Angels Wings

Manhae elskede sin datter for meget. Da datteren gik bort, kun som tolv år gammel, ville hendes far opfylde hendes ønske. Manhae ville skabe det, som hans datter havde så kært.
Han ville lege med naturens kræfter. Han ville skabe det smukkeste, der fandtes.
Trods alle hans forsøgskaniner gik bort, før processen var færdig, var der én der overlevede, men hun forsvandt.
Kidnappet, af hendes frelser. Manhaes eneste forsøg, der gav pote. Hun var væk.
Englen var væk.

"Roser.
De vokser i min ryg.
Selv roser har torne. De største, smertefulde torne. Disse vinger, jeg har fået plantet i min ryg...
Kan ingen fjerne dem?
Jeg vil ikke dø. Hjælp mig..."

94Likes
106Kommentarer
6470Visninger
AA

1. Selv engle får blå mærker

Natten lå stille over et beboet område i Sydkorea. Det var fuldmåne, der lyste alle gaderne svagt op. Der skete aldrig noget særligt i den by, og folk lå alle derfor og sov, midt om natten. Alle beboerne i den lille by anede ikke, at ude på gaderne, lige udenfor deres huse, fandt en af verdens vigtigste jagter sted. En jagt, der var altafgørende for fremtiden.

”Han løb den her vej!” udbrød en dyb stemme, og en dreng på de syv år, løb gennem gyderne. Jaget. Plaskede i vandpytterne. Han havde et nyfødt barn i favnen.

”Jeg tror, du vil være i sikkerhed her,” hviskede drengen og så ned på det nyfødte barn. Han smilede svagt og fældede en enkelt tåre, da han så på den lille pige i hans arme, der så op på ham og smilede. Hun anede ikke, hvad der foregik. Drengen kørte forsigtigt en finger over barnets ryg og lukkede sine øjne stramt i.

”Jeg beder til, at de aldrig vokser ud,” hviskede han lavt. Han lagde forsigtigt barnet ned på dørtrinnet, pakket ind i hans sorte jakke.

”Han er herovre! Jeg tror jeg hørte ham!” råbte en anden dyb stemme. Drengen gispede forskrækket, og så en enkelt gang ned på den lille baby.

”Bare rolig, Aenal, du skal nok klare dig. Indtil vi ses igen,” sagde drengen og forsvandt ud i mørket. Jagtet videre af de store mænd, der var ude efter drengen.

På dørtrinnet til en familie, bestående af en mor, der ikke kunne få børn, og en far, lå der nu en smuk, lille, nyfødt pige. Der aldrig måtte få sin fortid at vide.

Aldrig.

 

”Rin, er du okay?” spurgte den nuttede, uskyldige dreng, der sad ved mit bord. Jeg vågnede straks op fra mit dagdrømmeri og så på ham. Hans søde, mørke øjne, mellemlange, lyse hår, der markerede hans sjæls vinduer perfekt. Jeg smilede forsigtigt og nikkede.

”Ja, jeg har det fint. Jeg tror jeg ikke fik nok søvn i nat, jeg kunne ikke sove,” sagde jeg og strakte mig. Han smilede opmuntrende til mig. Dog vidste han, hvad der ventede ham, når skolen var forbi. Det var utroligt, at han kunne blive ved med at smile sådan hver dag.

Taemin. Pas nu godt på dig selv, ikke? Jeg ville ønske, at jeg havde modet til at hjælpe dig. Hver dag. Du var altid så sød, varm, åben og venlig overfor mig, og så prøvede jeg ikke engang på at hjælpe dig, når skolen nu engang var forbi.

Hvorfor var jeg så bange?

 

Skolen var ovre, og Taemins smil forsvandt langsomt. Han var godt klar over det. Nogle drenge, der var på vej ud af døren i vores klasse, piftede efter ham.

”Glem nu ikke vores lille aftale, vel Minnie?” drillede de ham. Taemins blik blev trist, bange. Dog, alligevel, så jeg han knytte sine næver, hvorefter han gav slip igen. Han tog sin taske over skulderen og så tilbage på mig med et smil, der skjulte hans frygt.

”Vi ses i morgen, Rin-Rin,” sagde han. Jeg bed mig selv i underlæben men smilede så forsigtigt tilbage og nikkede kort.

”J-Ja, Taemin. Vi ses i morgen,” sagde jeg, hvorefter Taemin gik ud af klassen, med et par piger kiggende efter ham. Han var, sandt nok, den kønneste dreng på skolen. Alle pigerne ville have ham, selv nogle af drengene var ude efter hans kærlighed. Alle ville have ham, og alligevel gjorde de intet ved det, der skete efter skole. De var falske, alle sammen. Jeg var ikke meget bedre selv.

Taemin var ved at blive god til at skjule dem. Mærkerne han fik. De blå og gule mærker. De mærker, som de større fyre, med flere muskler, gav ham. Hver dag, efter skole. Det var den samme rutine hver dag.

”Undskyld, Taemin, jeg kan ikke hjælpe dig. Jeg ville ønske, jeg kunne,” hviskede jeg lavt og gik ude på gangen. Jeg stivnede dog brat, da jeg så det hele. Jeg holdt mig for munden, en tåre trillede ned ad min ene kind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...