STUCK

En Prinsesse, der havde de koldeste hjerte der fandtes. Hun skulle bøde for hendes arrogance, og blev forbandet, for at vågne op i kroppen af en tolvårig. Hun kunne først blive sig selv, når hun havde lært at elske, og var blevet elsket igen.
"Den vigtigste regel af alle; I må under ingen omstændigheder gå op på loftet." Det var de ord, som den unge og hjemløse, enogtyveårige fyr, Onew, fik, da han skulle arbejde som butler på et gammelt slot, tohundrede år senere, sammen med hans bedste ven. Kommenderet rundt med, af en tolvårig pige, med det koldeste hjerte, men den reneste sjæl... Onew begyndte snart at se på hende med andre øjne.

102Likes
66Kommentarer
5792Visninger
AA

2. Butlere?!

”Hvem er det, vi skal arbejde hos?” spurgte jeg, da vi var på vej hen til vores nye hjem, og job.

”Loveless familien. Det er dem, der ejer det store, hvide slot lige ned til vandet, med den enorme have,” sagde Jonghyun. Vi skulle altså arbejde på et antikt slot. Det skulle nok gå godt. Jeg skulle nok smadre noget på et tidspunkt, og få en gæld på flere millioner.

”Det er her,” mumlede Jonghyun og stoppede op. Jeg så på det store, smukke, hvide slot foran mig. Taget på slottet var isblåt. Der var ingen by omkring slottet, kun skove og dale.

”Lee Jinki og Kim Jonghyun, formoder jeg,” sagde en stemme. Jonghyun og jeg så os straks over skuldrene. Bag os stod en ung fyr, ikke ældre end os… Måske endda et år eller to yngre end os, men derimod var han høj. Han havde et fin, sort butleruniform på.

”Bare kald mig Onew,” rettede jeg kort. Jeg blev aldrig kaldt Jinki, altid Onew… Det var kun når Jonghyun var sur på mig, at han brugte mit rigtige navn.

”Jonghyun og Onew, mit navn er Choi Minho. Loveless familiens overbutler. Kom med,” sagde han og bukkede, hvorefter han begyndte at gå mod slottet. Jonghyun og jeg fulgte hurtigt efter.

Jo nærmere vi kom slottet, jo mere studerede jeg det. Mit blik kørte op og ned ad de hundredvis af vinduer der var. Mit blik stoppede dog kort, da jeg så en skikkelse i et af vinduerne. Personen så ud på mig. Skikkelsen forsvandt dog hurtigt igen.

 

Minho fulgte os op på anden etage, hvor vi fik et værelse hver. Alting inde på slottet så gammelt ud, og dog, var det i ufattelig god stand.

”Dem der bor på slottet, er jeres to øverstbefalende, søstrene Kekirie Melody Loveless og Karorin Juliette Loveless, men I vil og skal kalde dem Frk. Melody og Frk. Juliette, forstået? Og Karorin skal I behandle med yderste forsigtighed, det var Herrens sidste ønske,” sagde han. Mig og Jonghyun nikkede kort.

”Derudover er der Kim Kibum, Karorins bedste ven, og Hannah Valentine, de to søstres kusine. Hende skal I ikke adlyde, selvom hun gerne vil have jer til at tro det,” fortsatte han.

”Til slut er der Lee Taemin, han er en der bor her, han hjælper dog lidt til, engang imellem,” sagde Minho til slut og rakte os to uniformer.

”Tag dem på, og mød mig nedenunder.” Minho gik, hvorefter Jonghyun og jeg gik til hvert vores værelse for at skifte. Jeg blev virkelig overrasket, da jeg så mit værelse. Det var på størrelse med et værelse, som en hertug ville have. Jeg havde troet, at jeg bare ville få et snavset loftsværelse, men det her var jo bedre end noget jeg kunne have forestillet mig! Der lå ikke ét støvkorn nogen steder. Sengen var ufattelig blød. En Konge værdig. Jeg var måske lidt skuffet over, at der intet TV var. Det var det eneste her manglede. Et TV, og måske en telefon.

 

”Her er reglerne i huset,” sagde Minho, da Jonghyun og jeg var mødt op i vores uniformer. Vores uniformer var fine og passede perfekt.

”Tal ikke før I bliver spurgt. Bank på og afvent svar, før I går ind på søstrenes værelse, især Frk. Juliettes værelse. Gør hvad de siger, og pas på med hvad I siger til dem,” sagde Minho.

”Og den vigtigste regel af alle; I må under ingen omstændigheder gå op på loftet, forstået?!” Minho så dødalvorligt på os. En bølge af nysgerrighed rasede gennem min krop. Jonghyun og jeg nikkede forstående. Utroligt nok, at vi bare fik jobbet uden videre. Selvom jeg dog hellere end gerne ville undgå jobsamtaler, snak om fortiden og så videre.

”Minhooooo~!” sang en ung fyr nærmest, da han kom gående. Han havde en lyserød skjorte på, et par jeans og håret sat perfekt. Hans ansigt mindede lidt om en kats, især hans øjne, som var mørke og mystiske. Han blev stille og så på mig og Jonghyun. Han smilede straks til Jonghyun.

”Perfekt, vil du ikke med mig ud og shoppe, darling?” spurgte han og tog Jonghyun i armen. Jonghyun svarede ikke, men stirrede bare på den flotte unge mand. Minho hostede falsk og fyren gav slip på Jonghyuns arm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...