The Black Rose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2011
  • Opdateret: 1 nov. 2011
  • Status: Færdig
Vi følger "Tyvenes Prinsesse" Misha Moon i hendes jagt på en kur mod den sygdom, der så gerne vil slå hende ihjel. Hendes søgen bliver dog markant ændret, da hun støder på en velkendt person, der ser ud til at have noget at gøre med hendes glemte fortid.

7Likes
62Kommentarer
3900Visninger
AA

11. Drømmen

Hvor længe jeg befandt mig i mørket, havde jeg ingen idé om. Jeg vandrede hvileløst rundt, mens jeg desperat søgte efter noget… men hvad? Lige gyldigt hvor mange gange jeg forsøgte at huske det, kunne jeg bare ikke. Underligt nok var jeg ikke irriteret over det, som om at når jeg endelig ville finde frem til det, ville det være ventetiden værd.

I en uendelighed bevægede jeg mig igennem det tætte mørke, indtil jeg kunne ane en skikkelse forude. Mit hjerte hoppede og dansede af glæde, da jeg løb imod den lille skikkelse, indtil jeg løb ind i en usynlig mur, som fik det til at runge i mit hoved, som havde jeg stået i en kirkeklokke. Muren føltes kold og klam, og da jeg forsøgte at række min hånd ud imod skikkelsen, var det som om jeg pressede min arm igennem et par kolde metal stænger.

Skikkelsen kom mig i møde, og jeg kunne nu se, at det var en dreng. Han var iført et par slidte hullede brune bukser og en skjorte, som engang måtte have været hvid. Der sad lidt halm i hans filtrede mørke hår, og han havde små sår på arme og ben. Han tog stille min hånd i sin, som føltes forbavset stor i forhold til min egen. Hvordan kunne det være? Han måtte jo være fire år yngre end mig og tilmed ret spinkel af sig?

Jeg lod mit blik falde ned på vores hænder og opdagede til min forskrækkelse, at det ikke var min hånd, men en lille piges hånd, som drengen holdt. Mørket rundt om os forsvandt brat, og nu kunne jeg se de rustne tremmer, som skilte os ad. Nej, det var ingen lille piges hånd, han holdt, det var min. Min for så lang tid siden, at jeg ikke havde nogen erindring om det.

Jeg så stille op på hans ansigt i et forsøg på at huske, hvem han var. Hans mørke pandehår dækkede for hans øjne, og jeg kunne ikke lade vær med at føle mig trist til mode. Han var guddommelig smuk, selvom det var tydeligt at se, han havde været i den i alt for mange år for en dreng på sin alder.

Jeg mærkede ham knuge min hånd, da en rusten knirken lød ovre fra døren til min celle. Han råbte ad vagten, som med tunge skridt trådte ind i min celle og lukkede døren efter sig. Jeg mærkede mit hjerte hamre hårdt mod indersiden ad min brystkasse og frygten strømme igennem min krop. Jeg havde oplevet alt dette før, og genkendte følelsen af fuldkommen angst, da vagten flåede mig væk fra drengen, smed mig over i den høstak, som befandt sig op ad væggen, inden han gik over til mig og begyndte at røre ved mig.

Jeg vendte mit ansigt med tårer i øjnene om mod drengen, som stod og råbte og skreg af vagten. Jeg kunne ikke se hans øjne, men jeg så tårerne løbe ned ad hans kinder, inden mørket omhyllede mig igen…

 

Jeg slog brat mine øjne op, mens min brystkasse bevægede sig op og ned i et hurtigt tempo. Jeg var fuldstændig badet i sved, og jeg kunne mærke hvordan hele min krop skælvede let. Følelserne af at blive rørt på den måde, at se drengens tåre og høre det svage ekko af hans stemme, sad som sømmet fast i min krop.

Jeg ville tage min hånd op for at køre hen over mit ansigt, da jeg bemærkede den støde mod noget blødt. Mit syn var stadig lidt sløret, men jeg bemærkede nu, at himlen over mig hverken var blå fyldt med skyer, eller grøn af bladende fra træerne. Den var brun som træ. Jeg lod mine fingre let løber hen over underlaget, jeg lå på, og mærkede endnu en gang stof. Jeg lå i en seng, og mit syn begyndte langsomt at vende tilbage.

Så scenen der var spillet for mine øjne, var bare en drøm? Det måtte det have været… men hvorfor sad følelserne så stadig naglet fast i min krop?

Jeg hørte lyden ad dæmpede fodtrin og vendte langsomt mit blik over imod den høje skikkelse, som kom imod mig. Mit blik var stadig for sløret til, at jeg kunne se hans ansigtsudtryk, men frygten fra mødet tidligere med ham, var fuldstændig fordampet, så jeg lå blot ganske stille på hans seng, mens jeg ventede på, at mit blik blev så klart, at jeg kunne se hans mørke dybe øjne igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...