STUCK

En Prinsesse, der havde de koldeste hjerte der fandtes. Hun skulle bøde for hendes arrogance, og blev forbandet, for at vågne op i kroppen af en tolvårig. Hun kunne først blive sig selv, når hun havde lært at elske, og var blevet elsket igen.
"Den vigtigste regel af alle; I må under ingen omstændigheder gå op på loftet." Det var de ord, som den unge og hjemløse, enogtyveårige fyr, Onew, fik, da han skulle arbejde som butler på et gammelt slot, tohundrede år senere, sammen med hans bedste ven. Kommenderet rundt med, af en tolvårig pige, med det koldeste hjerte, men den reneste sjæl... Onew begyndte snart at se på hende med andre øjne.

102Likes
66Kommentarer
5812Visninger
AA

8. Dér gik min grænse

”Hvad laver du?” spurgte den lille pigestemme, da jeg gjorde rent i opholdsstuen.

”Jeg gør rent, det er en del af mit arbejde,” svarede jeg, da jeg næsten var færdig med at tørre al støvet af og feje. Det hele var snart helt rent igen.

”Ville det ikke være rigtigt nederen, hvis hundene blev sluppet løs inde i stuen, efter de havde været ude i mudderet?” spurgte Karorin med sit englesmil. Før jeg nåede at stoppe hende, skete det. Tre, store hunde farede ind i stuen. Sofaerne. Stolene. Endda bordene. De svinede det hele til, og så måtte jeg begynde forfra. Igen.

”Butler, jeg er sulten, lav mig noget mad,” sagde hun bare koldt, og forlod den tilsvinede stue, for at gå ud i køkkenet. Jeg strammede mit greb om kosten. Så stramt, at jeg kom til at knække den i to.

Hvor ville jeg dog ønske, at den kost var Karorins nakke.

 

”Hvad vil du have at spise?” spurgte jeg, imens jeg prøvede på at holde mine hårde ord tilbage i halsen på mig selv.

”Yoghurt med mysli!” sagde hun. Okay, det var da nemt nok. Jeg begyndte at finde deres mysli frem, da møgungen åbnede sin mund igen.

”Jeg kan ikke lide de tørrede bananer, tag dem ud af myslien,” sagde hun.

”Hvorfor køber I ikke mysli uden bananer, så?” spurgte jeg.

”Jeg kan godt lide den her slags,” påstod hun.

Jeg sukkede irriteret. Bed mig selv i tungen, imens jeg gjorde som hun havde sagt. Jeg lagde de tørrede bananstykker i en skål, imens jeg hældte yoghurt og mysli, uden bananstykker, op i en anden skål.

”Jeg kan ikke lige yoghurt,” sagde Karorin. Jeg stoppede med at hælde op og så på hende.

”Hvorfor skulle jeg så lave yoghurt med mysli til dig?!” spurgte jeg, på randen til at være rasende.

”Jeg ville bare have bananerne,” sagde hun og tog skålen med de tørrede bananer, imens hun drejede om på hælen.

”Du sagde da, at du ikke kunne lide tørrede bananer!” sagde jeg.

”Jeg løj,” sagde hun koldt, hvorefter hun gik ud af køkkenet imens hun spiste nogle af de tørrede bananstykker. Nu… Havde… Jeg… Fået… Nok!

 

Jonghyun P.O.V.

 

”Jonghyun!” råbte en stemme, lige da jeg var på vej ned ad gangen, for at komme ind på Keys værelse… Ikke fordi jeg skulle noget derinde!

”Hvad er det mest uhyggelige sted, her på slottet?” spurgte Onew, da han stoppede op foran mig. Jeg tænkte lidt over de steder jeg havde været, men kom så i tanke om det mest uhyggelige og klamme sted.

”Det må nok være kælderen! Det er som et fængsel dernede! Der er celler og det hele!” sagde jeg og gyste bare ved tanken. Der var så mørkt dernede, ikke én eneste lampe.

”Perfekt!” sagde Onew og gik videre. Jeg så mærkeligt efter Onew, og hævede et øjenbryn.

”Ehm, Onew? Hvorfor har du en lille pige under armen?” spurgte jeg. Onew så tilbage på mig. Den lille pige under hans arm havde en hvid kjole på, og langt, mørkt, glat hår. Hun stirrede koldt på mig.

”Det er en af dem, der underskriver vores lønsedler,” svarede Onew og gik videre.

”Sært,” mumlede jeg til mig selv.

”Key havde ellers sagt, at Karorin kun var ét år yngre end Kekirie, og hun er tyve… Hvordan kan det hænge sammen?” spurgte jeg mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...