Stilhed...

Jeg har altid vist, at den verden jeg lever i ikke er den du lever i. Ikke kun fordi jeg læser alle dine tanker, men også fordi alle de fyre som tiltrække en smule, kun er dæmoner. Snart bliver jeg sindsyg af alt det her. Min mor kan jo ikke dumpe ned fra himmelen og sige "Gør dette, så går det nok", ligesom hun gjorde inden jeg døde- og så.

0Likes
0Kommentarer
553Visninger

1. Forfra.

Efter jeg døde for to år siden, bliver jeg nok aldrig teenager. Jeg døede  tre dage før jeg blev tretten, og ja rigtigt ville jeg jo være femten! Men nej... Jeg skal være tolv kedelige baby år. Glemte jeg at sige, at min mor, far, bror, og søster også er døde, men altså rigtig døde? De render ikke rundt som halv engel, halv menneske, nå ja og så hel død.

Ja og hvordan døede jeg? Jo ser du... Som altid var jeg trist over at min hund var løbet hjemmefra, min mormor blev myrdet i sin lejlighed, og at jeg bliver mobbet ind og ud. Så... Jeg ville en tur i tivoli- nå ja lige der du nok tænker: Så... "DU BEGÅR SGU SELVMORD!". Men nej! For jeg har jo én ven henne i Frankrig, og så min dødsyge familie, som alligevelgiver mig mad og drikke, og tag over hovedet... Underdriver jeg? Nå men den tivoli tur gik som forventet... ALT andet end at jeg faldt og slog hul på mine total nice bukser! Og at min bluse med at hjerte i siden, blev flænset lidt... MEN! Det gjorde ikke en skid, for jeg elskede den stil! Da jeg kom i skole næste dag ville alle være sammen med mig. En dag var jeg sammen med skolens dronning Conni, og vi gik en tur i skoven, for at finde to træer som skyggede perfekt, så vi kunne tage billeder af Conni der ville være mode. Men det begyndte og blæse op, og alt blev sådan ondt i skoven. Lige pludselig væltede træerne, og vi løb. Da vi kom hjem til mig,  sad min familie og spillede kort. Conni tog hjem, og jeg sad bare og så fjernsyn, da et lyn ramte mig og min familie. Jeg husker hvordan flammerne omringede mig, og jeg hørte min bror råbe "Holly! Holly! Hvor er alle!" Jeg råbte igen "Hvor er i? Det brææææææææææænder!". Jeg fik intet svar. Jeg kan huske hvordan alt lige pludselig blev køligt, og skønt. Og det næste øjeblik var jeg i himmelen med min familie. Men kort efter sagde nogen: "Bliv hvor du er..." Jeg vågnede, og så jeg lå på hospitalet. Hold da op nogle sår! Tænkte manden. TÆNKTE MANDEN! Jeg kunne høre mandens tanker! Og den nat drømte jeg en døm: Om gud... Hans hvide slør, som skulle være skæg klamrede sig til alt, og de store blå øjne var så uskyldige, og alle engelene som hviskede "Hun er en af os...". Så vidste jeg dette: Jeg var ikke menneske! Jeg var levende død, men stadig god.

Ja og så er jeg hvor jeg er. Lige her. Jeg ved ikke hvorfor, men verden er bare det ondeste sted! Himlen var mere fredfyldt. Min familie er fredfyldt. Det vil sige, at jeg ser dem hver nat... Min moster tager sig af mig. Efter ulykken bor vi i en eller anden by. Vi har det store af husene, og alligevel er stedet for sejt! Alle mulige smarte butikker, og søde fyre! Men så er der jo lige skolen... Dronningen her hedder Prinsess. Min bedste veninde. Ja i hørte næsten rigtigt. Sådan var det engang. Men nu er jeg så irreteret fordi jeg kan høre hendes inderste tanke, og tror du den er sød?

Så jeg venter på et mirakkel. Noget som vil ske snart..

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...