Anorexia nervosa

Anja lider af anorexia nervosa, og hver dag er en kamp for livet. Spiseforstyrrelsen giver hende lave selvværdsproblemer, hvilket bare får hende til at gøre endnu mere drastiske ting, som at skære i sig selv. Efter at have besvimet i skolen af udmattelse, får hun øjnene op for Kevin, der prøver at vise hende vejen om på de raskes side. Men kan hun reddes? Og ligger den professionelle hjælp egentligt ikke i, at man selv 'vil' blive rask?..

13Likes
28Kommentarer
4275Visninger
AA

11. Øjeblikket

Datid i datid: Jeg kan tydeligt huske hvor ræd jeg var, da min mor og jeg sad i bilen på vej til sundhedsplejersken. Da vi kom inden for, klemte jeg min mors hånd, og tog mig ikke af de fra skolen, der kiggede efter os. Dengang ignorerede Kevin mig stadig, så han kiggede ikke engang efter os. ”Fede Anja holder hendes mor i hånden”, ville de tænke, og det gav mig fornemmelse af en stor mursten i min mave. Evig og altid den samme angst, for at nogen turde sige det højt: ”Du er tyk.” Ingen havde nogensinde sagt det, kun tænkt det. Da min mor bankede på døren ind til sundhedsplejerskens kontor, og der blev råbt ”kom ind”, dunkede mit hjerte så hårdt, at jeg troede det ville hoppe ud af brystet. Det bryst der næsten ikke længere var der. ”Velkommen Anja og,” sundhedsplejersken kiggede hurtigt ned i sine papirer. -”Lise Andersen, Anjas mor.” Vi gav hånd til hende, og tog efter anvisning plads på to stole, ved siden af et stort moderne skrivebord. ”Nå,” sagde sundhedsplejersken, hvis navneskilt oplyste at hun hed Birgitte. -”Hvordan har du det Anja? Fysisk, psykisk, socialt, kropsmæssigt?” ”Jeg har det fint,” sagde jeg hurtigt, og sørgede for at der ikke var huller i min facade. Den skulle selv ikke Birgitte trænge igennem. Hun kiggede ned i sine papirer. ”Du er femten år, har du menstruation?” Jeg glippede med øjnene, og følte mig krænket. Hvad kom det hende ved? ”Ja,” peb jeg, og mærkede blodet stige til kinderne. Jeg havde menstruation, den havde bare ikke vist sig i flere måneder. ”Og hvornår fik du det?” spurgte hun. Denne gang svarede min mor. ”Det fik hun omkring de 12-13 år, jeg var der selv,” sagde hun, og klemte min hånd. Jeg havde lyst til at grave et hul, og kaste mig selv derned i. ”Så den er regelmæssig?” Jeg havde lyst til at sige sandheden, men kunne ikke få mig selv til det. For så skulle der findes en grund til den pludselige uregelmæssighed, og så ville hun se hvor fed jeg var. ”Ja,” løj jeg bare. Birgitte noterede det, og nikkede lidt. ”Har du syns, høre, eller balanceproblemer?” spurgte hun. Jeg rystede på hovedet, og hun noterede det. ”Fint. Nå, men vil du så tage overtøjet af, og stille dig hen til målebåndet?” ”Ja,” hviskede jeg, og mærkede mine hænder blive klamme. Jeg stillede mig hen til målebåndet, og hun kørte den flade jernting ned mod mit hoved. ”1,62 høj. Sidst var du 1,58, så det går jo frem af,” sagde hun triumferende, og smilede til mig. Min mor stod halvt fraværende, og kiggede ud i luften. ”Så mangler vi bare vægten.” Jeg mærkede kvalmen stige til hals, og mit hoved blive svimmelt. Det ringede for mine øre, og svimlede for mine øjne. Jeg støttede mig til væggen. ”Du må ikke besvime Anja, ikke nu,” tænkte jeg febrilsk, og tog et par dybe indåndinger. ”Jeg har det ikke særlig godt,” peb jeg, og i det sekund det sidste ord var sluppet ud af min mund, kastede jeg op på gulvet. Vandagtige væsker, med brunlige klumper, lå spredt ud over hele gulvet. Det gav mig endnu mere kvalme, og jeg brækkede mig igen. Der var snart ikke mere tilbage. ”Så, så..” hviskede mor i mit øre, og klappede mig på ryggen. Jeg opdagede at jeg græd. ”Åh gud,” sukkede sundhedsplejersken medlidende, og gik ud for at hente noget at tørre op med. ”Jeg vil hjem,” hulkede jeg, og min mor lagde en hånd på min pande. ”Ja selvfølgelig skat, du er jo også hel varm,” sukkede hun bekymret, men jeg var altid varm efter at have kastet op. Det tog mange af mine kræfter. Jeg kom hjem, uden at blive vejet, og lå glad i sengen resten af dagen, og drak te og spiste knækbrød. Det undrede ikke min mor, når jeg kastede op igen, men det var med vilje. Jeg var ikke syg, jeg stak bare en enkelt finger i halsen. Klamt. Når jeg tænker tilbage på dengang, var det faktisk rimeligt uheldigt, at det skete som det skete. For hvis sundshedsplejersken havde set min vægt, ville hun med det samme vide, at der var noget helt galt. Jeg ville have kunnet få hjælp dengang, men der var jeg ikke villig. Dengang troede jeg stadig at ’tynd’, var et synonym for perfekt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...