World Trade Center.

Dette er en stil jeg har skrevet til skolen. Skriv gerne en kommentar om hvad I synes :-).

2Likes
4Kommentarer
1273Visninger

1. ~

Der var varmt på kontoret. Det var nu tre dage siden min mor og jeg var rejst fra Danmark til New York. Det havde været meget imod min vilje at vi skulle rejse, men min mor havde fået nyt arbejde i World Trade Center. Jeg var netop startet i syvende klasse i Danmark, og jeg var virkelig opsat på at ville arbejde hårdt i skolen. Men, det hele skulle selvfølgelig afbrydes fordi vi skulle flytte. Heldigvis var det ikke Italien eller sådan noget vi skulle flytte til, deres sprog kunne jeg slet ikke tale. Men, i New York snakkede de jo bare engelsk, og det var jeg ret god til. Solen skinnede, og som sagt.. Det var meget varmt. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle give mig til. Min mor var i gang med noget papirarbejde ved kopimaskinen, det var jo hendes første dag på arbejdet. Pludselig følte jeg en let prikken i nakken. Jeg kiggede over skulderen og opdagede en dreng som sad ved et andet skrivebord. Han var omkring min alder, måske ét år ældre. Han sad og smilede til mig. Jeg smilede bare igen, men blev afbrudt af min mor. ”Julie, nu skal du bare høre! Jeg kom lige i tanke om noget.. Skulle vi ikke tage på en rigtig tøsetur ud i New Yorks gader i morgen?,” spurgte min mor begejstret. Jeg trak bare på skuldrene med et lille nik. Jeg var ikke lige den største storshopper i verden. Min mor gik hen til kopimaskinen med et tilfreds smil om munden. Jeg kiggede igen over på drengen. Han sad stadig og smilede til mig. Jeg besluttede mig for at gå over til ham og spørge ham hvad han hed. Det kunne da ikke skade at finde mig én ven. Jeg gik langsomt over til skrivebordet hvor han sad. Han kiggede bare smilende op på mig, som om det var helt normalt at komme vadende hen og spørge hvad folks navn var. ”What is your name?” spurgte jeg nervøst. Drengen grinede bare af mig. ”Jeg er altså dansker.” sagde han grinende. Jeg blev lidt flov, men grinede også lidt. ”Mit navn er Jonas.” sagde han så. Jeg gav ham hånden og forklarede at jeg hed Julie. Vi sad i nogle timer og snakkede lidt frem og tilbage. Hvor var jeg dog glad for at jeg havde mødt en dansker! Hvor heldig kunne man lige være? Vi fik lov til at spille lidt på Jonas’ fars computer. Vi var lidt på Facebook og sådan. Vi besluttede os for at lave lidt sjov. Vi tog en kuglepen fra et krus på skrivebordet og skrev under bordet ’Julie & Jonas was here, 9/11 september.’ Vi fik et godt grin over det. Men, grinet stoppede brat. Et kæmpe brag lød udenfor. Vi styrtede ud fra skrivebordet og løb hen til vinduet. Der stod flammer og røg ud fra tvillingetårnet overfor. Mennesker løb rædselsslagne ud fra bygningen. Det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg greb, af refleks, ud efter Jonas’ hånd og knugede den. Jonas knugede tilbage. Vi stod i lidt tid og kiggede på de rædselsslagne mennesker og jeg opdagede et halvt smadret fly i tvillingetårnet, men så begyndte hele vores bygning også at ryste. Jonas og jeg krøb ned under min mors skrivebord. Nu hvor vi taler om min mor.. Hvor var hun egentlig? Jeg kastede et blik over mod kopimaskinen. Den var slukket, og der stod ingen derovre. Folk på kontoret løb forvildede rundt. Men, min mor var ikke til at se. Skrig alle vegne, total forvirring. Det var næsten ikke til at holde ud. Jonas og jeg besluttede at det var bedst at løbe ud af bygningen og væk derfra. Jonas kunne heller ikke finde sin far. Vi begyndte at kravle hen over gulvet. Der var begyndt at komme en masse røg ind i rummet. Det var et stort kontor, så der var langt over til udgangen. Og når vi endelig kom til udgangen skulle vi enten tage trapperne eller elevatoren ned. Trapperne var fornuftigst, elevatoren kunne gå i stå pågrund af rystelserne. Vi kravlede og kravlede, og nåede til sidst over til udgangen. Men, i det samme styrtede et stykke af loftet ned. En kontorstol røg med i faldet, men vi nåede heldigvis at flytte os inden den ramte os. Vi krøb udenom rodet og ud af udgangen. Vi løb i retning af trapperne og tog to trin af gangen. Der var vinduer hele vejen ned ved trapperne, og jeg kunne tydeligt se at tvillingetårnet var ved at vælte. Det drejede sig om sekunder før det ville vælte ind i vores bygning. Vi løb alt hvad vi kunne, og vi kunne pludselig se dørene ud til friheden. Vi løb og løb, men alligevel ikke hurtigt nok. Der lød et voldsomt brag og alt styrtede sammen og blev sort. Jeg faldt, og det gjorde Jonas også. Vi faldt ned af den sidste trappe og landede for enden. Vi lå stille i noget tid og langsomt stilnede skrigene af. Jonas og jeg lå i en dynge af sammenstyrtet tag. Jeg kunne ikke bevæge mine ben, men armene fejlede intet. Jonas lå med hovedet tæt ved mit. Jeg følte en stor trang til at lukke øjnene og falde i søvn. Men, jeg ville ikke efterlade Jonas vågen. Mit hjerte hamrede underligt, nærmest slæbende. Som om det næsten ikke havde flere kræfter. ”Julie?,” kom det lavt fra Jonas. Jeg nikkede stille. Han krøb tættere på mig, og det var der jeg opdagede at vi stadig holdte i hånden. Jeg kunne ikke bevæge mine fingre. ”Jeg forstår ikke hvad der er sket. Men, jeg tror ikke jeg kan holde ud meget længere. Jeg ville bare have at du skulle vide at selvom vi kun har kendt hinanden i nogle få timer holder jeg allerede rigtig meget af dig. Jeg håber du får et godt liv fremover.” hviskede han. Tårerne piblede frem i mine øjne. ”I lige måde, Jonas.” fik jeg fremstammet. Min stemme svigtede og mit hoved faldt ned på hans skulder. Jeg brugte mine sidste kræfter på at give ham et lille, venskabeligt kys på kinden og hviskede ’jeg vil aldrig glemme dig’ i hans øre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...