The Black Rose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2011
  • Opdateret: 1 nov. 2011
  • Status: Færdig
Vi følger "Tyvenes Prinsesse" Misha Moon i hendes jagt på en kur mod den sygdom, der så gerne vil slå hende ihjel. Hendes søgen bliver dog markant ændret, da hun støder på en velkendt person, der ser ud til at have noget at gøre med hendes glemte fortid.

7Likes
62Kommentarer
3908Visninger
AA

6. Jonathan Black

Den fremmedes P.O.V.

Noget ved hende havde fanget min opmærksomhed, hvilket var usandsynligt. Jeg havde aldrig følt mig tiltrukket af en kvinde før. Aldrig. Ikke siden dengang… Jeg rystede kort på hovedet og betragtede hendes lange ben spankulerer hen over gulvet. De lange slanke fingre lukkede sig om stolens ryglæn og trak den ud fra bordet, hvorefter hun placerede sig på den og uden at tage hensyn noget eller nogen, smækkede hun sine ben op på bordet. Jeg lod mine øjne glide fra hendes lange ben til hendes slanke talje, til de lidt mere muskuløse arme og landede på hendes kønne ansigt. Det gyldne hår gled let ned over hendes skuldre, og man kunne se en smule pandehår under bandanaen. Det der dog fangede min opmærksomhed mere end noget andet, var hendes øjne. De havde den smukkeste isblå farve, og kun én gang før i mit liv, havde jeg kendt én med den farve øjne.

Jeg lod mit blik placere sig på væggen til højre for mig, da mindet om én person, der aldrig ville komme tilbage stod alt for klart på min nethinde. Hvorfor havde jeg dog også ladet denne person komme indenfor? Hvorfor havde jeg ikke bare dræbt hende eller smækket døren i hovedet på hende? Noget føltes anderledes ved hende… velkendt.

 

Mishas P.O.V.

Jeg studerede ham nøje. Han var stadig lige smuk, selvom belysningen var rimelig dunkel. Der var kun et enkelt vindue, som sad placeret i den anden ende ad lokalet ved siden ad døren, hvorfra der faldt en grå stribe lys ind. Jeg lod min tunge glide let hen over mine læber for at fugte dem. ”Ved du overhovedet, hvem jeg er?” Spørgsmålet gled hen over min tunge, inden jeg kunne nå at slå knuder på den. Jeg betragtede hans øjne, som ganske kort udvidede sig lidt, mens hans blik vendte tilbage til mig. Han lænede sig tilbage i stolen, og så på mig med et ansigtsudtryk der var ulæseligt. Fuldstændig neutral, hvilket jeg kun havde mødt få personer der kunne. Der var altid noget at læse hos en person. Blikket, kroppens bevægelser, små muskler der trækker på smilebåndet, hævede øjenbryn, et eller andet, men hos ham. Ingenting.

”Hvorfor skulle jeg vide det?” Hans stemme var holdt i et normalt toneleje, som heller ikke afslørede nogen af de tanker, som måtte gå igennem hans hoved. Jeg fugtede stille mine læber, mens jeg overvejede at starte den store komedie med det sædvanlige skuespil, som indtil videre havde fået mig ud ad enhver situation. ”Fordi der hænger plakater i alle byer med mit hoved og en stor dusør på det..” Jeg bed tænderne hårdt sammen, da ordene blot fløj ud ad munden på mig. Intet i hans ansigt skiftede, hvilket i et øjeblik fik mig til at overveje, om hans hjerne overhovedet var slået til?

”Godt nok hænger der plakater af dig i de forskellige byer, Misha Moon, men derfor betyder det jo ikke, at jeg ved, hvem du er som person..” Jeg stirrede på ham og kunne ikke fatter, at han først og fremmest brugte mit fulde navn, i stedet for den fine titel, som jeg havde fået tildelt, og for det andet, at han snakkede om min personlighed…

”Hvad hedder du?” Jeg så på ham med et undersøgende blik. Han forholdt sig stille, og jeg blev blot siddende på stolen og betragtede ham, mens det dunkle lokale begyndte at blive mørkere, da solen efterhånden var ved at forsvinde helt bag træerne. Vi sad sådan i et stykke tid, men jeg havde lært, at hvis man er tålmodig kan man få alt at vide. ”Jonathan.. Jonathan Black”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...