Angels Wings

Manhae elskede sin datter for meget. Da datteren gik bort, kun som tolv år gammel, ville hendes far opfylde hendes ønske. Manhae ville skabe det, som hans datter havde så kært.
Han ville lege med naturens kræfter. Han ville skabe det smukkeste, der fandtes.
Trods alle hans forsøgskaniner gik bort, før processen var færdig, var der én der overlevede, men hun forsvandt.
Kidnappet, af hendes frelser. Manhaes eneste forsøg, der gav pote. Hun var væk.
Englen var væk.

"Roser.
De vokser i min ryg.
Selv roser har torne. De største, smertefulde torne. Disse vinger, jeg har fået plantet i min ryg...
Kan ingen fjerne dem?
Jeg vil ikke dø. Hjælp mig..."

94Likes
104Kommentarer
6587Visninger
AA

4. Selv engle har opgaver

Taemin P.O.V.

 

Jeg sad lidt for mig selv på mit værelse. Jeg lavede lektier. Det var lidt hårdt både at gå i skole, og have det ’job’, jeg nu havde. For ikke at tænke på mine lektioner i kampsport. Min lærermester i karate var dog på hospitalet. Jeg kom til at svinge ham for hurtigt og hårdt over hovedet da vi skulle træne, så jeg måtte undvære karate i nogle uger, eller selv træne. Jeg havde det sorte bælte, så det var intet problem. Minho var lidt forbavset over, at jeg kunne slynge min karatetræner flere meter væk. Min træner var jo et stort brød.

”Taemin, han vil gerne se dig,” sagde en vagt, da han kom ind på mit værelse. Jeg så tilbage på ham og sukkede lidt.

”Jeg når aldrig at blive færdig med mine lektier, hvis jeg hele tiden skal forstyrres,” beklagede jeg mig og surmulede lidt.

”Det tager nok ikke længe, sir.,” sagde han. Jeg sukkede lidt, men rejste mig så og gik ud fra mit værelse. Ud på den mørke, kolde gang.

Her var sjældent mennesker. Alting var i sorte og mørkeblå nuancer. Vinduerne var farven på nattehimlen, dog kunne man ikke se igennem. Og man kunne ikke se ind.

Jeg gik gennem glasgangen. Den gang, der nærmest var som en labyrint for den uøvede. Der var høje vinduer af glas over alt. Det lignede, at man gik ude i ingenting. Man kunne se ud på natten, der omringede en, udefra. Det eneste sted, man kunne se ud. Alligevel, kunne man ikke se ind. Glasset var så klart, at man næsten ikke kunne se, at der var en tynd blokade mellem én selv, og himlen. Tænk, at kunne flyve. Op mod himlen. Jeg smilede svagt ved tanken.

 

Jeg bankede på, på den store, mørke dør, ind til hvor ’han’ sad. Jeg var ventet. Jeg trådte ind på hans kontor. Det eneste lyse derinde, var det snehvide tæppe, der lå, på gulvet foran hans skrivebord.

 

Jonghyun P.O.V.

 

Hvad lavede jeg her? Han havde kaldt på mig. Jeg stod foran hans skrivebord på det snehvide tæppe. Han sagde intet til mig, men hvilede bare sit hoved på sine hænder. Da Taemin trådte ind. Den eneste fyr i hele verden, hvis liv jeg misundte. Fordi han kunne være tæt på hende hele tiden. Endda tale til hende. Smile med hende. Den pige, der bare flygtede fra mig.

Aenal.

”Taemin, godt du kunne komme,” sagde den himmelske, dog mandige, stemme, der kom fra personen bag det store skrivebord. Taemin så på mig med et overrasket blik. Jeg var mindst ligeså overrasket over at se ham. Hvorfor var han også blevet tilkaldt?

”Eeeh, hvad laver I her?!” udbrød Key, og brød straks stilheden omkring os, da han også trådte ind, og stillede sig på den anden side af mig.

”Og jeg som troede, jeg havde fået en specialopgave, og så er det bare jer,” sagde Minho, der kom ind, kort efter Key. Taemin rakte kort tunge til ham og smilede så til sin hyung. Minho var høj. Havde hud, som om han var svagt solbrun.

Hans øjne var store, dybe og mørke. Hans hår; kort og mørkt. Jeg misundte ham lidt for hans maskuline udseende. Og højde.

”Jeg hørte her var kylling, mr. Lee,” sagde Onew, da han også trådte ind. Han så omkring sig og surmulede. Det var ’bare’ os. Hans bedste venner. Onew var en flot fyr. Den ældste af os fem. Vores gruppeleder. Hans hår var brunt, mellemlangt. Hans øjne smalle. Hans smil; en million værd.

”Hrm, om forlov,” sagde vores boss. Mr. Lee. Vi rettede alle fem straks vores rygge og så på ham med respekt, da han rejste sig. Han var ung. Nogle få år ældre end mig, og alligevel, vores boss. Mellemlangt, brunt hår, øjne der ikke mindede om en koreaners øjne. Det venligste blik der fandtes.

”Dette er en alvorlig situation, vi er havnet i,” startede han og lagde sine arme over kors, imens han tænkte. Sikkert over, hvordan han skulle formulere sig. Han lukkede sine øjne i.

”Manhae har fundet Aenal,” sagde han. Jeg bed mig selv i min læbe. Så det var altså dem, som jeg havde banket? Jeg vidste, at den pige var Aenal! Hende, med forbandelsen i ryggen. Dem, der voksede indeni hende. Dette møde med vores boss, var det hidtil vigtigste.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...