Anorexia nervosa

Anja lider af anorexia nervosa, og hver dag er en kamp for livet. Spiseforstyrrelsen giver hende lave selvværdsproblemer, hvilket bare får hende til at gøre endnu mere drastiske ting, som at skære i sig selv. Efter at have besvimet i skolen af udmattelse, får hun øjnene op for Kevin, der prøver at vise hende vejen om på de raskes side. Men kan hun reddes? Og ligger den professionelle hjælp egentligt ikke i, at man selv 'vil' blive rask?..

13Likes
28Kommentarer
4280Visninger
AA

7. Overvældet

Nutid i datid: Jeg frøs som jeg sad der på den lille snuskede café, med varme fede pomfritter foran mig. Kevin som havde smidt jakken, havde allerede taget adskillige bider af hans sandwich. Jeg trak ærmerne på min hættetrøje op omkring albuerne, og lod en finger strejfe de tætte hår på mine arme. Jeg prøvede at få mine tænder til at stoppe deres pludselige klapren, og måtte med alt selvkontrol, tvinge mig selv til at spise en pomfrit. Jeg tog langsomt hånden ned mod tallerkenen, og tog forsigtigt om en lille friturestegt fritte. Den så fed ud, og den råbte til mig, at jeg ikke skulle spise den. ”Du bliver bare endnu federe!” advarede den, og jeg mærkede tårerne presse sig på i øjenkrogene. Jeg følte mig beskidt og forkert. Hvad ville Kevin ikke tænke om mig? Og siden hvornår var jeg begyndt at interessere mig, for det faktum at Kevin interesserede sig for mig? Verden var vendt helt på hovedet. ”Spis mig ikke, du er tyk nok i forvejen. Ingen kan lide dig, så lad mig være, og få din store røv ud af lokalet!” hvæste pomfritten. Jeg sank en klump i halsen, var jeg ved at blive skør? ”Skal du ikke spise den?” Kevins ord ramte mig så pludseligt, at jeg blev helt forskrækket. Jeg opdagede til min egen forbavselse, at jeg sad og lyttede til en talende pomfrit. Eller ikke. ”Jo, selvfølgelig!” lo jeg hult, og proppede den ind i munden. I samme øjeblik mine smagsløg mødte den lille sprøde fedtbombe, troede jeg, at jeg var landet i himlen. Men hvordan kunne noget der var så forkert, føltes så rigtigt? Den knasede let og perfekt, mens olien omkring den langsomt blev opløst, og forkælede mine ømme smagsløg. Jeg proppede endnu en pomfrit i munden, og endnu én. Kevin smilede bare, og tog selv et par bider af hans sandwich. Han begyndte løst at snakke om skolen, og forventningerne til vores kommende eksamener. Jeg smagte på ordet. Eksamen. Jeg havde slet ikke skænket eksamen en tanke, ja faktisk havde jeg været så fraværende i skolen på det sidste, at jeg ikke engang var sikker på, at jeg kunne bestå eksamenerne. Tanken virkede foruroligende, og samtidigt så ligegyldigt.  ”Kevin?” afbrød jeg. -”Hvorfor var du der egentligt da jeg vågnede, efter jeg var besvimet tidligere i dag?” Spørgsmålet så ud til at komme bag på ham. Han rømmede sig. ”Altså efter du besvimede i klassen, spurgte Anton om der var nogle der ville bære dine ting, med ned på kontoret. Jeg rakte bare hånden op,” mumlede han forfjamsket, og fik svagt rosa kinder. Jeg modstod trangen til, at lade en finger kærtegne hans kindben. ”Hvad sagde de om mig i klassen? Det er jo åbenbart ikke normalt at besvime.. Så hvad sagde de andre om mig, Kevin?” spurgte jeg stille, og kunne mærke kvalmen stige til halsen. Jeg havde allerede spist mine pomfritter, og det sorte hul i min mave, var i midlertidigt tilfredsstillet. ”Det ved jeg ikke,” hviskede han, og undgik øjnekontakt. Jeg rakte min hånd ud mod hans, og klemte den med de få kræfter jeg havde i kroppen. Det var anstrengende. ”Snakken gik jo..” sagde han og hostede, stadig uden at kigge på mig. Det var som om en stor mørk sky, skyggede for mit førhen gode humør. -”Nogle af pigerne sagde at det var fordi du aldrig spiste noget. De øh..” Hans ord var som tusinde knivspidse pile, der ramte min facade med ét, og en tåre trillede ned af min kind. Jeg havde ikke kræfter til at fjerne den, så jeg bukkede hovedet let, og lyttede i tavshed og skam. ”De havde set dig til idræt. De sagde at man..” Han stoppede, og kiggede mig i øjnene, med et pirrende udtryk. ”Fortæl det,” stammede jeg, og lod endnu en tåre dale ned af min kind. ”Nej, det er ondt..” Jeg puffede udmattet til hans hånd. -”De kaldte dig ’skelettet’, fordi man kunne se dine ribben så tydeligt, okay. Det var ondt sagt, og du skulle jo ikke vide det,” hviskede han såret, og tog beskyttende min hånd i sin. Mit hjerte sprang et par slag over, men jeg var mundlam. ”Har du en spiseforstyrrelse?” spurgte han så hurtigt, at min omtågede hjerne kun med nød og næppe opfangede ordene. Og hvor gjorde det ondt. Jeg rev min hånd til mig, og løftede hovedet. Han så mine tårer, og hans mund blev til en lige streg. ”Nej, jeg har ikke.” Lyden der undslap mine sprunkne læber, var så stille at jeg selv blev helt i tvivl, om jeg havde sagt dem højt. ”Undskyld,”  sagde han med et fåret udtryk i øjnene, og tryllede med en finger, mine tårer væk. Da hans hud rørte min, troede jeg at jeg ville sprænge. Af lykke? Af skam? Eller måske af sorg? ”Det er okay, jeg må gå nu,” sagde jeg hurtigt, samlede mine ting sammen, og forsvandt ud af caféen. Jeg kunne hele vejen hjem, mærke den dårlige samvittighed i baghovedet, efter at have forladt ham. - Men når facaden væltede, måtte jeg ikke være i nogens selskab. Jeg måtte ikke vise tegn på sårbarhed..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...