The Black Rose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2011
  • Opdateret: 1 nov. 2011
  • Status: Færdig
Vi følger "Tyvenes Prinsesse" Misha Moon i hendes jagt på en kur mod den sygdom, der så gerne vil slå hende ihjel. Hendes søgen bliver dog markant ændret, da hun støder på en velkendt person, der ser ud til at have noget at gøre med hendes glemte fortid.

7Likes
62Kommentarer
3904Visninger
AA

16. Døren lukkes

Hans blik var fast og målrettet, og en glød i hans mørke øjne vækkede en ubehagelig fornemmelse i mit indre. ”Hvad har du tænkt dig at gøre?” Han fjernede sin varme hånd fra min kind, og gik over imod skabet, der stod i hjørnet af lokalet. Hans stemme gav mig ingen svar, mens stivheden i hans bevægelser, og det faktum at han trak den sorte kappe og sit juvelbesatte sværd ud ad skabet, talte tydeligt sit eget sprog.

Jeg tog min egen brune kappe fra stolen og lod den glide på plads hen over mine skuldre, da hans øjne fangede mine bevægelser, og det ene øjenbryn skød let op i hans pande. ”Hvad laver du?” Han så på mig, mens han fastgjorde sværdet til sin side og lod kappen synke på plads om hans muskuløse krop. ”Jeg tager med dig.” Min stemme var fast og beslutsom, lige så beslutsom som hans øjne.

”Nej.. det er for farligt for dig.” Autoriteten i hans stemme irriterede mig lidt. Hvorfor skulle han bestemme over mig? ”For farligt?” Jeg hævede mistroisk mit ene øjenbryn og lagde mine arme over kors, ved synet af den hårde maske, han havde påtaget sig.

”Ja” Ingen uddybning ingenting. Jeg kunne mærke min irritation tage til.

”Min dagligdag går på at slås med vagter, tyve og andet humbug og kæmpe mig til overlevelse. Skulle det være farligt at snige sig ind på slottet eller blot holde sig skjult i en nærliggende gyde?” Min stemme havde hævet sig lidt i irritation, hvilket gjorde at både hans og min stemme blev højere og højere, jo mere jeg insisterede på at tage med, og jo mere han afviste det fuldstændig.

”Jeg vil ikke risikere at miste dig igen!” Stilheden lagde sig fuldstændig imellem os som et tungt tæppe, vi ikke kunne fjerne igen. Hans ansigt var vendt væk fra mig, men smerten ved tanken var tydelig at læse i det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Min hånd rakte automatisk lidt ud imod ham, men faldt så ned langs min side igen.

Det føltes som en evighed, inden han brød stilheden imellem os, selvom det ikke var med sin stemme, men med sine skridt. Han startede med at gå direkte imod mig, men ændrede så kurs lige foran mig og gik mod døren i stedet. Jeg mærkede hvordan mit hjerte langsomt sank ned i livet på mig, mens lyden ad den smækkende dør kun efterlod sig stilhed. Tomhed. Ensomhed. Jeg lod mine øjenlåg glide i, i et forsøg på at fjerne den brændende fornemmelse i mine øjne, hvilket resulterede i at et par tårer stille trillede ned ad mine kinder.

Fra det øjeblik skulle intet blive det samme igen. Jeg kunne mærke det fra et sted dybt inden i mig, at noget ildevarslende var under opsejling. For skæbnens vinger er svære at undgå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...