The Black Rose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2011
  • Opdateret: 1 nov. 2011
  • Status: Færdig
Vi følger "Tyvenes Prinsesse" Misha Moon i hendes jagt på en kur mod den sygdom, der så gerne vil slå hende ihjel. Hendes søgen bliver dog markant ændret, da hun støder på en velkendt person, der ser ud til at have noget at gøre med hendes glemte fortid.

7Likes
62Kommentarer
3898Visninger
AA

19. Mørket

Mørke. Smerte. Hvorfor smerte? Smerten kom fra et sted nedefra. Nedefra? Mit lår. Det skarpe metal med en rod ad træ, der stikker ud ad mit lår. Lyden ad et skrig, da pilen bliver trukket ud ad mit lår. Mit skrig. Et skrig af smerte, og et skrig om hjælp. Hjælp fra hvem? Hvem skriger jeg efter? Jeg skriger efter varmen, trygheden, ham… Hans navn forlader ikke mine læber, men mit skrig er rettet mod ham. Mon han hører mig? Mon han kommer for at hente mig? Håbets flamme blev stille kvalmt, som jeg langsomt kom til bevidsthed.

Mine øjenlåg sitrede, som jeg langsomt bevægede mig op fra mørket, kun for at komme op i et mørke, hvor mine sanser endnu en gang fungerede. Halmstrå stak mig på huden og igennem mit tøj, bortset fra de få steder, hvor jeg kunne mærke kulden fra det kolde stengulv, halmet var strøget ud over. Jeg kunne mærke smerten i mit lår og lod mine fingre glide ned mod såret. Jeg kunne mærke et stykke stof, let fugtigt af blod, rundt om såret, der i det mindste var mere behageligt end pilen.

Jeg satte mine hænder imod gulvet og skubbede mig selv op at sidde, mens jeg åbnede mine øjne. Min krop gik i chok. Flashbacks af min ellers glemte fortid skyllede hen over mig, da jeg endnu en gang sad i den grå og kolde celle. Mit blik søgte langsomt over imod cellen ved siden ad mig i håb om, at han var der. At han ville stikke sine arme igennem tremmerne, omfavne mig og fortælle mig, at alt nok skulle gå, ligesom han altid havde gjort dengang. For første gang mærkede jeg et hårdt stød, ramme mit hjerte, og overrumplede mig med den smerte, et hjerte kan bære. Cellen var tom.

Mørket i fangekælderen omklamrede mig, som en klistret kvælende suppedas, der forsøgte at trænge mig ned. Kun et ganske svagt skær fra en fakkel længere nede ad gangen, var det eneste lys i mørket. Mit håb var ligesom det spinkle lys, svagt og flimrende. Mørket havde krammet på mig og tog mine sanser fra mig igen. For godt nok kunne jeg mærke smerten i mit lår, halmet der stak mig i bagdelen og den kolde væg, jeg lænede mig op ad, men det hele blev til sidst til en realitet. En følelse, der ikke kunne ændres. Følelsen af endeløs tomhed. At være hul inden i, som om alle ens organer er blevet skrabet ud ad kroppen, og sjælen ikke kan finde viljen til at få gravet dem ind igen.

Hvor længe jeg sad sådan, ved jeg ikke. Det føltes som en evighed og alligevel var det så kort tid, da lyden fra vagternes tunge rustninger ramte mine øre igennem gangene. Jeg vidste, at de ville komme efter mig. Vidste at de alle havde ventet længe på dette øjeblik. Døren til min celle blev åbnet, og et par høje mænd greb fat i mine arme og trak mig op at stå. De var ligeglade med, at jeg i princippet ikke kunne gå, takket være mit sårede lår. Desuden føltes mine ben tunge og alt for stive i det, mens det kolde metal fra vagternes rustninger nærmest lammede musklerne i mine arme og lukkede for blodtilførslen.

Jeg blev ført imod lyset, og med et ønskede jeg mig tilbage i mørket. Dette var første gang jeg faktisk foretrak mørket frem for lyset. For lyset bringer ikke altid godt med sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...