The Black Rose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2011
  • Opdateret: 1 nov. 2011
  • Status: Færdig
Vi følger "Tyvenes Prinsesse" Misha Moon i hendes jagt på en kur mod den sygdom, der så gerne vil slå hende ihjel. Hendes søgen bliver dog markant ændret, da hun støder på en velkendt person, der ser ud til at have noget at gøre med hendes glemte fortid.

7Likes
62Kommentarer
3883Visninger
AA

18. Hæren

Ensomhed. Selvom jeg i flere år havde været alene, havde jeg aldrig følt ensomheden på denne måde før. Jeg kunne godt lide at være alene, eller rettere det plejede jeg. Hvorfor følte jeg mig så tom inden i? Som om der manglede noget… eller rettere nogen. Det havde virkelig været en kæmpe omvæltning for mig, pludselig at kunne huske min fortid. Det havde også forandret mig personligt. Normalt ville jeg have været ligeglad med at være alene, og faktisk foretrække det på den måde. Jeg ville have været ligeglad med Jonathan, og hvor han var taget hen, stjæle alt af værdi i huset og bare være skredet. Hvorfor blev jeg så siddende op ad døren ude foran hans hytte? Hvorfor gik jeg ikke bare min vej? Fordi mit hjerte havde fået kontrollen over min krop igen… det var ikke længere mit hoved, mine impulser eller mine reflekser, der styrede mig. Det var mit hjerte. Gåsehud spredte sig stille hen over min krop, som det blev køligere, og mørket blev mere uigennemtrængeligt. Jeg lukkede stille mine øjne i for at hvile lidt og for at tænke. Der var efterhånden gået mange timer, siden Jonathan var taget af sted. Hvorfor var han ikke kommet tilbage endnu? Havde han rodet sig ud i problemer? Havde Kijani gjort ham noget? Svaret var tættere på, end jeg havde troet…

Jeg åbnede mine øjne straks, jeg hørte lyden ad en kvist knække. Det kunne selvfølgelig have været et forbipasserende rådyr, men alle mine instinkter fortalte mig noget andet. Jeg lod mit blik glide rundt i den dunkle skov, der kun var oplyst af de få stråler fra månen, som slap ind imellem trækronerne. Det var ikke til at se noget som helst, indtil det gik op for mig, at jeg kunne ses. Jeg befandt mig trods alt i lysningen, hvor månens stråler lystigt dansede hen over min hud, og fik den til at virke mælkehvid. Mælkehvid og sårbar.

Jeg lukkede mine øjne, velvidende om at jeg var synlig for, hvad end der jagtede mig. Jeg lod min hørelse få magten over mine instinkter og mine impulser. Jeg kunne høre dæmpede trin mod det bløde mås rundt om lysningen. Lyden af metal, der blev trukket klar til angreb, og til sidst lyden ad en buestreng, som spændtes. I det øjeblik slog jeg mine øjne op og sprang til siden, ligesom en pil kom susende igennem luften og placere sig i døren, jeg havde siddet op ad for blot et par nanosekunder siden.

Alt gik så hurtigt at min hjerne knapt nåede at registrere, hvad der foregik omkring mig. Da jeg nåede ud i mørket, blev jeg angrebet fra alle sidder. Til at starte med var jeg overbevist om, at det var en flok tyve, der havde fundet mig herude, men den opfattelse skulle snart ændres. Svedperler løb ned fra min pande, som jeg kæmpede mod dem. Normalt var det ikke et problem for mig at klare en lille bunke tyve, men de har… de var ikke en lille gruppe, men en hel hær.

Mit hjerte hamrede i brystet på mig, da de blev ved med at angribe. En pludselig smerte overstrømmede mig fra mit lår. En af mændene var kravlet op i et træ og havde affyret en pil, der nu sad i mit lår. Jeg mærkede mit ben svigte under mig, og jeg faldt til jorden. Jeg forsøgte at forsvare mig selv, men nyttesløst. De havde hurtigt afvæbnet mig, hvorefter de bandt nogle reb stramt om mine håndled og mine fødder. Jeg blev smidt på skulderen af det største brød, som en anden kludedukke, hvorefter de begyndte at marchere igennem skoven. Blodet løb stille fra mit sår i låret og til sidst kunne jeg ganske simpelt ikke holde mine øjne åbne længere, og alt blev sort for mig.

Jonathan… hvor er du?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...