Let fate decide

Dette er en oprigtig hændelse.

3Likes
0Kommentarer
387Visninger

1. Fate

Hans perfekte tandpasta smil, hans drømmende valnøddebrune øjne der skinner gennem lokallet hver gang man træder ind, hans perfekte opsatte chokoladebrune hår, har en speciel virkning på dig. Det giver dig flere gange kuldegysninger, hvis I nu får et strejf af hinandens kroppe. Hvis I nu ender med at sidde i den samme sofa, hvis I bare kan kigge hinanden ind i øjnene, så betyder det en hel verden for dig. Han kan gøre små bevægelser, som får dig til at hive efter vejret en gang eller to.

Det er svært for dig ikke at se, hvordan han virkelig er. Han mængder sig i drengenes klub, han er populær. Han kan alle de trick, som gør at pigerne falder for ham. Han kan rykke en smule på smilet, sådan så det bliver hans eget. Han ligner sommetider en hel million. Han ved det bare ikke selv. Han tror, han gemmer sig i den mængde af drenge. Nære venner har han, men han føler sig alligevel alene? Som om han ikke hører hjemme, der hvor han er. Selvom hans venner altid sørge for at lave et eller andet med ham, er det umuligt at slappe af i deres nærvær. Altid skal de drøne derud af, med højst to hundrede kilometer i timen?

Hvorfor var det dog nødvendigt? Du ved han slet ikke er sådan. Han kan sagtens slappe af, men han har svært ved at indrømme det over for 6-7 drenge, som ikke tænker på andet end videospil og fodbold. Du ved han har en træng til at fortælle dem, at han gerne vil ned på et lavere niveau. Men du ved ikke hvordan og hvornår han vil fortælle det? Du ved slet ikke, om han overhovedet vil fortælle det?

For dig er han et stort mysterium. Et mystisk mysterium. Du har allerede læst ham, men du ved ikke hvordan, du skal få det sagt til ham. Hvordan du udspionere ham, hvordan du holder hemmeligt øje med ham? Hvor meget dit hjerte banker for at I får en samtale, som vil udvikle noget for jer begge. En samtale der vil forandre det hele.

Du ved, han altid har ret. Han er opdraget bedre end de fleste drenge. Han er en gentle mand, noget mange af de andre drenge ser som en trussel. Men alligevel hænger de ud med ham. Du ved, de bare udnytter ham, sådan så de kan få fat på alle pigerne? Det ser ud til, at han er ligeglad. Han har styr på, hvilke venner og veninder, som står ham tættest. Du er ikke en af dem, også selvom du ønsker det. Han ligger ikke mærke til dig, du ser ham være så sød mod mange piger. Om de er tynde, buttede, grimme, smukke eller bare helt naturlige? Du ved han går efter det indre, men inderst inde er du bange for, han ikke kan lide dit indre.

Du har mange gange, villet tage det næste spring. Du ville komme i kontakt med ham, men du vidste ikke hvordan? Alle måder virkede så umodne og uprofessionelle oppe i dit hoved. Du kunne kun se dig dumme dig, du kunne kun se dig være klodset. Han ville måske grine af det, eller også ville han vise sin gentle mand side og hjælpe mig? Det var da en oplagt mulighed, men hvis du ligefrem skulle planlægge det, for at gøre ham opmærksom på mig – så føltes det ikke længere, som det var det rigtige for lige nøjagtig dig.

Du går ned af den brede skolegang. Folk snakker, folk griner, folk pjatter og folk ser forladte ud. De kan ikke finde deres plads på denne skole, de fleste ser glade ud, men der ses få forvirrede og bedrøvede ansigter. Hvor der så var få folk som dig. Du kunne ligeså godt forsvinde ud i ingenting også ikke engang blive husket. Du var alligevel en, der aldrig blev lagt mærke til.

Du var mildest talt usynlig for virkeligheden.

Du går i dine egne tanker, du går ude i kanten, hvor skabene tårner sig op ved din side. Et skab står åbent, du når ikke at undvige det. Du går, så klodset som du er, ind i det. Skabet falder i med et smæld og personen, som rodede inden i det hopper forskrækket tilbage. Du bliver liggende på gulvet og tager der til hovedet. Du havde gået i en god fart, så smældet havde været højt og det havde vagt interesse hos mange af eleverne. De gloede hvert fald. I de sekunder var du alt andet end usynlig.

Du kigger op på personen, som måtte ege skabet. Du støtter dig via dine albuer og kigger bedre denne gang. For du tror du drømmer, men du ved, at du ikke drømme. Dette er virkeligheden, som faktisk bare kalder mere end nogensinde før. Som tiden går, syntes det ikke længere interessant for alle eleverne. ”Er du okay?” du kender stemmen og du bliver forskrækket, da du genkender stemmen.

Det måtte være skæbnen, der fulgte din vej. En skæbne som du lige nu var ekstremt taknemmelig for. Du husker hans spørgsmål og forbereder ordene. ”Det gør lidt ondt,” fremstammer du nervøst, mens du tager dig til hovedet. ”Lad mig give dig en hånd,” stemmen tilhører ham, du ved ikke, om du skal tage imod hånden eller om du skal lade være? Du er en anelse svimmel, så hvis du for overbalance, vil du bare vælte igen. Du vælger dog at tage imod hans hånd. Lige da du trykker din hånd om hans, mærker du kemien poppe frem. Som et lyn fra den klare himmel. Det hele føles så mærkeligt, den følelse som nu popper frem inden i dig, den følelse har du ventet på at mærke i evigheder.

Han smiler, hans øjne har et specielt glimt og håret sider perfekt. Du kan kun se, at hans ansigtstræk sider perfekt. Du har været forelsket i ham siden første klasse og nu mødes i. Der kommer lidt for meget fart på, så hvis ikke han havde grebet dig, var du faldet pladask tilbage til der hvor du kom fra. Nemlig gulvet. ”Skal jeg følge dig til skolelægen, du ser ikke helt frisk ud?” tilføjede han og kiggede på dig. Han tilbød at hjælpe dig, det var nu, en chance som denne skulle takkes ja til. ”Hvis du vil,” tilføjede du stille og tog dig til hovedet. Det gjorde ondt på dig, men det var som om han helede det.

Vi tror vi bestemmer vores egen skæbne men det er den som styrer os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...