Model May [SHINee]

May er en stille pige, som ser anderledes ud end de andre, fordi hun kun er kvart koreansk og dansk, og derfor bliver hun holdt udenfor. Hun går i klasse med SHINee's maganea Taemin, men han lægger ikke rigtig mærke til hende, og hun lægger heller ikke mærke til ham, da hun ikke gider ham. I hendes fritid er hun model. Ingen ved det, og det vil hun heller ikke have, men en dag på modeshowet ser hun en virkelig flot fyr. Hun tør ikke få taget sig sammen til at snakke til ham, men da hun skal ud og gå på catwalken ser hun nogen på første række, som hun aldrig troede hun ville se.

24Likes
72Kommentarer
2904Visninger
AA

1. Ubemærket.

Læreren var igang med at rose Taemin fordi han klarede prøven iiih så godt. Det var til at brække sig over. Alle andre piger sad altid og sukkede og savlede efter ham. Jeg skulle brække mig. Bare fordi han var med i Shinee gør det ham ikke 100 gange bedre end os. Jeg så på min prøve, hvor jeg havde prøvet det bedre end ham. Læreren roste ham for at have 60 rigtige ud af hundrede. Helt ærligt, jeg havde 92 rigtige, men jeg blev aldrig rost. Og når vi havde navne opråbning glemte han altid mit navn. De ville sikkert ikke bemærke det hvis jeg sprang ud af vinduet i skrigende lilla strutskørt. Eller jo, hvis glasset ramte dem i hovedet, ville de nok. Jeg sukkede og kiggede ud af vinduet mens jeg hvilede hovedet på hånden, da jeg kom i tanke om at at jeg skulle skynde mig hjem idag, for at skifte tøj, og så hen til generalprøven til modeshowet. Mine tanker blev brudt da klokken ringede. Alle skyndte sig at feje bøgerne ned i tasken og holdte så frikvarter. Jeg trak tiden ud, ved at gøre det langsommere, da jeg alligevel ikke havde noget at skynde mig for.

På vej tilbage i klassen stødte jeg ind i nogen og faldt på røven. "Undskyld, jeg skulle have set mig for," sagde personen jeg stødte ind i, som åbenbart var Taemin. "Ja det skulle du," mumlede jeg irriteret. Han rakte hånden ned til mig, men jeg slog den væk og rejste mig op selv. Da jeg skulle forbi ham, trådte jeg ham med vilje over foden. Jeg fik faktisk en følelse af lettelse i kroppen, da jeg gik, over at have opført mig som sådan en kælling imod ham.

 

Taemins synsvinkel: Jeg anede ikke hvad jeg havde gjort, siden hun skulle være så sur på mig. Hun hed vist May. Jeg fortrød at jeg havde været så venlig imod hende, når hun var så sur på mig. Hvad havde jeg overhovedet gjort hende? Jeg rystede på hovedet af hende imens jeg begyndte at gå igen. Hun var underlig, og stille. Meget stille. Der var aldrig nogen der lagde mærke til hende. Hun sad altid nede i hjørnet og så ud af vinduet. Jeg rystede endnu engang på hovedet, og gik ned mod klassen. "TAEMIIN~" hørte jeg nogen råbe. Jeg kiggede bagud. Det var selvfølgelig pigerne fra klassen. Nogen gange kunne det godt være lidt irriterende at de hele tiden var efter mig, men jeg klager ikke. Jeg så på de tre piger, som gik en klasse over mig. De var meget pæne, specielt en af dem. Yuki, pigen som gik i midten, havde jeg altid haft et godt øje til. "Jeg har skaffet billetter til jeres koncert, må jeg ikke nok komme backstage, please?" kom det fra Yuki. "Ehm, jo selvfølgelig. Jeg skal nok prøve at få dig med backstage," svarede jeg glad tilbage. "Godt, så ses vi jo i aften!" Hun smilede og kyssede min kind, hvorefter hun gik fnisende arm i arm væk, med de andre piger.

 

Mays synsvinkel:

Jeg havde sagt til en lærer og sagt jeg havde det dårligt, og han sagde bare i en meget ligeglad tone "Så gå hjem." Sødt. Ligesom alle andre, var han helt ligeglad med mig. Jeg tog sukkende min taske over skulderen og skred. På vej hjem, gik jeg ind på en tankstation og købte et modemagasin og en sodavand. Jeg gik lidt, da jeg kom til en bænk. Jeg drak lidt af sodavanden og læste bladet. Resten af sodavanden smed jeg ud. Pludselig så jeg en gammel vagabond med et skilt og råbte "Enden er nær! Enden er nær," og det var sjovt nok også det der stod på skiltet. Jeg tog mit kamera frem og tog billeder af det, mens jeg grinede for mig selv. Pludselig kom han hen til mig. "Kan du undvære lidt?" Jeg så lidt på ham. "Ja selvfølgelig." Jeg tog min taske frem, og gav ham den. "Tak. Gode mennesker som dig, vil Gud skåne." Jeg rystede lidt på hovedet af ham. Næppe. Jeg rejste mig og gik hjem mod min lejlighed. Begge mine forældre var døde, og min storebror var flyttet et andet sted hen, men hvor vidste jeg ikke, og det havde jeg heller ikke lyst til. Det eneste jeg vidste, var at han stadig boede i Korea. Da jeg nåede op til min opgang var døren allerede åben. Jeg tog mine nøgler frem, da det var det eneste jeg kunne bruge som våben og gik ind. "Hallo?" ..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...