Dancing to our Heartbeats

At skulle starte forfra er aldrig let, især ikke for Shima der skal starte et nyt liv op i Korea efter hendes mors død. Hun har aldrig oplevet ægte kærlighed, eller følelsen af at blive elsket af en anden som ikke var hendes familie. Hun bruger det meste af sin tid på dans, men hun havde aldrig regnet med at dansen ville hjælpe hende med at finde kærlighed. Der er kun et problem. Fyren som Shima forelsker sig i er ikke som andre drenge. Han er berømt.

41Likes
359Kommentarer
10259Visninger
AA

36. Faldet

Vi løb i et godt stykke tid, men mange af paparazzierne fulgte stadig efter os. Taemin havde godt fast i min hånd for at være sikker på at jeg kunne følge med. Jeg så tilbage et par gange for at se om de var væk, men hver gang kunne jeg se blitzene fra deres kameraer og satte derfor farten op.

Mine ben begyndte stille at gøre ondt og syre til, og jeg havde snart ikke mere luft tilbage i mine lunger. Hvis vi ikke snart stoppede med at løbe eller slap væk, var jeg ikke sikker på at jeg ville kunne holde til mere.

 

"Taemin jeg tror vi er sluppet fra dem", sagde jeg forpustet, da jeg ikke længere kunne se blitzene i det fjerne. Men i det lille øjeblik jeg så tilbage, var jeg ikke opmærksom på hvor jeg løb og pludselig lå jeg på jorden. Jeg havde ikke set kantstenen på fortovet og var derfor faldet over den og havde nær trukket Taemin med i faldet.

"Shi er du okay?", spurgte Taemin bekymret, og satte sig ned på knæ ved siden af mig. Jeg svarede ham ikke, men bed i stedet tænderne sammen på grund af den smerte der kom fra mine hænder og fra min ankel. Små bloddråber begyndte at trille ned af min hænder, fra de to store hudafskrabninger der var kommet eftersom jeg havde brugt dem til at tage fra i faldet.

Smerten var ikke til at holde ud, og Taemin kunne også se på mig at det virkelig gjorde ondt. Det var godt at paparazzierne ikke var efter os længere, for ellers ville de allerede have indhentet os nu.

Jeg rystede på hovedet mens små tårer var ved at samle sig i mine øjne. Taemin prøvede at hjælpe mig op, men siden han ikke kunne tage fat i mine hænder og jeg selv ikke kunne stå på den ene fod, havde vi en del besvær med det.

"Hop op", sagde Taemin, og satte sig på knæ foran mig med sin ryg vendt mod mig da jeg var kommet op at stå. Først forstod jeg ikke hvad han mente, men så opdagede jeg at han ville have at jeg skulle hoppe op på hans ryg. Jeg lagde forsigtigt mine hænder på hans skuldre og satte så af med min raske fod og hoppede op på hans ryg. Jeg kunne mærke mine kinder der blev svagt varme. Jeg havde ikke fået en piggyback siden jeg var helt lille, så det var virkelig akavet for mig da Taemin begyndte at gå.

 

"Det ser ud til at det kun umma og appa der er hjemme", sagde Taemin da vi trådte ind i deres entré, og hentydede til at der kun stod to par sko som så tilhørte Key og Jonghyun. Vi kunne ikke rigtig tage vores sko af så længe jeg sad på ryggen af Taemin, så vi gik bare direkte ind selvom vi begge vidste at Key ville få et flip hvis han opdagede det.

Der var forholdsvist stille i huset hvilket undrede mig en del siden Key for det meste ville jagte Jonghyun rundt i hele huset med en grydeske, sikkert fordi han havde gjort eller sagt noget dumt. Taemin lagde mig ned i deres sofa og gik ud på badeværelset for at finde en førstehjælpskasse til mine blødende hænder.

Key dukkede også op fra hans og Jonghyun's soveværelse. Hans hår var helt uglet, og hans tøj lignede noget der bare var kommet på i en fart.

"Yah, hvad er der sket med min lille pige!?", udbrød Key, da han så mine hænder der var røde af blod. Taemin kom tilbage med førstehjælpskassen og en ispose og begyndte at rense sårene på mine hænder uden at sige et ord. Key kunne dog ikke holde sine moderinstinkter tilbage, og tog i stedet over for Taemin. Han fik hurtigt renset mine hænder og lagt noget forbinding rundt om dem og så så hen på Taemin igen, som var ved at binde mine sko op så jeg kunne få dem af.

"Taemin fortæl mig nu hvad der skete", sagde Key roligt, og lagde sin hånd oven på Taemin's, men som straks trak sin egen hånd til sig.

"Vi blev opdaget af nogle paparazzier og prøvede så at løbe fra dem, og så skete det her", svarede Taemin vredt, som om at det var paparazziernes skyld at jeg havde været uopmærksom.

"De skal få betalt for at skade min lille pige!", sagde Key vredt, og rejste sig op og lignede en der var klar til at dræbe. Jeg nåede dog at gribe fat i hans håndled før han nåede nogen steder, hvilket fik ham til at se overrasket på mig. Selvom smerten i mine hænder var stor, holdte jeg dog godt fast.

"Det er okay umma, det var min egen skyld, det var mig der var uopmærksom", svarede jeg og prøvede at smile overbevisende, men skreg straks i smerte da Taemin prøvede at trække min sko af min sikkert forstuvede fod. Både Key og Taemin så chokeret på mig, og Jonghyun dukkede da også op sikkert fordi han havde hørt mit skrig. Han så dog lige så chokeret ud som Key og Taemin, da han opdagede at begge mine hænder var bundet ind.

Jeg bed mine tænder hårdt sammen da Taemin trak resten af min sko af og lagde isposen hen over min fod. Det var som om den dunkene smerte i min fod roligt blev mindre, men den var der stadig.

"Du er nok nød til at holde den i ro i en uge, eller måske to", sagde Taemin og så på mig med et seriøst blik som jeg aldrig havde set før. Hans øjne var helt anderledes, det var ikke de samme venlige øjne jeg var vant til at se.

"1-2 uger, men hvad så med min træning, jeg vil komme bagefter", svarede jeg irriteret tilbage. Bare tanken om at Sohee kunne risikere at komme foran og måske endda blive bedre en mig gjorde mig dårlig.

"Hvis du ikke holder den i ro, bliver det bare værre tro mig", sagde Key blidt, og begyndte at ae min ryg. Jeg sukkede irriteret da der ikke var noget jeg kunne gøre ved det.

"Okay umma", svarede jeg lavt, og så irriteret ned i mine hænder.

"Det min pige", svarede Key glad, og kyssede mig på hovedet. Han opdagede dog ikke den lille tåre der stille trillede ned af min kind.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...