Misbrugt

Hope bliver misbrugt af sin far og hendes mor, gør intet for at hjælpe. I skolen har hun det ikke godt. Hun får flygtet hjemmefra, men hvad sker der så? - Jeg prøver at deltage i konkurrencen, Ondskab. Jeg håber i kan lide den. I må meget gerne give stjerner og sætte den på farvoritliste, hvis du synes om den. Det gør heller ikke noget, hvis I viser den til ven/inder ;)

90Likes
137Kommentarer
8931Visninger
AA

5. Kapitel 4

Jeg løb og løb. Mennesker på gaden kiggede bare underligt på mig og gik videre, i stedet for at spørge mig, om jeg var okay eller om de kunne hjælpe mig med noget. Nej selvfølgelig ikke. Den eneste tanke jeg havde i hoved lige nu, var, at jeg var omringet af Ondskab.

Jeg løb bare videre og stoppede ikke før jeg stødte ind i en. Jeg blev skubbet lidt tilbage af stødet, men stod stadig oprejst på mine ustabile ben. Jeg faldt pludselig sammen på jorden og sad bare der og hulkede. ”Er du okay?”, spurgte en stemme som ikke kunne være andet end en drengs. Han lagde sin hånd på min skulder, men jeg fejede den hurtigt væk med min hånd og kravlede lidt baglæns. ”Du må da fryse, du har jo næsten intet på, og det er kun 2 grader”, han tog sin jakke af og lagde den om mine skuldre. Jeg tog fat i kanten og kiggede endelig op for at se personen. Jeg gispede, da jeg så at dreng var en fra skolen, Luke. Jeg kunne se han også blev en smule overrasket. ”Hope, hvad er der sket?”, spurgte han endnu engang. Jeg åbnede munden, men intet kom ud. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle sige. Jeg havde det jo ikke godt, men jeg havde ikke lyst til at han spurgte ind til, hvad der var sket. Jeg havde ikke lyst til at fortælle om Ham, det kunne jeg ikke, for hvad ville han ikke gøre ved mig? Så ville slagene sikkert også blive meget værre. Men hvis jeg sagde, at jeg havde det fint, ville Luke jo ikke tro på mig.

”Kom Hope, tag med hjem til mig og få varmen, du kan jo ikke sidde her ude”. Hvordan kunne han være så sød mod mig? Ingen gad jo snakke med mig ovre i skolen. Han var godt nok den eneste, som nogensinde havde snakket med mig, men stadig, det var jo ikke meget. Det eneste han havde sagt til mig, var undskyld, hvis han var kommet til at gå ind i mig, eller spurgt mig om noget, hvis der ikke lige var andre han kunne spørge. På den anden side, så var jeg jo ikke usynlig for ham, som jeg var for så mange andre.

Luke tog blidt fat i min arm, for at få mig op at stå, men jeg trak hurtigt armen til mig og kravlede endnu længere væk fra ham. Hans ansigt så bekymrende ud, men ændrede sig også til at se undrende ud. ”Hope, jeg gør dig ikke noget, jeg vil bare hjælpe”, han prøvede endnu engang at få mig op at stå. Denne gang hev jeg ikke armen til mig, men gik tøvende med ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...