STUCK

En Prinsesse, der havde de koldeste hjerte der fandtes. Hun skulle bøde for hendes arrogance, og blev forbandet, for at vågne op i kroppen af en tolvårig. Hun kunne først blive sig selv, når hun havde lært at elske, og var blevet elsket igen. "Den vigtigste regel af alle; I må under ingen omstændigheder gå op på loftet." Det var de ord, som den unge og hjemløse, enogtyveårige fyr, Onew, fik, da han skulle arbejde som butler på et gammelt slot, tohundrede år senere, sammen med hans bedste ven. Kommenderet rundt med, af en tolvårig pige, med det koldeste hjerte, men den reneste sjæl... Onew begyndte snart at se på hende med andre øjne.

102Likes
68Kommentarer
5622Visninger
AA

1. Der var engang...

For to hundrede år siden levede der en Konge og en Dronning. De havde et lykkeligt liv sammen, og de var elsket af deres folk. Ét år efter de havde fået deres første datter, var dronningen endnu engang gravid. Hun fødte endnu en smuk datter, men Dronningen døde selv under fødslen. Kongen behandlede derefter den yngste datter, den nyfødte Prinsesse, som om hun var hans ét og alt.

Folket sørgede over, at deres elskede dronning var død, men de hørte dog, at Kongen havde to døtre, som kunne overtage tronen. Det gav dem endnu engang håb. Desværre elskede Kongen den yngste datter for meget, og hun blev en forkælet, arrogant Prinsesse, der ville have alt i hele verden. Hun mente, at hun var for god til alle de Prinser der friede til hende.

Da den yngste Prinsesse blev nitten år, kunne Kongen godt se, hvad hun var ved at blive til, men elskede hende for meget til at sige hende imod. Prinsessens storesøster kunne heller ikke sige sin elskede lillesøster imod. Folkene var bekymrede over, hvordan datteren ville opføre sig, når Kongen var borte. Det skete dog hurtigt, at Kongen gik bort, og de to døtre var nu alene.

 

En aften bankede det på slotsporten, og den yngste Prinsesse blev bedt om at lukke op. Foran hende stod en gammel dame. Hun bad om lov til at overnatte på slottet den ene nat. Prinsessen grinede bare hånligt.

”Forsvind herfra, gamle kone, der er intet rum til dig her!” sagde Prinsessen koldt.

”Jeg beder dig, lad mig overnatte her. Natten er så kold, og jeg er træt af at gå.”

”Forsvind før jeg tilkalder vagterne, og beder dem om at smide dig i fængsel for ulydighed! Jeg er en meget travl kvinde!” udbrød Prinsessen, der var ved at være træt af den gamle dame, der frøs sine fødder af.

”Du kalder dig selv en kvinde? Du opfører dig som et barn,” sagde den gamle dame vredt.

”Pas hellere på med, hvordan du taler til mig! Jeg kan få dig halshugget på få sekunder!” truede Prinsessen.

”Dine trusler skræmmer ikke mig. Det er dig, der skulle være bange. Der er ting i denne verden, der ikke kan laves, når de er ødelagt.” Prinsessen himlede sine øjne af dem gamle dames ord og smækkede porten i hovedet på hende. Den gamle dame kastede derefter en forbandelse over slottet.

”Du nægter at vokse op, det skal være som du vil. Du skal forblive et barn, indtil du lærer at elske, og finder en der kan elske dig tilbage.”

Den yngste prinsesse tænkte dog ganske kort over, hvad den gamle dame havde sagt, og hun huskede på hendes øjne. Det var nogle øjne, hun aldrig havde set før, og dog var de bekendt. Prinsessen faldt i en dyb søvn, blot for at vågne op i et 12-årigt barns krop.

 

200 år senere…

 

Jeg sad for mig selv under broen. Ligesom hver dag. Jeg sad med en lille portion cup nudler. Den slags man køber, hvor man kun skal tilsætte vand. Det var meget koldt udenfor. Mit eget tøj og et slidt tæppe var det eneste jeg varmede mig med.

”Onew!” lød en stemme pludselig, og han kom løbende. Min bedste ven. Kim Jonghyun. Vi var vokset op sammen. Vi havde kendt hinanden siden børnehjemmet, hvor vi blev smidt ud fra for omkring tre år siden. Vi havde levet af at stjæle, men efter at være blevet fanget et par gange, og truet med at komme i fængsel, blev vi enige om at finde rigtige, lovlige jobs.

”Hvad er der?” spurgte jeg og rejste mig op.

”Jeg har fundet os jobs, Onew! Vi skal være butlere!” udbrød Jonghyun glad. ”Vi får endda værelser til at bo i!” Det var vel bedre end intet.

”Hvornår begynder vi?” spurgte jeg. Jonghyun så på sit ur.

”For fem minutter siden…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...