Svigtet

Monique er en 16 årig pige, der på mange måder ligner alle andre teenagepiger.
Desværre er hendes forældre er omkommet i en bilulykke, og Monique lever nu i den tro, at det er hendes skyld, at hendes forældre døde. Hvordan vil hun klare sig videre i sit liv med denne tanke, og hvordan får hun kæmpet sig gennem hver dag, der er en pinsel for hende?

6Likes
19Kommentarer
2423Visninger
AA

7. 6.

Det første jeg gjorde var at smide mig inde i min seng for at græde, men jeg indså, at jeg ikke kom videre på den måde. Derfor tog jeg en beslutning.

Jeg sagde til Birgit, at jeg gik en af mine sædvanlige ture, og hun blev overrasket over at se mig genoprette min gamle tradition.

Ellers sagde hun ikke noget til det, og bemærkede ikke mit knuste blik eller mine tøvende skridt.

Jeg tog mig god tid, da jeg ikke så nogen grund til at forhaste mig.

Jeg nåede mit mål, togstationen, og gik ud på perronen.

Der var ikke så mange mennesker, der skulle med toget, hvilket gjorde det hele en smule lettere for mig. Jo færre, der så dette, des bedre var det. Jeg ville jo ikke traumatisere folk, bare gøre mit eget liv bedre. Ved at slutte det.

Jeg kunne høre toget komme buldrende, og vendte min opmærksomhed mod det. Det stoppede, og folk stod af og på.

Jeg stod så langt henne på perronen, at toget ville kunne få tilstrækkeligt meget fart på til at jeg kunne hoppe ud.

Man kunne høre ’bib’ lydende, de lyde, der gav signal til, at toget skulle til at køre videre.

Jeg tog en dyb indånding. Adrenalinen pumpede rundt i min krop, og jeg følte en rus, der gjorde, at jeg følte, at jeg kunne klare alt. Også dette.

Toget nærmede sig. Jeg ville vente til sidste øjeblik med at hoppe.

Endnu nærmere.

Jeg sprang. Så de skrækslagne blikke, mødrene, der holdte deres børn for øjnene og grædende børn, der allerede havde set mig.

Det fyldte mig med en sær form for ro. Så var jeg alligevel ikke usynlig. Folk lagde altså mærke til mig. Et smil nåede frem på mine læber. De, menneskerne, der stod på perronen, ville få en fremtid sammen med dem de elskede. De ville blive lykkelige.

Toget ramte mig med en kraft, der var ubeskrivelig.

Min sidste tanke, før alt blev mørkt, var: ’Jeg elsker jer, mor og far. Jeg kommer op til jer nu.’

Derefter følte jeg en befriende smerte, og jeg drog videre til den anden verden.

Hvad jeg ikke vidste, var at en desperat Jake med et knust hjerte og et brev i hånden maste sig gennem en flok utilfredse mennesker for at forsøge at standse mig. Havde jeg ventet et minut mere, havde jeg måske levet endnu.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...