9/11 - Tvillingetårnene

Nu da det er 10 år siden, at Osama Bin Laden fik fløjet fly ind i tvillingetårnene, tænkte jeg på, at læse den tekst jeg skrev om tvillinge tårnene, da Osama Bin Laden døde her for nogle måneder siden. Jeg har haft denne tekst inde før, men har rettet i den, da den var skrevet om Osama Bin Ladens død, og samtidig med, har jeg arbejdet lidt med teksten, hvor jeg fik kritik sidste gang. Så jeg håber i vil læse den, og skrive en kommentar :-)

21Likes
15Kommentarer
3159Visninger

1. -

Mine trætte øjne var klistret til den gamle fjernsynsskærm. Selve fjernsynet var gammelt, og at det stadig virkede, kunne være svært at forstå. Nyhederne kørte, og den dag i dag, havde jeg for længst, besluttet mig for at se det. I dag var en speciel dag, men samtidig en meget sørgelig dag også. Ti år siden, og stadig ligeså knust var jeg inden i. Det var nu ti år siden en af de største episoder i verden, havde fundet sted. ’Nedrivningen’ af The Twin Towers. De 415 og 417 meter høje bygninger, som blev bygget i 1966 og var færdig i 1973, var der ikke længere. Den 11. september 2001, og jeg huskede det tydeligt.

  Som en hel anden normal arbejder, var jeg taget på arbejde. Mit kontor var blevet gjort rent dagen før, så intet støv lå på marmor pladen af et skrivebord. Mit kontor lå midt i hele bygningen, og jeg havde udsyn til en smuk udsigt. Et smukt New York passerede mit synsfelt som jeg drejede hovedet. Mit blik faldt på den to centimeter højere bygning, end den jeg var i. Den bygning som lignede fuldkommen, den hvor min elskede kone sad. Jeg var faktisk ret sikker på, at jeg kunne udpege præcis det kontor som tilhørte hende. Jeg synes selv at det havde været genialt, sådan at bygge disse to bygninger som lignede hinanden på en prik – The Twin Towers. Både min kone og jeg havde set det spændende at arbejde her, i de nu 28 år gamle bygninger. Det var en ret stor bygning, bare det at tage elevatoren tog tre minutter til toppen. Men jeg var tilfreds med mit liv. En fantastisk gravid kone, et herligt job og et perfekt hus til en familie. Der var en dejlig følelse, at man forhåbentlig snart kunne blive far, til enten en lille pige eller dreng. En besked – godt nok uden mening for mig – lød i højtaleren. Jeg ignorerede den og satte mig parat til at arbejde.

  Efter to timers koncentreret arbejde, lød en uhyggelig og forfærdelig lyd. En lyd jeg aldrig i hele mit liv, havde hørt før, så jeg havde absolut ingen anelse om, hvad det kunne være. Det eneste jeg var sikker omkring var, at det var kommet bag mig. Jeg turde nærmest ikke at kigge om, men jeg blev nødt til det. Straks som jeg kiggede, faldt mit liv fra hinanden. Det var helt ufatteligt. Mit hjerte sprang et slag over, og de blanke papirer flød ud af mit greb og landede på gulvet. Den lyd det rigtigt ville give, var ikke til at høre da sirener, bang og andre store lyde passerede min øregang. Jeg havde stået og set på min kones bygning blev ramt. Ramt af et fly, hvor der derefter kom ild og røg fra bygningen. Jeg så straks mennesker løbe ud fra bygningen og væk fra det. Jeg kunne ikke høre det, men se  at alle de forskrækkede personer skreg. Jeg kunne mærke tårer på min kinder, selv om jeg nu var en mand, løb tårerne ud af tårekirtlerne. Alle mennesker ville nok også græde i sådan en her situation, da jeg var meget sikker på, at min kone var død på stedet. Flyveren havde ramt lige der hvor min kone havde sit kontor. Det kunne bare ikke være sandt, hvis det var sket. Med det samme blev døren til min kontor åbent, og en kvinde med et ligeså ulykkeligt ansigt som jeg, kiggede på mig;

