Angels Wings

Manhae elskede sin datter for meget. Da datteren gik bort, kun som tolv år gammel, ville hendes far opfylde hendes ønske. Manhae ville skabe det, som hans datter havde så kært.
Han ville lege med naturens kræfter. Han ville skabe det smukkeste, der fandtes.
Trods alle hans forsøgskaniner gik bort, før processen var færdig, var der én der overlevede, men hun forsvandt.
Kidnappet, af hendes frelser. Manhaes eneste forsøg, der gav pote. Hun var væk.
Englen var væk.

"Roser.
De vokser i min ryg.
Selv roser har torne. De største, smertefulde torne. Disse vinger, jeg har fået plantet i min ryg...
Kan ingen fjerne dem?
Jeg vil ikke dø. Hjælp mig..."

94Likes
104Kommentarer
6584Visninger
AA

7. Selv engle kan få venner

Karorin P.O.V.

 

”Ja, jeg har lavet lektier, men jeg var nødt til at blive oppe det halve af natten for at få dem færdige,” sagde jeg. Jeg måtte indrømme, at jeg også var fuldstændigt smadret. Så fik jeg øje på Taemin der stod og vinkede til mig, med et smil. Jeg smilede tilbage og løb over til ham.

”Taemin, hvordan har du det?” spurgte jeg bekymret og undersøgte ham en lille smule, efter blå mærker. Han havde en del rundt omkring, men som sagt; han er god til at skjule det.

”Aaaah, Rin-Rin, jeg har det fint,” sagde Taemin og surmulede en lille smule, med hans engleansigt. Jeg smilede til ham. Han var så nuttet. Jeg kunne ikke lade være med at kramme ham, bare helt kort. Så det gjorde jeg. Imens resten af pigerne på skolen sendte mig onde blikke.

”Rin-Rin, det her er min ven, Jonghyun,” sagde Taemin og præsenterede mig for hans ven, der stod ved siden af ham. Det var altid rart at møde nye mennesker, og rart at vide, at Taemin ikke var alene. Medmindre, det altså var en fyr, du havde set aftenen før, og var bange for. Jeg stivnede, da jeg så ham. Hans øjne, ansigt, hår, krop. Det var ikke til at tage fejl af. Alligevel… Så han så smuk ud i dagslyset, og den mørkeblå skoleuniform.

Han smilede varmt til mig.

Jonghyun.

”Rart at møde dig,” sagde han.

”A… A-aha,” mumlede jeg lavt, og forsøgte at holde styr på mit mundvand. Jeg rystede hurtigt på hovedet. Jeg måtte tage mig sammen. Han var mærkelig. Mystisk. Han vidste noget om mig, som jeg ikke selv gjorde. Jeg kunne mærke det.

Blikket han gav mig, sagde det hele. Hvem var han?

 

Onew P.O.V.

 

Deres andet frikvarter var begyndt. Jeg sad med en spand med kylling. Præcist som Mr. Lee havde lovet, at jeg ville få. Hver dag, til middagsmad. Jeg var tilfreds. Alligevel følte jeg mig dog, som en eller anden klam stalker, der forfulgte Aenal… Nej, Karorin. Det gjorde jeg i teorien også, men det var mit arbejde, og ikke min hobby, så det var noget andet.

”Hvor er hun smuk,” sagde jeg til mig selv og dasede næsten hen med et lille smil på mine læber.

”Hr-hrm,” sagde en stemme. Jeg gispede og faldt ned af min stol af forskrækkelse. Jeg så, til min overraskelse, Minho. Han stod og så på mig, men begyndte så at grine.

”Er du okay, Dubu*?” spurgte han og rakte mig en hånd. Jeg tog den, og han trak mig op at stå. Jeg satte mig på stolen igen og sukkede lidt.

”Aenal er noget for sig selv, synes du ikke?” sagde Minho så pludselig. Jeg så straks på ham.

”H-Hv-Hvad snakker du om? H-Hun er… Hun er bare en normal pige,” mumlede jeg lavt. Minho klappede mig på min skulder. Han havde gennemskuet mig.

”Du er ikke ene,” sagde han, og vendte sig om for at gå. Jeg så kort efter ham. Var han også… Faldet for hende?

 

Jeg satte mig til rette igen, og så på skærmene foran mig. Jeg gispede straks og tændte min mikrofon. Dog havde jeg et problem. Taemin var til time, men Jonghyun… Han havde fri!

”Jjong! Den nordlige gang! Der er problemer!” sagde jeg højt.

”Nord?! Hvilken vej er nord?!” spurgte Jonghyun i den lille mikrofon der sad i hans krave. Han kunne høre mig gennem hans øresnegl, som han havde i sit ene øre. De havde alle øresnegle og mikrofoner. Dem, i min gruppe. Jeg sukkede dybt. Jjong var en god agent, men han havde ingen retningssans.

”Drej til venstre næste gang!” sagde jeg, og forsøgte at guide ham igennem skolens gange. Han løb. Så hurtigt han kunne. Løb gennem grupper af elever, for at komme til den rigtige gang, og så det.

En gruppe store drenge, havde trængt Karorin op i en krog. De havde omringet hende.

Nu blev Dinoen sur…

 

___________________

 

*Dubu = Leder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...