Dancing to our Heartbeats

At skulle starte forfra er aldrig let, især ikke for Shima der skal starte et nyt liv op i Korea efter hendes mors død. Hun har aldrig oplevet ægte kærlighed, eller følelsen af at blive elsket af en anden som ikke var hendes familie. Hun bruger det meste af sin tid på dans, men hun havde aldrig regnet med at dansen ville hjælpe hende med at finde kærlighed. Der er kun et problem. Fyren som Shima forelsker sig i er ikke som andre drenge. Han er berømt.

41Likes
359Kommentarer
10259Visninger
AA

18. Frygt

Key's P.O.V.

Der var noget galt, jeg kunne mærke det. Jeg havde den følelse, følelsen af at der var noget der ikke var rigtigt. Min modersans havde aldrig taget fejl før. Jeg stod og var ved at lave aftensmad, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at fortsætte.

"Key er du okay?", spurgte Jong, som pludselig stod bag mig. Han gav mig et lille chok, men jeg var ved at være vant til at han bare dukkede op ud af ingen ting. Jeg stod bare og stirrede ud af vinduet. Regnen piskede voldsomt mod det. Eftersom jeg ikke svarede, lagde Jong begge sine arme omkring mig og hvilede sit hoved på min skulder. Jeg drejede mit hoved så jeg så ham i øjnene. Han bekymrede sig altid om mig. Jeg nikkede stille og kyssede ham hurtigt på kinden.

"Ja jeg har det fint Jong", svarede jeg, og sendte ham et overbevisende smil selvom det ikke passede. Heldigvis var Jong så meget dino at han hoppede på den. Jeg sukkede da jeg pludselig hørte et klik fra hoveddøren.

"Det var på tide Minnie jeg var li...Hvad i alverden har du lavet?" stoppede jeg midt i min sætning. Der stod Taemin drivvåd og med en mindst ligeså gennemblødt Shi i hans arme. Noget var dog galt. Den røde farve på Taemin's jakke afslørede det.

"Hvad sker der?", udbrød Onew der kom farende ind i køkkenet med lidt for meget fart på som resulterede i en mindre kædereaktion.

"Taemin hvad er der sket?", gentog jeg, og fjernede noget af det drivvåde hår fra Shima's pande. Der løb stadig en smule blod ned fra hendes pande, men det så ud som om at det havde været meget værre. Taemin sagde ingen ting. Hans ellers så livsglade chokoladebrune øjne var nu fyldt med frygt.

"Jong kan du ikke bære Shima ind i stuen og finde førstehjælpskassen?", spurgte jeg og lagde min hånd på hendes pande. Hun var kold. Kold som is men hendes åndedræt var dog roligt. Jong løftede roligt Shi ud af Taemin's greb og bar hende ind i stuen. Taemin faldt ned på knæ og stirrede ned i gulvet. Jeg satte mig på knæ og trak ham ind til mig i et kram, trods han var drivvåd. Han rørte sig slet ikke.

"Tae bare rolig det skal nok gå", sagde jeg og kørte min hånd hen over hans hår. Jeg kunne mærke at han lænede sig ind mod mig. Han rystede en del sikkert på grund af det våde tøj.

"Kom så du skal have noget tørt tøj på", sagde jeg, og trak ham op at stå og trak ham med ind på hans værelse.

 

Shima's P.O.V.

Mit hoved gjorde ondt meget endda. Mine øjne føltes tunge som om jeg ikke havde sovet i lang tid. Alligevel ville jeg gerne vågne op. Alt omkring mig var mørkt og koldt, men jeg var ikke alene.

"Jeg skal nok skille dem ad på den ene eller anden måde!", sagde en høj ru stemme. Det var helt sikkert en pige, men jeg kunne ikke helt kende den, alligevel var der et eller andet over den. Den gav mig kuldegysninger da den blev ved med at gentage sig selv igen og igen.

"Hold op!", skreg jeg. Stemmen blev bare til en latter. En ond latter. Havde den noget med alt det der var sket at gøre.

"Jeg ber dig", Pludselig kom et kraftigt hvidt lys. To store vinger spredte sig, og store hvide fjer landede omkring mig.

"Lille skat du skal ikke være bange", sagde en smuk stemme. Der foran mig stod en engel med langt lyst hår og blå øjne. Min mor.

"Jeg vil altid holde øje med dig og sørge for at der ikke skal ske dig eller ham du elsker noget ", sagde hun, og smilede.

"Mor", hviskede jeg. En tåre gled ned af min kind før hun forsvandt i et stort lys.

 

Jeg kunne mærke at jeg var ved at vågne op. Jeg kunne mærke en hånd i min. Jeg kunne høre nogle stemmer, men de mumlede. Deres stemmer blev langsomt klarere, og jeg kunne nogenlunde tyde hvad de sagde.

"Men hvad hvis det der er sket er min skyld? Hvad hvis det er fordi hun er sammen med mig? Jeg vil ikke have at der skal ske hende noget", sagde han. Jeg ville kunne kende den stemme uanset hvor jeg var. Jeg ville altid kunne kende Taemin's smukke englestemme. Den stemme jeg elskede så meget.

"Der er ikke noget der er sin skyld Taemin", hviskede jeg lavt, og åbnede langsomt mine øjne. Jeg lagde mærke til at jeg lå i deres sofa mens Taemin sad ved min side og så ned på mig. Hans øjne var fyldte med tåre som langsomt gled ned af hans kinder.

"Shi", hviskede han, mens en af hans tåre gled ned fra hans kind og landede på min læbe. Han lænede sig ned og kyssede den blidt væk.

Intet ville kunne skille os ad. Min mor havde jo lovet at hun ville passe på mig. Passe på os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...