Nyt liv? - JDB

Hope er en ung mor, som har det svært i skolen. Der starter en ny pige på skolen og Hope får endelig en rigtig god veninde. Hvad fører det med sig? - Denne novelle er med i konkurrencen Fanfiction, så I må meget gerne give stjerner og sætte den på farvoritliste, hvis I synes godt om den :)

26Likes
152Kommentarer
6035Visninger
AA

20. En skuffet Justin

Justin får et lidt overrasket udtryk i ansigtet og kigger hen på mig. ”Hvad er det, Hope?”, jeg åbner munden for at svare, men intet kommer ud. ”Var Hope!”, denne gang kigger han lidt surt på mig. Vi bliver afbrudt af en sød uskyldig stemme som siger: ”Moar? Må jeg ikke få en is?”. Jeg kigger ned på Faith, men kigger hurtigt Justin ind i øjnene. Det eneste jeg kan se i hans øjne er skuffelse og vrede. ”Mor?!”, udbryder han, ”Faith er slet ikke et barn du bare passer, vel? Og det er garanteret hendes værelse!”, han stemme hæver sig en smule. Faith bliver en smule forskrækket og løber ind på sit værelse, hvor jeg lukker døren efter hende, så hun ikke bliver blandet ind i vores skænderi. ”Justin”, starter jeg ud, men Justin ryster bare på hoved, vender om på hælen og går ud af hoveddøren.

Der er gået et par dage og jeg har prøvet at få kontakt med Justin, men han vil hverken svare på beskeder eller tage telefonen, når jeg ringer. Jeg prøver at holde mit humør oppe, for Caitlin, men specielt for Faith skyld, men inderst inde, er jeg helt nede i kulkælderen. Jeg har fået så mange følelser for Justin, især efter vores date, men det har jeg fuldstændig ødelagt nu.

Midt i engelsk timen, vibrere min mobil. Jeg tager den op af lommen for at se, hvem der skriver. Jeg bliver virkelig overrasket, men også utrolig glad, da jeg ser hvem det er. Justin. Jeg åbner beskeden og ser, hvad Justin har skrevet. #Kan vi mødes efter skole? Jeg vil gerne snakke om, det der skete i mandags#. Jeg svare tilbage så hurtigt som muligt, #Selvfølgelig, du kommer bare#. Nu skal jeg bare vente på skoledagen er forbi, så jeg kan få snakket ud med Justin.

Jeg har bedt Faith om at sidde inde på sit værelse og lege, imens jeg snakker med Justin, da jeg er en smule nervøs for, at det bliver til et stort skænderi. Jeg kan godt forstå, hvorfor han blev så skuffet og vred, jeg burde have fortalt ham det fra starten. Jeg kunne bare ikke. Jeg var bange for, at han ikke ville have noget med mig at gøre, hvis han fandt ud af det. Nu er jeg bare bange for, at jeg mister ham, fordi jeg løj overfor ham.

Det ringer på døren og jeg skynder mig ud for at åbne. En lidt trist Justin står foran mig og jeg træder til siden, så han kan komme ind. Vi sætter os i sofaen inde i stuen, og der efterfølger en lang pinlig tavshed. Stilheden ligger sig, som et tykt tæppe hen over os, før Justin bryder den. ”Hvorfor, Hope?”, ”- Hvorfor fortalte du mig ikke bare sandheden?”, jeg kigger ned i mit skød, hvor mine hænder ligger foldet. ”Hvorfor Hope!”, Justin hæver stemmen lidt og jeg kan mærke hans blik hvile på mig. Ufrivilligt kigger jeg op på ham, med tårer i øjenkrogen, ”Jeg var bare bange for, at du ville udstøde mig, ligesom så mange andre har”, ”- Jeg har været så van til det, at jeg ikke rigtig kender til andet”, jeg kigger ned i mit skød igen, denne gang med tårerne løbende ned af kinderne. Justin laver et næsten lydløst suk, ”Hope”. Han tager mit ansigt i hans hænder og kigger på tårerne der løber ned af mine kinder. Han tørre dem væk, en efter en og kigger mig derefter i øjnene. ”Hope, jeg har store følelser for dig allerede, og at du er ung mor til en lille pige, vil ikke ændre det”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...