Memory (FÆRDIG)

Memory er en engel og bor i menneskenes verden. En dag møder hun den gådefulde Damen og udvikler følelser for ham. Hun finder så ud af at han er Djævlens søn men lære at leve med det.

Kan skæbnen acceptere deres kærelighed til hinanden?

13Likes
25Kommentarer
3300Visninger
AA

7. Mærkeligt?

Jeg vågnede ved at solens stråler ramte mit ansigt og en varme bredte sig i hele mit værelse. Jeg strakte mig og tog min mobil frem og tjekkede hvad klokken var. 11.34! Hm gad vide hvad mine forældre mon lavede nu? Jeg rejste mig op fra sengen og trak en rosa rød sommerkjole på som gik lidt under knæende og uden stropper. Jeg redte mit hår og lagde et naturligt lag make up og gik neden under. "Godmorgen, du har godt nok sovet længe." sagde min far som sad og læste avisen og havde en kop kaffe på bordet foran sig. "Hm, godmorgen." mumlede jeg og snuppede et fresk bagt franskbrød som lagde på køkkenbordet. Jeg gav mig til at nippe lidt til det og bestemte mig for at gå en lille tur rundt omkring. Jeg tog mine converse på og gik ud til min cykel, og cyklede ind i skoven som det første. Man kunne med det samme høre fugle sang og den lille flod med det store vandfald som lagde lidt længere henne. Jeg gik ned til floden og satte mig på en lidt beskidt træ bænk som stod lidt væk fra floden. Jeg sad bare der og slappede lidt af og tænkte bare på det hele med mig og

Damen, som var gået ret hurtigt. En smerte skød op i mit ben, og jeg prøvede at ignorrere det. Da smerten begyndte at bliver uuholdelig flåede jeg buksebenet af med mine bare negle som var blevet ret lange og skarpe. Den sorte fjer tattovering som jeg havde fået fra igår, var en umærkelig glød. Den voksede og nogle mønstre begyndte at danne sig. Da det nåede op ad mit skindeben gik smerten lige så hurtigt som den var kommet, væk igen og jeg udstødte et støn. Jeg kiggede forfærdet og chokerende ned på det ny voksede mønstre og spekulerende og forvirrende løb jeg hjem. Da jeg flåede døren kiggede min mor på mig. "Det var godt nok hurtigt at du kom tilbage. Er der sket noget, skat?" spurgte hun. Jeg rystede på hovedet og løb op på mit værelse. Jeg smed mig i sengen, og kunne svagt dufte Damen i mit sengetøj. Jeg lukkede mine øjne og ville ønske at han var her nu. NU. Jeg vil fortælle ham hvad der er sket, og om han ved noget om det. Er dette her imod reglerne? Efter det jeg har læst om engle i bøger, så er det at bryde næsten alle regler. Jeg krydser fingre i smug om at det bare er fake og ikke irl.

 

Mørket falder på og jeg ligger i min seng med mit nye nattøj som min mor havde købt til mig, da hun fandt ud af at den gamle var helt flænset. Hun spurgte mig om hvad der var sket og jeg løj (løg?) med at jeg havde fået mit l-o-r-t  og bare fik et hysterisk anfald da jeg havde humørsvingninger. Hun grinede lidt men gav mig dog et kram og smed resterne af den flænsede natkjole i skraldespanden. Jeg lukker mine øjne og ved at om nogle minutter vil han komme og dele sin kærlighed med mig. Minutterne går og jeg høre endelig lyden af et suk og jeg kan næsten mærke det gådefulde smil han har på sin mund. Jeg åbner øjnene og og svinger benende ud over sengen og tager tre lange skridt før jeg kaster mig i hans arme. Længslen efter at se ham fylder mit behov og jeg sukker og begraver mig i hans arme. Han kysser mig på panden, og jeg kigger op på ham. "Damen.. Der er sket noget." siger jeg og kigger lidt ned. Han tager blidt fat om min hage og vipper mit hovede op mod hans. "Og hvad er det, min smukke prinsesse?" siger han og jeg kan se gløden af længsel i hans øjne. Jeg rødmer da jeg indser at det ikke ville blive let at fortælle ham det, da hans læber var så tæt på mine. "Jeg... Mit ben.. Der er kommet et mønstre." mumler jeg og kigger ham i øjnene. Jeg når lige at se angsten i hans blik, før han lader sit blik glide ned til mit ben, og han får det normale blik tilbage. "Må jeg se?" Jeg rødmer og trækker mine nattøjsbukser op så han kan se det store sorte mønstre. Han lader en finger glide langs mønstret, og en blid smerte minder mig om hvor smertefuldt det var. Jeg stønner og han kigger op på mig med et chokeret udtryk. "Det gør ondt?" spørger han. Jeg nikker og han kigger igen ned på det sorte mønstre på mit ben. "Jeg elsker dig Memory." siger han så og han kigger op på mig med blanke øjne. Jeg kigger spørgende på ham og han tager mine hænder i sine. "Jeg ville aldrig Aldrig havde gjort det her, hvis jeg vidste hvad der ville ske. Kan du tilgive mig Memory?" spurgte han. "Hvad mener du? Selvfølgelig kan jeg tilgive dig! Men hvorfor spørger du om det? Hvad er det der er sket?" spørger jeg. "Vi har overtrådt reglerne." hviskede han. "Det varer ikke længe endnu.. Åh Memory tilgiv mig!" hviskede han og en ekelt sort tårer trillede ned langs hans perfekte solbrune markeret kindben. "Hvad varer det ikke længe til?" spurgte jeg både bange og chokeret. Tavshed. "Til at du vil blive ligesom mig... En djævel." Ordene fik det hele til at sortne for mine øjne og jeg kunne mærke at smerten igen kom i mit ben. Jeg kunne se mønstret svagt vokse og jeg kvalte det skrig som var ved at komme op ad min hals. Han omfavnede mig og kiggede ulykkeligt ned på mønstret. "Kan du tilgive mig?" hviskede han og flere tårer gled ned langs hans kinder. "Jeg elsker dig." var det eneste jeg nåede at få sagt inden mørket trak mig væk fra ham. Alting

 

Undskyld! Jeg ved godt at der er gået mega lang tid, men tiden er bare fløjet fra mig og jeg har ikke rigtig haft skrivelysten, men den kom igen! (:

Endnu en gang undskyld! :(

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...