeg håber, at vi snart kan ses igen, selvom vi er så langt fra hinanden. Jeg tog dog chancen og skrev dette, for der er noget, jeg bliver nødt til at fortælle dig. Det her var den eneste chance for at fortælle det, imens så få som muligt ville få det at vide.

Du ved allerede, at jeg elsker dig, så det er ikke det, jeg vil fortælle dig. Ser du… Sandheden er, at den aften vi var alene, skete der noget og nu…

 

”Oh… My… Gosh…” mumlede jeg lavt og fik store øjne, da jeg læste de sidste sætninger, som jeg havde fået i brevet. Det var helt sikkert Rin, der havde skrevet det til mig, det var kun hende, der vidste hvad vi havde lavet den nat.

Jeg vidste, der var noget, vi havde glemt dengang!

Jeg rejste mig straks op, imens mit blik bare blev på brevet. De andre rettede straks deres blikke mod mig, mistænkelige.

”Hvad sker der, Minho?” spurgte Jonghyun, imens han læste videre i sine hundredvis af fanbreve.

”Jeg…” mumlede jeg lavt.

”Jeg skal være far…” Jeg stirrede tomt ud i luften, imens jeg ikke kunne fatte, det jeg lige havde sagt. Det var ingen syg joke, Rin ville ikke lave sjov med den slags.

De andre tabte de breve, de havde i hænderne, og så alvorligt på mig med store øjne. Det her, det var rigtig skidt… Hvad skulle jeg nu gøre?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...