Afsked

En kort stil jeg skulle skrive i skolen, hvor jeg valgte at skrive om "venskab".
Selve historien er meget personlig for mig, da selve historien omhandler en kær ven.

- Og det er ikke romantiske følelser den handler om, han var som en storebror for mig.

5Likes
20Kommentarer
1837Visninger
AA

3. Æggeskalen

Jeg vidste godt, han havde fået det værre, men jeg vidste, ikke hvor slemt det var. Men jeg prøvede virkelig at holde ham i godt humør. Jeg fortalte ham, hvordan min dag var gået, jeg fortalte ham om de fleste af mine tanker – hvilket han for det meste grinte af, spørg mig ikke hvorfor – jeg var altid i godt humør, når han var omkring mig. Jeg elskede ham virkelig højt, mere end nogen anden person. Han var en rigtig ven, den bror jeg aldrig fik, han var mit liv. Jeg kunne begynde at mærke, at han blev i dårligere og dårligere humør. Det gik mig ikke særlig meget på, jeg tænkte heller ikke så meget over det dér. Det skulle jeg have gjort. Det mest triste er, at jeg fik den dårlige nyhed af vide fra en anden – en anden god veninde – og hun fortalte mig, at han ville forlade os. Forlade os alle, bryde al kontakt og sige farvel forevigt. En tung sten faldt om mit hjerte, da jeg fik det af vide, hvordan kunne han gøre det mod os? Os der elskede ham højere end noget andet. Jeg tænkte længe over det hele. Jeg ville ikke give slip på ham, jeg ville ikke give slip på personen, der gjorde mit liv så meget mere fyldigt. Jeg vidste virkelig ikke, hvordan jeg skulle tackle afskeden med ham, det ville være alt for hårdt. Mit hjerte gjorde ondt, jeg havde også en knugende fornemmelse i maven, lidt ligesom når man er forelsket og ens udkårne endelig ser én, men min mavefornemmelse var ikke sådan, den knugede i maven og bragte tårer frem. Den sugede også al min glæde væk, væk i et endeløst sort hul.

Endelig kunne jeg snakke med ham. Jeg tiggede og bad ham om at blive, men han mente det var for vores eget bedste, at han forlod os. Han var virkelig overbevist om det selv, men han kunne ikke overbevise mig. Han vidste virkelig ikke, hvor meget han ødelagde mig og de andre. Mit liv lå i ruiner nu.

Han lagde sin hånd på min kind og sagde jeg skulle glemme alt om ham, det var for mit eget bedste. Han bad mig om at være stærk og komme videre med mit liv. Jeg mærkede varmen igen, varmen fra mine tårer. De strømmede ned ad mine kinder som et vandfald. Han tørrede dem væk og holdt mig ind til ham. Han sukkede dybt og sagde jeg først måtte åbne brevet, når han var gået. Han fortalte mig også, at han ville savne mig ubeskrivelig meget. Jeg sagde ikke noget om, at jeg ville savne ham mere, for det ville jeg. Han kiggede en sidste gang på mig og vendte sig og gik. Jeg løb efter ham, men han forsvandt for mine øjne, som dug forsvinder, når solen skinner på det. Jeg kaldte på ham, men ingen svarede. Jeg var længe om at opfatte, at jeg var helt alene. Jeg ved ikke hvordan, men jeg var endt på mit værelse igen, med et brev i hånden. Jeg læste hans brev til mig, hvilket fik mig til at stortude. Han skrev, at jeg skulle stoppe med at græde, hvis jeg græd, for han ville ikke have, jeg skulle spilde mine tårer på ham. Jeg prøvede at stoppe, hvilket lykkedes. Jeg vidste bare ikke, at alle de tårer jeg ikke græd, ville æde mig op indefra, og gøre mig tom som en æggeskal, som nemt kunne knuses.

Jeg kiggede på stjernerne den aften. Særlig én bestemt stjerne kiggede jeg på. Den lyste så klart, den mindede mig om ham. Stjernen var smuk, men langt fra mig. Jeg var overbevist om, at stjernen var ham, ellers ville jeg aldrig have fået øje på den. Jeg overbeviste også mig selv om, at den stjerne ville beskytte mig mod alt ondt, som en skytsengel. Jeg så på stjernen og følte den så ned på mig. Jeg smilede lidt, men kom så i tanke om noget: Stjernen var her ikke for at passe på mig, men om at minde mig om den smerte, han gav mig, da han forlod mig. Jeg havde taget fejl, igen. Jeg ved ikke, hvorfor det skete, men jeg begyndte at diskutere med ham i mit hoved, jeg råbte og skreg af ham, men han svarede mig aldrig. Jeg måtte have været faldet i søvn, for det grå morgenlys vækkede mig. Jeg tænkte tilbage på det hele. Hvert åndedræt gjorde ondt, alt gjorde ondt uden ham..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...