The Black Rose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2011
  • Opdateret: 1 nov. 2011
  • Status: Færdig
Vi følger "Tyvenes Prinsesse" Misha Moon i hendes jagt på en kur mod den sygdom, der så gerne vil slå hende ihjel. Hendes søgen bliver dog markant ændret, da hun støder på en velkendt person, der ser ud til at have noget at gøre med hendes glemte fortid.

7Likes
62Kommentarer
3892Visninger
AA

3. Sorte huller

Jeg tilpassede mine skridt, så jeg kunne gå lige bag ham, taknemmelig over trængslen på markedspladsen, som gjorde at folk tit var tvunget til at gå på denne måde. 

Jeg rakte diskret min højre hånd ind ved hans bælte, for langsomt at løsne den snor, som holdt skeden fast. Et smil spredte sig hen over mine læber, da jeg alt for tit havde gjort dette, og det altid var som at stjæle slik fra et barn. Folk bemærkede det aldrig, selvom det var noget, som hang ved deres side, men denne gang skete der noget uventet. En varme lagde sig om mit håndled og holdt det fast.

Jeg stirrede op på den sorte kappe, som blot forsatte med at gå videre i trængslen med sin hånd om mit håndled. Jeg overvejede mine muligheder: var der en chance for, at han var en af mine tidligere ”familie” medlemmer, som ville slå mig ihjel? Jeg lod alle mine nerveceller i håndleddet mærke godt efter. Nej. Hans hud var ikke rug eller hård, eller fyldt med små snitsår. Den var derimod blød og varm, og endnu en gang rørte min hukommelse på sig, uden jeg kunne huske, hvordan jeg skulle have kunnet mærke denne fremmedes hånd før.

Vi gik ud i en sidegade med ikke lige så mange mennesker, før end han slap min hånd og vendte sig om. Under den sorte kappe gemte der sig det smukkeste ansigt, jeg nogensinde havde set. Hans hår så sort ud i skyggen fra kappen, men jeg var overbevist om, at faldt solens stråler i det, ville det være mørkebrunt. Han havde markerede kindben og kraftig hage samt en spids næse, som passede så guddommeligt ind i hans ansigt. Det der dog fangede min opmærksomhed mest, var de mørke øjne som mødte mine. De var så mørke, at jeg havde svært ved at skille pupillen ud fra eris, og samtidig følte jeg at de var magnetiske - trak mig til sig, som et sort hul der opsluger alt på sin vej.

”Stjæl ikke fra mig” han sagde det langsomt og lavt, hvorefter han vendte rundt og begyndte at gå videre. Jeg stirrede efter ham med en underlig bankende fornemmelse i mit bryst, og min mave blev fyldt med tusindvis af sommerfugle. Jeg stod bare ganske stille og betragtede ham, mens hans fødder gjorde afstanden imellem os endnu længere. Hvorfor havde jeg det sådan her? Jeg følte mig let som en fjer og samtidig tung som en ambolt. Havde jeg mødt ham før? Nej… øjne som dem ville jeg tydeligt kunne huske, og alligevel sad fornemmelsen så klart i min krop, at jeg troede, det var løgn. Jeg havde følt sådan her før, men det var inden min tid hos rakker pak og humbug. Inden jeg mistede hukommelsen, og inden jeg blev fundet af manden, hvis hunger efter magt i den underverden, jeg var en del af, nu ønskede mig død, fordi han havde gjort mig til Tyvenes Prinsesse…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...