STUCK

En Prinsesse, der havde de koldeste hjerte der fandtes. Hun skulle bøde for hendes arrogance, og blev forbandet, for at vågne op i kroppen af en tolvårig. Hun kunne først blive sig selv, når hun havde lært at elske, og var blevet elsket igen.
"Den vigtigste regel af alle; I må under ingen omstændigheder gå op på loftet." Det var de ord, som den unge og hjemløse, enogtyveårige fyr, Onew, fik, da han skulle arbejde som butler på et gammelt slot, tohundrede år senere, sammen med hans bedste ven. Kommenderet rundt med, af en tolvårig pige, med det koldeste hjerte, men den reneste sjæl... Onew begyndte snart at se på hende med andre øjne.

102Likes
66Kommentarer
5829Visninger
AA

4. Dem der underskriver vores lønsedler

Onew P.O.V.

 

Jonghyun kom endelig tilbage fra sin lille shopping tur med Key. Han kom ud i haven til mig. Der var gået flere timer, og jeg var stadig dødtræt. Jeg stirrede koldt på Jonghyun, der stod med en sodavand i hånden.

”Gad vide hvornår vi møder vores chefer,” sagde han så. Ud af det blå. ”Du ved, dem der underskriver vores lønseddel.” Tilføjede han.

”Det var de to søstre der var vores chefer, ikke?” sagde jeg lavt. Jonghyun gyste lidt ved tanken.

”Det er sikkert to gamle damer, der ikke har andet at lave end at ligge i deres senge og spille Sudoku og Kryds og tværs,” sagde han. Jeg grinede lidt.

”Pas nu på med, at I ikke taler over jer,” sagde en pige, der stod ikke mange meter fra os. Jonghyun og jeg så straks over på hende. Hun havde langt, blondt hår og mørke øjne.

”I har nok hørt om mig før, jeg er Hannah Valentine, kusine til dem der underskriver jeres lønsedler,” sagde hun og stirrede koldt på Jonghyun.

”I skal nok møde dem snart, bare rolig,” nynnede Hannah og begyndte at gå igen. Jonghyun og jeg så lidt på hinanden. Hvis hun var kusine til dem, så var de nok ikke så gamle, som vi havde troet.

”Hvor gamle er de?” spurgte Jonghyun så. Jeg slog ham i siden med min albue, han ømmede sig straks. Hannah så tilbage på os.

”Den ene er på min alder, imens den anden er yngre end mig,” sagde hun, hvorefter hun begyndte at gå igen. Jonghyun og jeg så på hinanden. De var altså yngre end os.

 

”I kan holde for i dag. Jonghyun, du gør rent i opholdsstuen i morgen, Onew du får en anden opgave,” sagde Minho, da Jonghyun og jeg lå halvdøde ude i haven. Vi var endelig blevet færdige med at klippe hækkene.

Vi fik noget mad, og gik så bare op på vores værelser igen. Vi sagde intet til hinanden, vi var begge to for udmattede.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med, at spørge Jonghyun om noget.

”Hvordan gik jeres shopping?” spurgte jeg. Jeg opdagede straks, hvor rød i kinderne Jonghyun blev, bare jeg nævnte det.

”Sig ikke, du er faldet for ham Key, vel?” mumlede jeg lavt. Jonghyun bed sig i underlæben, og gik bare hurtigt ind på sit værelse. Jo, han var faldet for en fyr. For første gang.

”Gad vide om det her egentlig er pengene værd,” mumlede jeg lavt til mig selv, da jeg var kommet ind på mit værelse. Jeg tog hurtigt min uniform af og smed mig selv på min seng.

De bløde lagener og den varme, skybløde dyne. Jeg smilede svagt. Måske det faktisk var det hele værd alligevel. Jeg havde aldrig ligget i sådan en blød seng før.

 

Natten var alt for kort, og Jonghyun og jeg stod allerede i vores butleruniformer igen, tidligt om morgenen, nede i køkkenet.

”Jonghyun, Key har spurgt efter dig i dag, så du skal være hos ham, og Onew,” Minho så på mig. ”Du skal først og fremmest aflevere morgenmad til Frk. Juliette,” sagde han. Jeg så overraskende på ham.

”Hvorfor lige mig, og hvorfor lige hende? Skal jeg ikke give det til de andre?” spurgte jeg, en smule forvirret. Minho rystede på hovedet.

”Hun har personligt bedt mig om, at få dig til at komme med morgenmad til hende. Jeg giver de andre morgenmad,” sagde han og gjorde et fik sølvfad klart med morgenmad. Jonghyun klappede mig trøstende på ryggen imens han grinede lidt.

”Held og lykke, og husk nu, at hun underskriver vores lønsedler,” sagde han. Ham og hans lønsedler. Minho rakte mig fadet med et smil. Han nød vist, at det var mig der skulle aflevere morgenmaden, og ikke ham.

”Anden etage. Op ad trapperne, for enden af gangen,” sagde han. Jeg nikkede kort, imens Jonghyun gik af sted mod Keys rum.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...