Anorexia nervosa

Anja lider af anorexia nervosa, og hver dag er en kamp for livet. Spiseforstyrrelsen giver hende lave selvværdsproblemer, hvilket bare får hende til at gøre endnu mere drastiske ting, som at skære i sig selv. Efter at have besvimet i skolen af udmattelse, får hun øjnene op for Kevin, der prøver at vise hende vejen om på de raskes side. Men kan hun reddes? Og ligger den professionelle hjælp egentligt ikke i, at man selv 'vil' blive rask?..

13Likes
28Kommentarer
4259Visninger
AA

3. Bivirkningerne

Datid i datid: Som de fleste andre spiseforstyrrelser, startede min også med lavt selvværd. Jeg fik den dårlige vane, at når jeg hver aften lå i min seng og prøvede at falde i søvn, forestillede jeg mig hvordan det ville være, at være tynd. Jeg fik det altid dårligt ved tanken om at jeg ikke var tynd, og der var dage hvor jeg kunne finde på at stå op, bare for at brække mig, for derefter at gå i seng igen. Og så sov jeg sødt. Nogle dage var bedre end andre, og hvis jeg havde haft en hård dag, spiste jeg mine følelser væk. Jeg spiste i store mængder, så store at nogle ville påstå at det var et ædeflip. Men det var lige præcis hvad det var, for meget af det gode. Derefter kunne jeg finde på, enten at kaste det hele op igen, eller at straffe mig selv, ved at faste i to eller tre døgn igen. Straffene startede som regel med at jeg sprang morgenmaden og frokosten over. Da jeg var blevet mere trænet kunne jeg springe morgenmad, frokost, aftensmad og morgenmad dagen efter over. Sådan kunne det blive ved, og det blev det. Jeg følte mig altid træt, men jeg var ikke sulten på en ubehagelig måde. Det sorte hul i mit indre blev jeg helt vant til, og jeg havde det underligt hvis det ikke var der. Så jeg spiste kun når det var yderst nødvendigt, og jeg tabte mig. Det gjorde jeg virkelig. Efter de første to-tre måneder havde jeg tabt mig 10 kilo, men jeg var stadig ikke tilfreds. Når jeg kiggede mig i spejlet, gik fedtet så langt ud over buksekanten, at det kunne nå helt over til Amerika og tilbage igen. Når jeg tænker tilbage på tiden dengang, undrer det mig egentligt lidt at min blinde alenemor, ikke opdagede noget. Eller måske ikke? Jeg ved ikke om jeg direkte lod som om jeg spiste noget, for jeg tog en madpakke med i skolen hver eneste dag, som jeg smed ud, lige så hurtigt som den var blevet lavet. Jeg gik efterhånden i løsere tøj, såsom hættetrøjer og joggingbukser, og der skete en masse forandringer ved min krop. Jeg pjækkede også en del fra skolen, især fra idræt. Jeg kunne ikke lide at vise min krop til de andre piger, jeg kunne ikke holde ud, hvis jeg hørte dem hviske om mig, bag min ryg. Huden overalt på min krop var blevet sær. Nogle steder meget tynd, ja næsten gennemsigtig, mens den andre steder var tyk med små huller. Min negle knækkede flere gange om måneden, og til sidst var mit hår blevet så tyndt, at jeg besluttede at klippe det hele af. Næsten da. Jeg tog groft sagt bare en saks fra skuffen, satte mit hår en rigtig høj hestehale, og klippede helt inde ved elastikken. Da elastikken faldt ned på jorden, var jeg lige ved at grine, da jeg så mit eget spejlbillede. Jeg lignede én stor fejltagelse. Mit hår sad i små filtrerede totter, hvor det nogen steder var kort, og andre steder lidt længere og mere tjavset. Det så helt skørt ud, men jeg var ligeglad. Sket var sket, og det voksede under alle omstændigheder ud igen. Håbede jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...