Kunsten At Holde På En Hemmelighed 1 - Færdig

"Jeg elsker dig," hviskede jeg.
"Lad være med det," mumlede han.

Alyson har egentlig et rimelig ligetil liv. Indtil hun forelsker sig. Men det er ikke bare en hvilken som helst fyr hun forelsker sig i. Nej, det viser sig at han er Alysons nye biologi - og engelsklærer.

91Likes
511Kommentarer
16308Visninger
AA

14. Forhandlinger

Langt citat, I know ^^
_______________________________________________________________________________
"Gave me a fair warning
Said be gone by morning.
If you saw me go,
Would you ask me to stay?
Silhouettes in dim light,
I'm a moon at midnight.
Waiting for the dawn to
Send me away.
And this is the rift.
The schism. The shift
Where everything comes apart.
I already know what you've been thinking.
I already know the reason why.
I already know but I'm still sinking
Beneath the sheets of my lie.
Give me just another night."
Another Night - Cara Salimando

Fuck, fuck, fuck!
“Jeg fjoller aldeles ikke rundt med nogen, som du så fint formulerer det,” snerrede Eric, og fik mig på en eller anden måde skubbet om bag sig.
I stedet for at svare ham, forsøgte Dunham at se igennem ham, og fange mit blik.
“Alyson, min søde,” kaldte hun. “Alt hvad du behøver at gøre, er at indrømme at han forførte dig, lovede dig bedre karakterer, eller truede dig. Denne lille hændelse vil ikke koste dig noget.”
Jeg må indrømme at jeg et kort øjeblik overhovedet at gå hen og smadre hendes ansigt til ukendelighed. Både fordi jeg vidste at det var løgn, det var ikke hendes bemyndigelse at love sådan noget, og også fordi hun lagde skylden over på Eric.
Okay, noget af det var hans skyld, for det var ham der ikke ville holde pause, eller ende hvad end vi havde gang i, men det var mig der var kørt med ham hjem den aften. Det var mig der havde brugt resten af sommeren med ham. Og det var helt sikkert mig, der havde forelsket mig hovedkulds i ham, selv når han var en idiot som tidligere.
Jeg trådte frem ved siden af Eric, så hun frit kunne se mig når jeg talte.
“Eric har ikke noget med det at gøre. Og udover det, så mødte vi faktisk hinanden før skolen startede,” snerrede jeg.
“Og så opdagede I, i går, at et forhold mellem en lærer og en elev vel kunne være spændende, eller hvad?” hånede hun mig, og slog en glædesløs latter op.
“Nej, faktisk havde vi været sammen i lidt over en uge, da skolen startede,” råbte jeg, men kunne godt selv høre hvor barnligt det lød.
“Det er min fejl, jeg skulle have afsluttet det i går, det er jeg godt klar over, men lad det ikke gå ud over Aly’s uddannelse. Det ser jeg ingen fornuftig grund til,” brød Eric ind, og prøvede endnu engang at stille sig ind foran mig.
Som om kællingen ikke allerede havde set mig. Og ja, måske ikke lige den pæneste måde at omtale hende på, men hun gik mig virkelig på nerverne lige nu.
“Det er ikke din fejl, og nu holder du kæft!” råbte jeg af ham, og trådte endnu engang et skridt til siden, for ikke at være helt skjult bag ham.
“Hvad vil du have?” spurgte jeg, og stirrede spørgende . Og muligvis en anelse ondskabsfuldt - på Dunham.
“Hmm… den date vi snakkede om tidligere…” mumlede hun, og smilede selvtilfredst.
Jeg bed mig selv hårdt i underlæben, og kunne endda smage en smule blod, men jeg udtalte alligevel sætningen: “Okay. Så får du det.”
I fuldstændig samme øjeblik som Eric råbte: “Det kommer ikke til at ske!”
Men Dunham kiggede kun på mig. “Okay. I morgen aften,” sagde hun med et lumsk smil.
“Okay. Men så holder du også din mund lukket,” krævede jeg. Hun lo bare lidt for sig selv, og jeg er ret sikker på at hun også mumlede: “Vi får se, vi får se.”
Og så forlod hun parkeringspladsen og gik tilbage ind på skolen.
“Jeg skal lige ind og hente min taske, men så vil jeg væk herfra,” sagde jeg, og begyndte at gå samme vej som Dunham, hen imod døren.
“Det er okay, jeg tog den med ud, og lagde den i min bil efter jeg havde raset ud,” råbte Eric efter mig.
Jeg stoppede brat op, og vendte så rundt på hælen, og begyndte at løbe hen imod hans bil. Da jeg skulle til at åbne døren, vinkede jeg efter ham. Han blev bare ved med at stå og glo på mig. Da klokken ringede, gik det dog endelig op for ham, at der var en grund til min underlige opførsel, udover lidt for mange hormoner og følelser på spil lige i øjeblikket.
Og så begyndte han da også endelig at gå stille og roligt hen imod bilen, efter jeg havde sat mig ind, og lukket døren efter mig.
Han satte sig ind, og drejede nøglen.
“Hvor tager vi hen?” spurgte han, og kiggede på mig med et blik jeg ikke rigtig kunne tyde. En blanding af skuffelse, kærlighed, frygt, vrede og forvirring, der gjorde mig helt konfus, ved alle de betydninger det kunne have.
“Jeg er ved at dø af sult,” svarede jeg bare, og kastede bolden over til ham.
“Café, eller skal jeg lave noget til dig?” spurgte han, og kastede den dermed tilbage til mig.
“Det er dit valg,” smed jeg den bare tilbage, og måtte så se til, mens han brugte næsten to fulde minutter på at beslutte sig, før han satte bilen i gear, og kørte ud af parkeringspladsen, og ud på en vej der førte ud af byen.
“Café it is,” sagde han med et smil, og strøg min kind, mens han hele tiden holdt blikket på vejen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...