Venner for evigt - lige til vi skilles

Sebastian har en bedste veninde, som han elsker over alt på jorden. Men spørgsmålet er, om han egentlig gerne vil være mere end blot venner? Hvad vil hun sige til det?

Samtidig har han det ikke alt for nemt der hjemme, da hans forældre er skilt, og hele tiden skændes om ting, som Sebastian synes er helt åndssvage.

2Likes
5Kommentarer
1798Visninger
AA

4. Skulle jeg sige det?

,,Mor og far. Jeg forstår ikke, hvorfor I hele tiden skændtes. Jeg mener, der må jo være en grund til at I giftede jer. I måtte da have elsket hinanden på en eller anden måde. Så jeg siger det igen, jeg forstår ikke, hvorfor I skændtes."

Derefter vendte jeg ryggen til dem, hoppede op på cyklen, og cyklede over til Kate.

Hun åbnede døren med det største smil.

,,Heeej!” hun krammede mig.

,,Jamen hej da. Hvorfor er du så glad?” jeg krammede tilbage. Ikke som jeg havde gjort med min mor, men mere fast og jeg prøvede ikke at slippe væk.

,,Jamen hvorfor tror du? Jeg sad og kedede mig røven ud af bukserne, og så, lige pludselig, kom min heltebesked og reder mig!” Hun havde som altid, når hun skulle fortælle mig en historie, sin overdramatiske stemme på.

Jeg grinede lidt, og vi gik ind på hendes værelse. 

Timerne gik hurtigt, og vi havde grint og snakket en del.

,,Du Kate?” det var meget spontant, havde ikke tænkt nærmere over, det da jeg spurgte.

,,Jah?”

Deja-vu.

,,Sagen er den…” jeg tøvede, usikker på, hvad det egentlig var, jeg ville sige.

,,Har du tænkt dig at indvie mig i den store hemmelighed nu?” hun smilede over hele hovedet.

Jeg lo usikkert.

,,Ja, det har jeg vel.”

Jamen hvad er det så?” hendes øjne strålede af nysgerrighed.

,,Jamen…” Jeg tog en dyb indånding. ,,Okay, det er bare det, at jeg synes, at du er rigtig, rigtig sød.”

,,Haha, jamen var det bare det?” Hun forstod ikke hentydningen. Endnu et bevis på, at hun kun tænkte på os som venner.

,,Jamen, Kate! Arrh, hvordan skal jeg forklare det?” En kamp inden i mig var ved at danne sig. Den ene halvdel af mig sagde lige så stille og roligt, at jeg lige så godt kunne fortælle det, for hun ville få det at vide uanset, hvad. Den anden halvdel skreg til mig, at jeg ikke skulle sige det, for det ville ødelægge vores venskab totalt.

Jeg skubbede den sidste del fra mig.

,,Det er ikke på dén måde sød. Det er den anden…” Jeg var usikker på, om hun forstod hentydningen nu. Det havde hun. Og det gik ikke som jeg havde forventet.

Forståelsen bredte sig i hendes ansigt, og smilet blegnede.

,,Nårh, på dén måde.”

Jeg havde tabt. Sikke et nederlag.

,,Men jeg kan se, at du ikke har det på den samme måde.” Jeg havde rejst mig fra hendes seng. ,,Det er vidst også bedst, hvis jeg går nu. Undskyld.” Jeg vendte mig og gik med faste skridt ud at døren til hendes værelse.

,,Seb..!” Hørte jeg hende kalde, men jeg var allerede oppe på cyklen. Jeg ville ikke se mig tilbage, for jeg vidste, hvad jeg ville se. En Kate, der stod og kiggede på mig med store, blanke øjne. En Kate som jeg elskede mere end noget andet.

Da jeg kørte ind i indkørslen kunne jeg høre, at min mor og far stadig var i gang med at skændtes.

De havde ikke lyttet til mig.

Endnu et nederlag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...