The Black Rose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2011
  • Opdateret: 1 nov. 2011
  • Status: Færdig
Vi følger "Tyvenes Prinsesse" Misha Moon i hendes jagt på en kur mod den sygdom, der så gerne vil slå hende ihjel. Hendes søgen bliver dog markant ændret, da hun støder på en velkendt person, der ser ud til at have noget at gøre med hendes glemte fortid.

7Likes
62Kommentarer
3815Visninger
AA

1. Prolog

Solens sidste stråler skar mig i øjnene, da jeg havde været lukket inde i en mørk celle hele dagen. Mine ben virkede tunge og alt for stive i det, mens det kolde metal fra vagternes rustninger nærmest lammede musklerne i mine arme. Jeg lod mit blik glide rundt i den store slotsgård og skævede hen over alle de mennesker, som havde samlet sig. Jeg håbede så inderligt, at jeg ville få ham at se en sidste gang, men han var ikke til at få øje på nogen steder. Det halvlange mørke hår som indrammede han ansigt perfekt, det vidunderlige smil han havde sendt mig, og de mørke øjne som havde føltes som et sort hul, der havde opslugt mig. Mindet om ham stod klart i min erindring, da mit blik ramte det der skulle skille os ad.

Mine skridt var tunge, og jeg var aldrig kommet op ad trappen til podiet, hvis ikke vagterne, nærmest havde kastet mig derop. Jeg kunne mærke skrammerne på mine ben og bare arme, og havde mest af alt lyst til bare at blive liggende sådan. Min krop syntes for tung til at bevæge sig, og det føltes som om, at nogen havde lagt et ton mursten på min brystkasse. Jeg mærkede en støvle, der blev hårdt placeret i min side, mens jeg fik besked på at rejse mig op. Jeg kom langsomt op på mine knæ, men det var ikke hurtigt nok, så jeg måtte bide tænderne sammen, da jeg blev trukket op at stå ved hårrødderne.

I det sekund så jeg ham. Mine øjne begyndte at brænde, da jeg forsøgte at holde tårerne tilbage. Han var iført en skinnende og blank poleret rustning med en tilhørende rød kappe, som bar Kongens segl, eller i dette tilfælde.. hendes. Hun stod ved hans side med sit lysebrune krøllede hår iført en lang blodrød silkekjole. Alle, der mødte hende på sin vej eller så hende fra afstand, ville mene hun var en engel selv, både af natur som udseende. Folk det syntes dette tog fejl. De havde ikke set ind i hendes øjne. Hendes grønne giftige øjne, som mest af alt virkede som en slanges. Hun så ned på mig med et tilfredst smil og lagde sin arm om hans. Han smilede ned til hende, og det øjeblik var mit hjerte ved at briste. Jeg mærkede knapt, da rebet blev lagt om min hals, og kongen trådte frem for at besejle min skæbne. Mit blik var rettet stift op mod hende, da jeg ikke ville give hende den tilfredsstillelse at se mig bryde sammen. Hendes smil var ondt, og jeg mærkede hvordan rebet begynde at kvæle mig, mens jeg stadig stod på podiet, da hun vendte hans ansigt mod hendes og deres læber næsten mødtes. I det sekund forsvandt podiet under mine fødder og jeg faldt, mens jeg skreg hans navn af mine lungers sidste kræfter…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...