Hævnen

Jeg stavede overskriften forkert i den anden, og jeg kan ikkke finde ud af at slette dem. -.- DEtte her er en gyser stil.. Bær over med fejl og sådan, da den endnu ikke er blevet rettet.

0Likes
0Kommentarer
1123Visninger

1. Kapitel 1

”Dagene går Will, der er kun tre dage til næste fuldmåne,” sukkede Cassandra.                                                                        Fem dage forinden var deres mor død i en bilulykke på skolens parkeringsplads. Det var 7x’ skyld, det vidste Cassandra bare. Men hvorfor det egentlig skete var stadig et mysterium for alle. Deres far var syg af sorg, så der var ingen trøst at hente. Hvem havde de at gå til? Ingen? Eller jo, de havde hinanden. For fem år siden var de begyndt at tale i vildelse eller var de? De havde mødt Kathleen, en ånd som var bundet til det hus, de var flyttet ind i. Hun havde bedt og bedt og til sidst havde de hjulpet hende, med at finde bogens rester hendes far brændte, da han mente det var kætteri. Efter det forsvandt deres venner som dug for solen og de endte tilbage kun med hinanden. Deres mor havde været kærlig ved dem i alle de år, men nu var hun væk. Hvor Cassandra dog forbandede dem, det hele var deres skyld og nu skulle de bøde. Tre dage til fuldmåne, tre dage til hævnen. Regnen piblede ligeså stille ned og skumringen brød frem bag de mørke skyer… Det var på ottende dagen efter deres mors død og hævnen skulle tages.                                                                                                  Det var klassefest denne aften, alle var samlet. Dét var perfekt, alt gik efter planen.                                            Larmen rungede i klassen, musikken var på fuld knald og folk dansede og lo. Ingen vidste hvad der ville ske om bare få timer. Will snuppede en sodavand, hans hals var knastør. Han tog en slurk, men det hjalp ikke. Måske var det fordi han havde spist så mange chips, eller måske var det på grund af frygten for at hævnen ville give bagslag. Det var ikke til at vide. Han gik langsomt hen mod Cassandra, som sad over i et afsides hjørne. ”Altid væk fra de andre, hvorfor kunne hun ikke give dem en chance,” mumlede han. Will havde altid været små bange for Cassandra, det var hende der bestemte. Hende der tog føringen. Hun havde hjulpet ham, men også holdt han tilbage. Han havde aldrig fået muligheden for at få venskaber, han forbandede hende for det. Kunne hun ikke have set han gerne ville have nogen venner, men nej hun skulle jo altid have sin vilje. Will var kommet over til Cassandra og stod nu og tøvede, skulle han mon sige noget. ”Sæt dig dog bare ned Will,” sagde Cassandra blidt, lige der lød hun præcis som sin mor. Will satte sig tøvende ned, han kiggede ud over dansegulvet. Der så han Helene stå og grine, Helene som de gange Cassandra havde været syg rent faktisk havde snakket med ham. Helene der smilte til ham de gange de så på hinanden, ville de også blive nødt til at hævne sig på hende? Han blev nærværende igen da Cassandra spurgte: ”Opmærksomheden er hos vores klasselærer nu, lad os gå.” De listede forsigtigt ud af døren, den knirkede. Men al opmærksomheden var stadig ved deres lærer. Det var en regnfuld og mørk nat, legepladsen så forladt ud og der var unaturligt stille. Cassandra var netop færdig med at tegne en cirkel i sandet. Will stod lidt ude i den ene side, han trådte frem på et nik fra Cassandra. En kniv lå og glinsede i hans hånd, den var nysleben. Fuldmånen rejste sig i horisonten, alt var klart. ”Jord, lad din kraft strømme gennem mig og give mig liv,” Cassandra gik i langsom gang cirklen rundt, med et vendte hun sig om. ”Ild, hold mig varm i nødens stunder,” en varme bredte sig rundt langs cirklens kant. ”Luft, lad mig indånde dig lad mig leve,” sagde hun og fuldførte endnu engang cirklen. Will flyttede uroligt på sig, det var dette Cassandra havde planlagt den sidste uge. ”Vand, lad mig altid slukke min tørst med dig,” Cassandra havde nu afsluttet den fjerde cirkel og skulle til at tage den sidste. Hun tog en dyb indånding og sagde: ”Ånd jeg hidkalder dig, hjælp os med at besejre ondskaben. Tag dette offer som tak.” Will stod inde i cirklen og stak hånden i vejret, han pressede let til på håndfladen med kniven og en rød stribe løb ned af hans arm. Man kunne se smerten bore dybt i hans øjne, han havde klaret det han skulle. Et suk undslap hans læber. En dunkende rytme spredte sig på legepladsen og en dis dukkede frem. Man kunne langsomt begynde at skimme flere personer i den. En kvinde med bølget hår dukkede pludselig frem af disen, et skrig undslap Cassandras hals, det var deres mor. Hun genvandt hurtigt fatningen og sagde blot: ”Kom med os og lad os sammen hævne os på dem som har spredt ondskaben i Oxford.” Ånderne slog en ring uden om dem og sammen gik de hen mod klassen, hvis der tilfældigvis havde gået en forbipasserende forbi ville de sikkert have undret sig at der fløj en sky så tæt på jorden. De åbnede langsomt den knirkende dør, folkene vendte sig om. Hvad var det de så? Deres lærer havde sikkert planlagt dette for at skræmme dem, de klappede begejstret, men det døde ligeså hurtigt, som det var startet, da de så frygten i deres læres øjne. Pigerne skreg og drengene råbte, larmen bredte sig hurtigt og alle var i panik. ”Nu,” hviskede Cassandra stille. Ånderne sprang frem, de gik ligefrem igennem menneskerne, men de efterlod dem som tanketomme væsener. Deres sjæl var slugt. Hvad var dette dog for et vanvid tænkte Will. Han kiggede rundt, Helene levede stadig heldigvis. Med det samme, da den tanke strejfede ham svævede en ånd hen imod hende. ”Nej,” skreg Will. Han hoppede over bordet, og efter tre store skridt var han henne ved hende. Han kiggede hastigt ud af det store vindue, der sad en ravn. Var det karma, som var kommet for at tage hævn over Will & Cassandra? Nej, det var bare et tilfælde tænkte han. ”Gå, du har gjort dit arbejde,” sagde Will bestemt til ånden. Ånden lyttede ikke og fløj bare frem. Hans øjne udviste frygt, måske var den kulsorte krage alligevel karma. Dette her var ikke hvad han havde ventet. Med et var alle han tanker væk, han var et tanketomt monster uden sjæl. ”Will,” skreg Cassandra, hendes hævn havde vendt sig mod hende selv. Hvorfor skulle han absolut beskytte Helene? Wills fortabte øjne pinte hende. Cassandra kiggede ud af vinduet, var karma ravnen? Skrigende var længe ophørt og ånderne var væk. Hun var et monster, hvor var det dog forfærdeligt det hun havde gjort. Hendes bror var væk, hvad skulle hun gøre. Og dét var hendes sidste tanke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...