  ”Alle forlader bygningen” sagde hun hastigt og forsvandt igen. Jeg havde mest lyst til bare at stå her og så på de udløbende, måske var en af dem min kone. Uden jeg nåede at tænke, hørte jeg endnu et kæmpe brag og bygningen rystede på en måde jeg ikke kunne forklare. Straks tog jeg billedet som betød mest for mig. Et billede af mig og mine kone, fra vores bryllupsdag. En dag jeg aldrig ville glemme. Jeg ville ikke kunne leve uden det. Faktisk var det først nu at tanken strejfede mig – jeg kunne også risikere at dø. Det kunne jeg ikke lade ske, så straks begyndte jeg på at komme ud af bygningen, væk fra det hele. Jeg løb ud af kontoret og ned af gangene. Ruderne var smadret og intet åndede fred. En masse mennesker skreg og flere af de gamle lå stille på gangene. De kunne ikke klare presset i deres alder, og det var jeg så ked af det over, på deres vegne. Det var ikke fair, at nogle skulle komme til at opleve det her. En masse stod foran den gamle elevator, men den havde jeg ikke tænkt mig at tage. Det ville simpelthen tage for lang tid. Andre tænkte logisk som mig og sammen løb jeg med tre andre ned af de endnu ældre trapper. Mit sind snurrede rundt lige nu, den måde vi hele tiden drejede på trapperne, den måde jeg tænkte. Jeg kunne ikke rigtigt fatte, hvad der skete lige nu i denne her situation. Endnu et kæmpe brag hørtes, mon det var elevatoren? Den kunne jo være stoppet, så alle du uskyldige mennesker sad fast derinde. En masse skrig lød igen og flere bange anelser skød ind i min krop – det var ganske enkeltforfærdeligt. Et vindue kom i syne og imens de andre løb videre, standsede jeg. Jeg var godt nok på den anden side af det andet tårn, men jeg kunne se at der nu også kom røg fra vores tårn. Stille åndede jeg ud og ind og kunne straks lugte røgen af ild og tobak. Endnu et brag kunne høres og jeg gentog mit løb mod udgangen og mod et langt liv. Det her var én chance, og hvis man ikke nåede det, var det slut. En masse mennesker var på gangene, både nogle levende, men ikke havde kræfterne, hvor andre nærmest så døde ud. Jeg tænkte ikke på dem, ikke at jeg ikke var omsorgsfuld, men lige nu galt det mit eget liv.

  Tæt på udgangen kom jeg til en som lå stille. Det var en af mændene som havde løbet med mig før. Han lignede en ung herre, som også havde et langt liv foran sig. Jeg åndede ind og ud og tog så i hans arm.

  ”Vi skal ud!” råbte jeg til ham, for at overdøve alle skrigene. Han sagde intet men bevægede hovedet i bevægelsen ’nej’. Jeg var ligeglad, jeg fik ham op på ryggen og med lidt styrke fra ham, forsatte vi ned af trapperne. Jeg åndede lettet op, da dørene kom til syne. Ud løb jeg, ud i friheden, hvor der lige nu var en masse kaos. Men jeg var i live.

 

Jeg hadede virkelig at tænke på den historie. Min kone havde selvfølgelig ikke overlevet, men til gengæld havde jeg reddet mandens liv. Efter at han var komme til kræfter, havde han været meget taknemmelig. Jeg havde ikke set ham siden og havde faktisk heller ikke skænket ham én tanke siden da. De eneste tanker havde jeg skænket min kone. Hver dag jeg så billedet på mit skrivebord, tænkte jeg på hende. Det billede, er havde overlevet med mig, vores bryllupsbillede. Hun ville altid være i mit liv, men jeg savnede hende bare så meget, at det ikke kunne forklares.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...